Sådan vælger du malerier til dit soveværelse
Et velindrettet og indbydende hjem er fyldt med kreativitet i hvert eneste rum. Vi forstår dog udmærket, at det kan være en stor opgave at vælge, hvad der præcist skal udstilles.
For at guide dig gennem processen med at vælge kunst til dit soveværelse, har vi samlet nogle af vores bedste tips og tricks. Du vil med de rigtige overvejelser få et soveværelse der afspejler dig som person, og får dig til at slappe af.
Dit soveværelse er dit fristed og derfor er det stedet, hvor du skal blive personlig med kunsten. I det primære soveværelse er der rigtig mange stærke følelsesmæssige forbindelser til valget af værket, og det giver derfor ofte god mening at investere lidt ekstra, for at få et værk i top. Mange vælger af få et bestillingsværk fra en kunstner, for at imødekomme alle forventningerne og få lavet noget ekstra personligt.
Har du lyst til at tænke stort her? Gå efter det! Kunst kan være rummets sjæl, så det er ikke stedet at spare. Invester derfor gerne i store malerier, som gør dig glad, hver gang du træder ind i rummet.
Det er dog vigtigt at have visse ting med i overvejelserne. Eftersom soveværelset er et rum til at slappe af i, bør de værker der vises, ikke være for overvældende i design eller farve. De fleste mennesker ønsker, at soveværelset skal være et roligt og afslappende rum, så vælg derfor gerne kunst med blå toner og andre naturlige farver. Gerne noget der giver dig lyst til at trække vejret dybt og krybe sammen i sengen. Landskaber og bløde abstrakte billeder er f.eks. gode i soveværelser. Vi foreslår altid, at man holder sig væk fra røde og orange farver i et beroligende rum, fordi disse farver er fulde af energi.
Husk også på pude- og sengetøjsfarver, når du vælger kunst. Sørg for at farverne passer godt til dit sengetøj og dine pyntepuder for at skabe en harmonisk atmosfære i rummet.