Hvem har aldrig rødmet offentligt?

Ufrivilligt, ubehageligt, for nogle nedværdigende, forbliver rødmen noget af en mysterium for neurologerne og psykologerne.

Det, selv om nogle forsøg giver os en idé om disse indforståede koder i socialforholdet.

Hvem af os har aldrig oplevet, at maven grumlede og klukkede midt i en tale, hvilket medførte, at flere deltagere vendte sig grinende mod én?

Og som om det, at ens mave skriger sin sult ud, ikke var nok, så rødmer man, altimens man ellers gør sit bedste for at undgå at møde de blikke, som nu er rettede imod en.

Hvad forsøger ens kinder at udtrykke, altimens man ikke kan finde de passende ord til at få samtalen til at fortsætte dér, hvor den blev afbrud?Her er spørgsmålet: Hvorfor rødmer man, når man skammer sig? Er det blot en hudreaktion? Er det blodtilførslens reaktion på  en konflikt i hjernen? Er det bare en følelse med et besynderligt symptom?

Rød er kærlighedens symbolske farve. Og når ansigtet er rødt, er det ellers, historisk set,  tegn på skønhed, ungdom, godt helbred eller et udtryk for charme eller ydmyghed.

Vi skal dog konstatere, at der ikke er tale om alle disse positive ting, når vi rødmer.

Hvorfor har naturen givet os den fysiske mekanisme, som ikke kan kontrolleres, og som er meget menneskelig, som medfører, at der kommer mere blod i vores kapillærer i ansigtet, ørene og halsen, som er de dele af os, som er mere synlig end de andre, hvilket således afslører os?

Nogle eksperimenter og forsøg, der er blevet lavet, giver os noget af et svar.

Angst for dommen
For det første rødmer vi ikke på grund af vores handlinger eller vores ord, så længe som vi er i den intime sfære, undtagen de af os, der lider af patologisk rødmen (det ser vi på om lidt).

Men det gør vi i social sammenhæng, når vi er mål for uønsket og/eller overdrevet opmærksomhed (positiv eller negativ).

Ifølge Darwin, “faderen” til udviklingsteorien, skyldes rødmen frygten for, at vores udseende bliver evalueret af andre: “Det er tanken om,  hvad de andre vil synes om os, der får os til at rødme”.

Denne idé blev bekræftet i 1991 af de amerikanske psykologer, Mark Templeton og Janice Leary, i et studium, hvor de frivilliges ansigter var dækket af temperaturmåler og sat over for et ensrettet spejl.

Lige pludseligt blev spejlet fjernet og personen befandt sig helt uventet over for flere mennesker, som var koncentrerede om at observere vedkommende.

Forsøget påviste, at deltagerne kun rødmede da de kunne se øjnene af de personer, som de blev udstillet for. De rødmede ikke, hvis deltagerne havde sorte briller på.

Altså er det, når vores mangler, fejl eller upassende adfærd udstilles over for andre, at vi rødmer.

Vi tænker så, at vores offentlige identitet og vores sociale image bliver truet eller flosset.

Men hvorfor reagerer vores organisme over for dette med at rødme?

Her holder mystikken stadig væk.

Måske er det, at rødme, det man kalder en “udtryksform” for følelsen, på samme måde som smilet er en udtryksform for glæde.

Den spiller en signaleringsrolle i hvert fald, som skal opfanges af den anden og fortolkes.

Dette bekræftes af, at rødmen kun er til stede (og især til stede) på de synlige dele af kroppen, og den eksisterer i alle de menneskelige samfund, der er blevet studerede til dato.

Dog hjælper det os ikke til at forstå, hvorfor vi er i stand til at finde ud af, næsten per omgående, at nogen er generet, før end vedkommende rødmer.

Ej heller kan det hjælpe os med at forstå, hvorfor rødmen kommer frem så længe efter de øvrige tegn på generthed.

Rødmen kommer nemlig ikke i de 5 sekunder, der følger den generende hændelse, men først 15 eller 20 sekunder senere.

Ej heller kender vi den mekanisme, som gør, at jo mere vi skammer os, desto mere vi rødmer, og jo mere vi rødmer, desto mere skammer vi os …

Her skal der stadig forskes en hel del.

Uanset hvad, rejser hypotesen om udtryksformen et vigtigt spørgsmål: Hvilke fordele får vi ud af en processus, som forræder vores emotionnelle tilstand?

Den udtrykker en mere kompliceret følelse end de primitive følelser (som fx afsky eller frygt), og i modsætning til disse bruges generthed mere til sociale formål end til biologiske formål.

Det er det, de amerikanske psykologer Dacher Keltner og Brenda Buswell har fremhævet i 1997: At rødme påviser, at der findes et internt vågesystem, som tjekker vores sociale adfærd, og som påvirker os til at tilpasse os gruppens adfærd, så vi undgår at blive udstødt af gruppen. Dette system ville så genetablere det sociale forhold, som blev afbrudt ved et uheld.

Ideen er, at det at rødme skulle være et socialt tegn, som påviser anger af den uret, man har begået.

Set med udviklingsteoriens briller ville rødmen være menneskets modsvar til beroligende tegn som fx aberne bruger.

I modsætning til vores “fjerne fætre” har vi ikke længere behovet for at rulle os på jorden og vise vores intime dele, eller at afluse andre for at vise vores mindreværdsfølelse eller vores følelse af utilstrækkeliged, når vi ønsker at dæmpe den andens vrede og gå langs pacificeringsvejen.

Hos mennesket er det at rødme efter at have fejlet i et socialt forhold et tegn, vi giver, at vi er klare over vores ansvar i den fejl, der blev begået, og at vores anger er ægte.

Den amerikanske psykolog, June Tangney fra George Mason Universitet i Virginia, viste, at det var et synligt tegn på vores ønske om at blive tilgivet, at gå ind i en reparationshandling for at undvige en aggressiv reaktion hos dem, der har været vidner til vores brud på de sociale principper.

Rødmen som social-dæmper
Rødmen fortæller vores omgivelser, at der foregår en intern evaluering af vores adfærd, og ved at rødme viser personen, at han bekymrer sig om, hvordan han opfattes.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet med de andre tegn på generthed, som forekommer lige efter, at man har udført en generende handlling: Disse tegn (se ned, have et stivnet smil, en stiv holdning og lettere stammen), kan fortælle om, at vi har svært ved at finde de korrekte bevægelser eller de korrekte ord, men ikke nødvendigvis, at man bekymrer sig om det, andre vil tænke om en (de andre tegn kan sådan set påvise, at man er ved at lyve).

Dette kan kun rødmen vise de andre, og den er så langsommere om at vise sig end de andre tegn. Den skal bruge fra 15 til 20 sekunder efter handlingen.

Hvorfor bliver rødmen automatisk fortolket som generthed, og dette i alle kulturer?

Hvilke af hjernens strukturer afkoder dette signal og gør, at vi kan fortolke det uden at behøve at tænke over det?

Rent faktisk kan samme spørgsmål stilles over en anden udtryksform: hvad får os til at forstå, at den person, der smiler, er glad?

Ifølge teorien om den mentale stimulering kan det, at observere en mimik som fx smilet, fremprovokere hos den, der ser, en aktivitet af nogle neuroner (spejlneuroner), som reproducerer de motorkommandoer, som er ansvarlige for denne mimik.

Det vil sige, at ved at simulere i os selv det følelsesudtryk, som findes hos de personer, vi observerer, vil vi få adgang til den følelse, der har startet det.

Skyldvedkendelse
Er det samme princip med forståelsen af rødmen?

Identificerer vi den underliggende generthed hos den anden via en mental simulering?

I studier af neuroimaging af de hjernestrukturer, som er aktiveret af generthed, har man set, at denne følelse sætter et helt netværk af struktur i spillet, som er brugt i forståelsen af den andens mentale tilstand.

Dog mangler man stadig væk at identificere de strukturer i hjernen, som styrer den fysiske reaktion over for rødmen.

Paradoksalt nok tyder alt på at disse synlige tegn på skam, hvilket tyder på et selvværd, der har fået et ordenligt slag (i hvert fald på det tidspunkt), gør os mere sympatiske i andres øjne.

Idet rødmen er en ufrivillig adfærd, signalerer dette på sikker vis til dem, der observerer os, at vi er klare over, at vi har begået en forkert handling og altså, at vi ejer en moralsk sans.

For eksempel påviste den hollandske psykolog Peter De Jong fra Groningens universitet i 2003, at vi bedømmer en person, der rødmer efter ved en fejl at have væltet et glas rødvin på en anden gæsts tøj, eller som springer sin tur i køen over, som mere sympatisk og mere til at stole på end en anden, der gjorde det samme uden at rødme.

Derudover vedligeholder eller endda forstærker rødmen vedkommendes gene eller skam.

Denne mekanisme medvirker til at forbinde offentlige brud på adfærd med meget ubehagelige følelser og benyttes til den sociale udvikling af individet.

Den amerikanske psykolog Michael Lewis har således påvist i 1993, at på det tidspunkt, hvor man skulle til at handle på socialt upassende vis, hvis man forestillede sig, at man blev observeret af flere par bebrejdende øjne, genopvaktes den ubehagelige følelse forbundet med skam og forhindrede os via denne mekanisme i at forbryde os mod reglerne.

Hvem har ikke haft lyst til at smage på frugterne i butikken, eller at køre over for rødt en tidlig søndag morgen?

Den forudinstillede generthed og sandsynligvis erindringen om de associerede fysiske fornemmelser, forhindrer os ofte i at have en adfærd, som vil vække andres bebrejdelser og kunne have negative virkninger på os selv.

Det er rent faktisk også det, resultater af neuroimagering udført af James Blairs hold i det amerikanske institut for mental sundhed peger på.

I 2006 påviste disse psykologer, at der var en forbindelse imellem følelsen af skam og aktiveringen af Amygdala, som er en af de vigtigste strukturer i hjernen , som bruges til at spore potentielle trusler i omgivelserne.

I deres studier så man, at denne struktur var aktiveret, lige så snart det sociale brud skete i kontakt med andre.

De mennesker, som ikke bliver generet af den slags situationer, viser sig derudover at være utilpasset sociallivet og bliver hurtigt udstødte.

Betyder det så, at den rødme, der stiger til vores kinder, kun har fordele?

Nejda: Den kan også bruges til at vise de andre, alt det, vi gerne vil gemme.

I sin forskning påviste den amerikanske psykolog Robert Frank, at rødmens ufrivillighed er medvirkende til at være et bevis på skyld i tilfælde, hvor man er i tvivl.

Forestil dig, at en af dine kolleger forsøger at tjekke din kalender, så de kan lave et overraskelsesparty for dig.

Idet du kommer ind på dit kontor, opdager du, at en af dem er i gang med at rode i dine ting.Selv om det er en misforståelse, og hans intentioner er ærlige, så rødmer din kollega.

Og hans rødme vil faktisk forstærke din mistanke om, at noget uærligt forgår her. Han bliver afsløret og kan ikke gøre andet end at indrømme det, han havde gang i, og det er så slut med overraskelsen.

Som løgnedetektor og direkte adgang til det indre liv og til andres intentioner er vores egenskab til at rødme, når den fungerer godt, et kraftigt redskab til at tilpasse vores adfærd i gruppen bedst muligt.

Set sådan er det et vigtigt socialt reguleringsmiddel. Psykologerne skulle rødme over ikke at have studeret det mere.

Når at rødme bliver til en sygdom
Ikke rødme! For Guds skyld ikke rødme!Nogle mennesker lever konstant med denne angst i sindet.Angsten for at rødme — erytrofobien — forgifter deres selskabelige liv.

“På et tidspunkt har jeg tænkt på selvmord. Jeg tog en kniv og pegede bladet mod mig. Jeg spurgte mig selv om smerten ville være værre end den smerte, der niver mig i maven, mens jeg rødmer”.

For Per er det, at rødme, en sygdom, en lidelse, en angst hver øjeblik af hans liv.

Han lider af erytrofobi (fra det græske erythros – rød – og phobia – frygt). Det er en lidelse, han har lidt af, siden han var 12.

Det er svært at forestille sig, hvad det går ud på, når man ikke selv lider af det.

Hos børn medfører erytrofobi konstant drilleri og barske kommentarer.

De voksnes reaktion på det forstærker denne frygt: “Jamen, der er ikke noget galt. Det er ikke alvorligt at rødme”.

Den overdrevne evne til at rødme kan medføre alvorlige psykiske lidelser. Det kan medføre angst for at gå i skole, og dermed vil det få barnet til at isolere sig.

Hos den voksne medfører dette, at man holder yderst lidt kontakt med sine kolleger.

Nogle siger op, fordi de føler sig ganske enkelte ude af stand til at klare de daglige krav, som følger med at være i en gruppe.

Andre fortæller slet ingen om deres problem, og andre igen håber på, at kirurgien kan løse dette problem.

Endelig tænker nogle det værste.

Man møder dem jævnligt på internettet: “Jeg kan ikke klare livet sådan mere, jeg vil ende mine dage”.

Hvad skal man svare til disse ting?

Blot det, at rødmen er en sygdom, når den når disse proportioner og skal behandles terapeutisk.

For ikke at misforstå hinanden skal der slås fast, at det, at rødme, ikke er nogen sygdom. Tværtimod. Folk som rødmer, også selv om de rødmer ofte og/eller meget, behøver ingen behandling.

Man taler kun om erytrofobi, hvis en person har en intens angst for at rødme og stort set ikke kan omgås andre.

Psykologerne mener, at ondets rod befinder sig i en overdreven angst for at vise de andre et dårligt image af sig selv.

Af den grund er erytrofobi en fobi, der bliver klassificeret under  socialfobierne.

At rødme om undskyld
Rent faktisk er situationen her noget mere kompliceret: Er de sociale fobier årsager til erytrofobien eller er erytrofobien årsagen til de øvrige sociale fobier?

Svaret er sandsynligvis en blanding af de to.

Rødmens intensitet er for en stor del arvelig og afgjort af hudens egenskaber.

Selv om vi er mange, som bliver “varme i ansigtet” efter at have været forskrækket, efter at have skammet os eller andet, er dette mere synligt hos nogle, som fx har lysere hud, end andre.

Derudover har nogle mennesker et tyndere yderste lag hud, og de underliggende kapillærer tykkere.

Disse hudformer vil lade den mindste smule øgning af blod træde frem meget tydeligere.

Altså spiller hudens kvalitet en rolle. Men er det det eneste?

Vi skal først observere rødmens mekanisme.

Blodtilførslen til ansigtet er for det meste kontrolleret af det sympatiske nervesystem.

Dens aktivering medfører en udvidelse af de små blodkar fra underhuden, hvilket vil medføre rødme.

Og aktiviteten af det sympatiske nervesystem er ikke styret af vores viljestyrke, hvilket gør, at den, der rødmer, føler sig magtesløs mod sin rødmen.

Man skulle tro, i så fald, at det sympatiske nervesystem er overaktivt hos dem, der lider af erytrofobi, hvilket vil medføre for hurtig og for stor en blodtilførsel til ansigtet, også i en uvigtig situation.

Men det ser ikke ud til at være tilfældet: Psykologen Peter Drummond fra Murdoch Universitet i Perth (Australien), har udført et forsøg i 2007, som gik ud på at sætte folk i en pinlig situation, fx ved at bede dem om at improvisere en tale om deres personlige smag i visse meget private områder.

Ved at måle blodtilførslen hos de frivilliges ansigtshud har han konstateret, at den stiger lige så hurtige hos de “normale” frivillige, som hos erytrofobene.

Den eneste forskel var, at hos sidstenævnte gik der længere tid, før at blodkarene kom tilbage til deres normale tilstand.

Dette gør, at rødmens virkning kumuleres, og rødmen bliver mere synlig, mere generende og altså kilde til mere rødmen.

Altså tyder alt på, at hos de stakkels erytrofober bliver de røde ganske enkelt, fordi deres sympatiske nervesystem skal bruge længere tid for at falde til ro.

Hvis rødmen kan vise sig nyttigt i visse situationer, kan det blive et problem, hvis personen ikke har lavet noget forkert og rødmer.

I det tilfælde er der kun tale om, at blot frygten for at blive mistænkt starter mekanismen ud fra følgende princip: “Hvis jeg rødmer nu, vil alle tro, at det er mig, der har smadret dørhåndtaget”.

Hvad vil han tænke, at jeg tænker?
Ingen kan lide at rødme. Dette skyldes deriblandt det, man kalder for “meta-selvopfatelsen”. Det er en opfattelse af sig selv, som man danner ud fra den mening, man tror, de andre har om en.

Denne opfatelse udformes ofte som et sådant spørgsmål: “Hvad vil de andre mon tænke, at jeg er i gang med at tænke?”.

Vores sind kan ikke undgå at arbejde sådan, og det er som oftest denne måde at tænke på, som sætter kinderne i brand.

Kunne nogle personer så have en overdreven meta-selvopfattelse?

I hvert fald er erytrofobien ofte knyttet til en bestemt handling eller en bestemt dato i patientens historie: Mange kan beskrive det tidspunkt ret nøjagtigt, hvor dramaet startede: “Læreren gloede på mig og ventede på et svar. Jeg kendte det ikke, og jeg følte varmen stige til mine kinder. Lige pludseligt, lige bag mig, hørte jeg: ‘Hehe! Se på ham! Han bliver helt rød i ansigtet!’”.

Dette er en typisk hændelse, som den blev fortalte mig af Stefan på 29.

Før denne episode anede Stefan ikke, at han rødmede overhovedet i disse situationer. Men det startede så en ond cirkel: Lige så snart han følte varmen stige til sine kinder, frygtede han, at han ville rødme, hvilket forstærkede hans reaktion og det indtryk, han havde af, at folk kiggede på ham.

Kunne Stefans lidelse have været undgået?

Det er helt sikkert, at ikke alle børn ville have taget den bemærkning lige så alvorligt.

Nogle mennesker er mere følsomme end andre over for omgivelsernes opfattelse og forsøger i højere grad at leve op til deres forventninger.

Moderne psykologi mener, at det er et spørgsmål om personlighedsstruktur, som til dels er bygget op af gener og til dels af opdragelsen og omgivelserne.

Hvis forældrene, fx, sætter hvad andre mener meget højt, vil børnene meget nemmere risikere at indtage samme attitude.

Og hvis et barn ikke har meget selvtillid, er det ikke forbavsende, at det vil tage andres drillerier tungt.

Hvad kan der gøres mod det?
Psykologerne P. de Jong og Madelon Peters fra Maastricht Universitet har i 2005 vist, at det er meget alvorligt for en erytrofob at blive falsk anklaget. For ham er det mere alvorligt end for andre. Derudover frygter han mere, at andre tilegner ham onde tanker i trængte situationer.

Andre psykologer, som også har studeret problemet (Alexander Gerlach i Münster Universitet, i Tyskland, i 2001), påviste ligeledes, at folk, der lider af sociale fobier, også de, der ikke betragter rødmen som et problem, rødmer mere end gennemsnittet.

Sociale fobier forstærker åbenbart rødmen, men det er især den måde, vedkommende opfatter symptomet, som kan gøre det til noget problematisk eller ej.

Rådet for disse personer er at forblive mere afslappede i de situationer og konfrontere det, når det sker.

Man kan bearbejde det på flere måder, som regel ved hjælp af en terapeut, og en af de mest effektive metoder er at klargøre, hvad man tænker på i disse situationer, og hvordan man kan bearbejde disse tanker.

Sideløbende med det lærer man at vende opmærksomheden bort fra sig i situationen.

I erytrofobien, som i de andre former for angst, er individet meget opmærksom på sine egne følelser og deres virkning på sig selv og andre.

Man kan lære at se bort fra det, at acceptere, at man har disse reaktioner, og acceptere dem som en del af ens personlighed.

I terapi bruger jeg, ud over denne træning, også hypnose til at lære patienten i at slappe af og til at simulere disse situationer. Når patienten har lært at håndtere en bestemt situation under hypnose, er det nemmere at håndtere den bagefter, da man har gjort den situation ægte og virkelig for hjernen.

Altså man har vænnet hjernen til situationen, og den ved, hvordan den skal takle den.

Man kan også bruge medicin til at støtte disse behandlinger. Man bruger som regel betablokkere, som dæmper den sympatiske nerveaktivitet. Disse blev jævnligt brugt af medicinstuderende op til eksamen for at berolige sig selv.

Psykiatere kan også udskrive antidepressive midler eller angstdæmpende medicin, hvis patienten ikke kan være fri for sine angst.

Endeligt er der det radikale middel: Kirurgisk operation.

Det går ud på at klemme eller skære den sympatiske nerve.

Dog er der en del bivirkninger, som skal tages med i betragtning, bland andet en meget stor svedtendens hos de fleste patienter (fra 44 % til 86 % af tilfældene afhængigt af studiet).

Ifølge P. de Jong er det at tage fat i problemet i den forkerte ende: “At klippe den sympatiske nerve er ca. lige som at behandle en patient med panikangst ved at bortoperere hans hjerte”.

Under alle omstændigheder holder jeg mig til tankevirksomhed og hypnose. Man kan opnå ganske gode resultater ad denne vej! (Cyril Malka)

Bibliografi og hvis du vil læse mere:
S. Berthoz et al., An fMRI study of intentional and unintentional (embarrassing) violations of social norms, i Brain, vol. 125, side 1696-1708 (2002).

E. Finger et al., Caught in the act: the impact of audience on the neural response to morally and socially inappropirate behavior, i Neuroimage, vol. 33, side 414-421 (2006).

D. Keltner og B. Buswell, Embarrassment; its distinct form and appeasement functions, i Psychological Bulletin, vol. 122, side 250-270 (1997).P.D. Drummond, Blushing during social interactions in people with the fear of blushing, i Behaviour Research and Therapy, vol. 45, n. 7, side 1601-1608 (2007).

P.D. Drummond, The effect of adrenergic blockade on blushing and facial flusning, i Psychophysiology, vol. 34, n. 2, side 163-168 (1997).

S.M. Bögels, Selfconsciousness, self focused attention, blushing propensity and fear of blushing, i Personnality and Individual differences, vol. 21, n. 4, side 573-581 (1996).

© Psyken – Malka – 2008 – 2012

Selve kurset indledes med to tests.

Det er den eneste måde, du vil vide, hvor du skal sætte ind, hvor lige præcis dine svagheder er, og hvad du skal være opmærksom på. Når du har lavet disse test og har fået svar på dem og fundet de steder, hvor du især skal sætte ind, vil du samtidig hermed få anden lektion.

Her kan du få fat i de fleste artikler, jeg har skrevet, eller de interviews, jeg har medvirket i. Disse er grupperet i forskellige områder.

Du vil få oplyst datoen på artiklen, navnet på artiklen, det blad, det er udgivet i, om det er en artikel eller interview, størrelsen på artiklen og et kort resumé af pågældende artikel.

Hver artikel er et link. Ved at klikke på linket vil du downloade artiklen i PDF-format. Du skal derfor bruge Acrobat Reader til at læse det. Bemærk, at ikke alle artikler er scannet. Der arbejdes på det. Desuden har jeg en masse artikler lidt rundt omkring, som jeg skal have samlet, og derfor er listen ikke fuldendt.

Bemærk, at nogle af artiklerne allerede er her på malka.dk. I så fald vil du se (html) ved siden af navnet). Hvis du klikker på (html), bliver du sendt til artiklen på malka.dk.

Artiklerne er delt i flere områder. Disse er:

• Jehovas Vidner
• Andre bevægelser (deriblandt Scientologi)
• Om sektproblematik (generelt) efter sekterne, om religiøsitet
• Psykologiske emner, seksualitet, psykiske sundhed m.m.
• Tilbagemeldinger fra andre

(04/12-2011) – Voldscener på fjernsyn (hvadenten det er på DVD eller i udsendelser) er måske ansvarlig for 5 % til 10 % af den vold, der udøves.

De flosser barnets følsomhed over for andres lidelser og hjælper det med at skride til handling.

Derudover giver de mange oplysninger om, hvordan volden kan udøves.

I 2007 blev der registreret 546 tilfælde af voldsforbrydelser begået af børn mellem 10 og 14 år, mens tallet i 2002 lå på 247. Hovedparten af volden begås mod privatpersoner, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ca. 1/4 del af Danmarks Lærerforenings medlemmer har været udsat for vold og trusler. Her er der tale om fysisk eller mundlig vold, hvorimod tallene fra Danmarks Statistik “kun” taler om fysiske voldsforbrydelser.

Til disse tal skal vi føje alt det, der ikke bliver registreret, som fx at bære våben eller farlige genstand, m.m.

I rigtigt mange, mange år, har man givet skylden til fjernsynet.

Har vi, i dag, elementer nok til at præcisere, hvilken virkning fjernsynsvold har på de unge?

Og hvis det viser sig, at der er en påvirkning, hvori består den?

Efter flere ret mediatiserede og blodige mord inspireret af Wes Cravens film, Scream (1996), begyndte aviserne ligefrem at tale om “Screaminalitet”, for at betegne mordsager, som var inspirerede af voldelige film.

Flere politikere har gjort sig til talsmand for at påpege, at fjernsynet er med til at “barbarisere” de unge. Ifølge dem er antallet af udsendte voldsscener foruroligende højt, hvorfor dette skulle være en af årsagerne (ikke den eneste årsag, men én af årsagerne) til stigningen i aggressiv adfærd.

Vi skal ikke glemme, at børn og unge bruger ret mange timer foran fjernsynet til dagligt.

Ifølge statistikken brugte børn i gennemsnit (i 2004) mellem tre og fem timer dagligt på at se fjernsyn og video/dvd.

69 % af børnene har eget tv på værelset, og de ser derfor tv både oftere og i længere tid (kilde: Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004, 2005).

Det vil sige, at mange børn både dagligt og på ugebasis ser fjernsyn i længere tid hver dag, end de går i skole.

Unægtelige fakta
Flere institutioner har udtrykt lignende udsagn om den virkning, voldsscener i fjernsynet har på børn og unge, og det, der kan virke foruroligende, er, at det er nogenlunde samme budskaber, der kommer fra Danmark, Frankrig og USA (som er de tre lande, jeg følger tættest).

Disse meninger er trods alt bygget på over 50 års forskning og tusinder af artikler, som stort set enstemmigt konkluderer, at voldscener fremmer aggressivitet.

Dog er der nogle, der mener, at sådan forholder sagen sig ikke.

Ifølge skeptikerne er historien fyldt med barbarisk adfærd, som intet har med fjernsyn at gøre, og som er ældre end fjernsynet.

Derudover argumenteres der også for, at det ikke er sikkert, at det er fjernsynet, der skaber volden. Den nøjes med at afspejle volden i den omkringliggende verden.

Endelig skulle voldsscenerne ifølge nogle teorier tillade seerne at udkanalisere deres aggressivitet.

I denne artikel vil jeg prøve at lave en opgørelse over disse synspunkter, og så skal vi se, hvad der kommer ud af det.

For at klargøre den virkning, som voldscener har på aggressiv adfærd, bruger psykologerne fire metoder.

I den første metode beder de frivillige om at udfylde et spørgskema og dermed angive, hvilke programmer personen ser.

Bagefter spørger de børnene, forældrene eller deres lærer om at udpege på en liste over voldelig adfærd, hvilke de har udført (fx spørger man barnet, om det har slået en anden, om han har råbt ukvemsord ad nogen, eller om han har fravristet en anden nogen af sine ting).

Gennemsnitsresultatet af sådanne studier viser, at de personer, som ser voldelige programmer, udviser mellem 1 % og 9 % mere voldelige adfærd end andre.

Dog kan man sige imod denne metode, at det ikke er fjernsyn, der gør en voldelig, men at det er mere de personer med voldelige tendenser, som ser den slags programmer.

Dette spørgsmål er svært at afgøre, fordi hvis voldelige børn ser flere voldelige programmer, bestyrker disse programmer barnets forudinstilling.

En anden metode, som hedder “longitudinal-søgning”, forsøger at belyse voldens årsager.

Et amerikansk studium blev startet op i 1960 af Rowell Huesman og Leonard Eron. Begge to fra Michigan Universitet.

Dette studium blev udført på 856 børn som, dengang, var otte år gamle.

I den første del af studiet blev barnets yndlingsprogrammer registrerede, og dets aggressive adfærd blev evalueret.

Børnene skulle selv rapportere deres egne, voldelige adfærd, og informationer om voldelig adfærd blev også givet af forældre og af andre børn.

Psykologerne har sammenlignet den tid, som 8-årige drengebørn brugte til at se voldelige programmer, og det antal voldelig adfærd disse havde udført, da de var blevet 19.

De har dermed vist, at et barn, som har set mange voldelige programmer, har større sandsynlighed for at blive voldelig som ung.

Dog kan man ikke med sikkerhed forudsige, at et givent barn vil udvikle sig på denne måde.

R. Huesman og L. Eron har ligeledes vist, at drenge, som havde set mange voldelige programmer som 8-årige, som 30-årige havde en længere straffeattest end andre.

Derudover, hvis vi ser på alvoren af den voldelige adfærd udført af unge, ud fra alvoren af de udmøntede straffe, ser vi, at børn, som havde større forkærlighed for voldeligt fjernsyn, var ophavsmænd til handlinger, der var to gange alvorligere end andre.

Statistik kan specifikt måle virkningen af fjernsynet: For det første er der forskellige faktorer, som er medvirkende til voldelig adfærd. Fx den “naturlige” aggressivitet hos nogle personer, de mishandlinger, de har været ofre for, deres økonomisk status, og den uddannelse de har.

Og dog, når man sammenligner to personer, er har været under indflydelse af disse faktorer på samme niveau, vil den af de to, som har set flest voldelige programmer, have mere voldelig adfærd.

I 2002 sluttede psykologerne Jeffrey Johnson og hans kolleger fra Columbia Universitet i New York et studium, der havde varet 17 år, og som blev ført på 700 unge, der voksede op.

I dette studium kunne man læse tydelig sammenfald mellem den tid, de havde brugt foran fjernsynet, mens de var unge, og hyppigheden af voldelig adfærd i voksenalderen.

En tredje metode, som er ganske sigende, går ud på at føre laboratoriestudium.

Man viser enten en voldelig film eller en neutral film for en gruppe frivillige. Bagefter sammenligner man virkningen af disse to film på evt. aggressiv adfærd.

Denne studieform har dog en svaghed: Er det etisk at lade en person udføre en aggressiv handling uden at forhindre vedkommende i det?

Man går rundt om dette problem ved at få forsøgspersonen til at tro, at den voldelige handling vitterligt kan såre den anden (når den ikke gør det i virkeligheden)  ved fx at give stød til en anden, der sidder i et andet værelse.

Disse forsøg giver vigtige oplysninger om de psykologiske mekanismer, som er virksomme i fjernsynsbilleder. Det ser vi lidt mere på om lidt.

Ud over de etiske vanskeligheder ved dette forsøg er der også et andet kritik af varigheden af disse virkninger: Hvis det er svært at nægte, at en voldelig fjernsynsudsendelse fremmer voldelig adfærd, så skulle virkningen kun vare kort tid og ikke have virkning på længere sigt.

Hvis man viser voldelige aftenfilm til unge, som bor i en  pension, og observerer deres adfærd de følgende dage, kan man tydeligt konstatere en stigning i volden hos unge i flere dage efter, at de havde set programmet. Afhængigt af studiet har man konstateret, at de unge, der har set voldelige programmer, udfører mellem 16 % og 50 % flere voldelige handlinger end andre.

Den sidste metode går ud på at undersøge hyppigheden af voldelig adfærd i et begrænset geografisk område, før og efter at fjernsynet er blevet indført.

På denne måde har man kunne studere børnenes aggressive adfærd (slåskamp i frikvarteret fx) i en canadisk by, lige før fjernsynet blev indført, og to år efter at fjernsynet blev indført.

Man har konstateret, at den fysiske aggressivitet er steget med 160 % mellem de to datoer, mens stigningen var meget mindre i andre referencebyer.

Der er naturligvis også en “nyhedspåvirkning”, som man har konstateret med et lignende forsøg i USA i 1950’erne: Man havde sammenlignet byer, som allerede havde fjernsyn, med byer, hvor fjernsynet lige var blevet indført. I sidstnævnte var antallet af tyverier steget med 5 %.

Denne virkning har dog ikke været observeret, efter at fjernsynet kom frem i de europæiske lande.

Endelig for at konkludere denne første del, skal det understreges, at kriminalitet i Canada og i USA har været faldende på det sidste, og det kan man ikke lige forklare med fjernsynet, som viser programmer, der til stadighed er mere voldelige.

Finde rundt i det
Hvad kan man så finde ud af ud fra alle disse studier, som er blevet ført til dato?

Taget hver for sig giver ingen af disse studier klare resultater.

Dog peger resultaterne af de fire forskellige metoder i samme retning: At blive udsat for voldelige billeder får kriminaliteten til at stige.

Analyse af flere dusin studier over fjernsynsvoldens virkning på aggressiv adfærd bekræfter disse principer.

Psykologen Susan Hearold har samlet resultaterne af 230 studier (altså småt 100.000 mennesker), og har konkluderet, at for alle ældre og alle forhold taget i betragtning såsomt aggressiviteten, brud på social adfærd, verdensynet for disse personer (deres forholdsvise antisociale adfærd og den måde, de ser på voldelig adfærd), viser langt de fleste studier, at der er en forbindelse mellem at være tilskuer til vold og antisocial adfærd.

I dag mener de forskere, som prøver at medtage alle de studier, der er udgivet, at mellem 5 % og 10 % af den vold, der sker i dag, skyldes fjernsynet.

Svaret til det spørgsmål, vi begyndte med at stille os ser så ud til at være: Ja, fjernsynet gør en voldelig i den forstand, at de voldsbilleder, som bliver vist til unge seere, skulle være årsag til 5 % til 10 % af den vold, der bliver begået hvert år.

Har man virkeligt været nødt til at bruge så mange penge og så lang tid for at konkludere det?

De nævnte studier fører til to pointer:

- For det første, hvis vi ønsker at nedsætte kriminaliteten, er der andre ting, som er vigtigere end at kontrollere indholdet af fjernsynsprogrammerne.
- På den anden side skal en politik om at nedsætte kriminaliteten medtage denne virkelighed: At påvirke indholdet af programmerne betyder at påvirke borgernes voldelige adfærd, selv om det kun er inden for bestemte grænser.

Endelig er der stadig meget, der skal læres om de mekanismer som via fjernsynskiggeriet påvirker vores attituder i forhold til virkeligheden.

Disse mekanismer er af tre forskellige typer: initiering, disinhibition (fjernelse af hæmninger) og desensibilisering over for den andens smerte.

Fjernsynet virker i først omgang via et fænomen, som man kalder for indledningsfasen: Via de scener, det tiilbyder, sætter det den unge i kontakt med blod og vold for første gang.

Det tilbyder den unge mulighed for at handle voldeligt ved at åbne en “dør” i sindet for volden.

Hvordan trænger den fjernstyrede vold gennem døren?

Via tre initieringsmekanismer: 1) tildeling af onde tanker til en anden person, 2) hjælp til at skride til handling og 3) identificering med overfaldsmanden.

Initiering til volden 
Tendensen til at have aggressive tanker og følelser er forstærket ved at være tilskuer til vold.

I 1990 har psykologerne Brad Bushman fra Iowa Universitet og Russell Geen fra Missouri Universitet, udspurgt folk om deres tanker (uanset hvad disse var), efter at de havde set en voldelig film.

De konstaterede, at personerne udtrykte mere aggressive tanker end de, der havde været udsat for en neutral film.

Dette blev bekræftet af en anden studium, som tydeliggjorde en ændring af adfærd over for en anden person efter en seance af voldelige film: Folk er mere tilbøjelige til at tildele negative tanker og væremåde til de mennesker, de møder efter at have set sådan en film.

Fx når man møder en person, man ikke kender, eller hvor man kan være i tvivl om vedkommendes væremåde (kassedamen, en forbipasserende på gaden, en funktionær ved en luge … ), kan opfattelsen “fjende” nemmere blive valgt af folk, som har set en voldelig film: Den ansatte i skattevæsenet og skolelæreren tildeles onde intentioner.

Således hjælper de voldelige film et aggressivt synspunkt over for de andre og forstyrrer vores dømmekraft.

Derudover, og det er så den anden del af initieringen, bliver det nemmere at skride til handling: Individet lærer måder at gøre den anden ondt.

Seeren registrerer noget viden, om det så er mundtlige udtryk, kampteknikker eller våben, som kan være mulige at bruge.

For eksempel fortalte ni fanger ud af ti i en amerikansk undersøgelse ført af psykologen Elaine Berstein fra Illinois Universitet over 208 fanger, at de havde lært nogle “fif” fra at se krimiserier.

Endelig forstærkes denne initiering til vold ved identificering.

Socialpsykologien lærer os, at en person har en større tendens til at reproducere aggressiv adfærd set i fjernsynet, hvis den, der udfører det, er flot og tiltrækkende, at han får belønning for sin handling i stedet for straf, at handlingen medtager både fysisk og mundtlig vold, at scenen præsenteres på realistiske vis, at konsekvenserne ikke er vist for tydeligt, eller at de bliver minimerede (fx ved at bruge humor), at den voldelige adfærd bliver fremvist som retfærdiggjort eller som moralsk (fx hævn) og endelig, at seeren identificerer sig med den voldelig helt.

I 1998 påviste psykologerne Barrie Gunter og Jackie Harrison fra Sheffield Universitet, at i action-film viser over halvdelen af de aggressive episoder ikke den mulige konsekvens af adfærden for offeret.

Gentaget visning af vold medfører lidt efter lidt en disinhibition over for voldelig adfærd.

Idet at mange voldelige handlinger bliver præsenteret som effektive midler til konfliktløsning, eller også når offerets lidelser sjældent bliver understreget, kan voldelige handlinger ses som acceptable midler.

Desensibilisering gennem billedet
I 1973 udførte psykologerne Robert Liebert og Robert Baron et forsøg. De præsenterede børn i aldersklassen fem til seks år og otte til ni år for to programmer.

Det ene af dem indeholdt voldelige elementer: to slagsmål, et knivstik, og to skud.

Det andet var noget atletisme.

Efter at have set filmen blev børnene ført ind i et andet lokale og placeret over for en pult, som havde to knapper: én med skiltet: såre, den anden med skiltet: hjælpe samt et lyssignal: parat.

Man fortalte dem, at i det andet værelse var der et barn i gang med at spille, og han ville gerne vinde præmien.

Hver gang lyset “parat” blev tændt, kunne barnet, ved at trykke på den knap, det ønskede, enten hjælpe det andet barn eller såre det.

Man fortalte dem, at hvis de trykkede på knappe “såre”, medførte det, at et håndtag, som barnet brugte, blev varmt og brændte barnet, og dermed gjorde det ondt.

Børnene blev efterladt alene i lokalet og lyset “parat” blev tændt 20 gange.

Resultaterne viste, at de, der havde set en voldelig film, uanset alder, uanset køn, skadede offeret tre gange oftere end de børn, der havde set sportsprogrammet.

At blive tilskuer til vold hjælper banaliseringen af volden og til mindre følsomhed over for offeret lidelser.

Denne desensibilisering forstyrrer de fysiske reaktioner hos den aggressive person.

Psykologerne Daniel Linz og Edward Donnerstein fra Wisconsin Universitet har målt variationer af hjerterytmen og svedtendenser hos folk, der så fjernsynsvold.

Når de frivillige for første gang så voldelige scener, reagerede deres sympatiske system og medførte en stigning i hjerterytmen samt øget svedning.

Dog, eftersom der kom flere sceancer, og især når de var tæt ved hinanden, dæmpedes de fysiologiske forandringer. Desensibiliseringen ses ved en slags ligegyldighed over for vold.

De voksne er ikke de eneste til at at blive disinhiberede.

På Utah Universitet lavede psykologen Margaret Thomas og hendes kolleger et forsøg med børn.

De præsenterede børn i alderen 8-10 år for en voldelig film eller en sportsfilm.

Så fortalte den voksne, at han skulle forlade lokalet og bad de børn, der var til stede om at holde øje med de andre børn, som var i et andet lokale, og som de kunne se via et fjernsyn.

Børnene fik besked på, at hvis der var problemer, skulle de få fat i den voksne igen.

I fjernsynet var der en film med børn i et lokale, hvor et slagsmål mellem to børn udvikler sig og bliver til fællesslagsmål og ender med kaos og kameraet, der faldt.

Resultaterne viste, at de børn, som havde været udsat for den voldelige film, var mindre aktive psykologisk set end de andre, når de så noget, de troede var et rigtigt slagsmål. Der gik længere tid, før de advarede den voksne for at stoppe det.

Det er banalisering af vold.

Det fænomen ses også over for seksuel vold.Linz og hans kolleger påpegede i 1984, at mænd, som dagligt i fem dage var tilskuere til film, som indeholdt seksuel vold påviste mindre angst i angstfremkaldende scener end de, der ikke havde set de film (angsten vurderes fra et skema).

De betragtede ikke disse film som særlig voldelige eller nedværdigende for kvinder i modsætning til dem, der ikke så de film.

Ligeledes påviste de mindre medfølelse over for en person, der blev udsat for voldtægt.

Vi skal også notere os, at interessen for disse film var steget i perioden: På samme måde som en hvilken som helst tilvænning skulle man få “dosen” til at stige for at få den samme virkning.

Besat af vold
Endelig får voldens allestedsværelse nogle til at tro, at verden er farlig og ond.

I 1980’erne påviste George Gerbner og hans kolleger fra Universitet Temple i Philadelphia, at hos nogle personer, for hvem fjernsynsvolden er dagligdagen, overvurderes risikoen for at være offer selv.

De har ligeledes en overdrevet opfattelse af voldens reelle niveau i vores samfund, af antallet af mord, tyverier, overfald og voldtægt.

De regner med, at den reelle verden er lige så voldelig som den, de oplever via fjernsynet.Disse personer bliver overdrevne mistænksomme over for andre.

Den franske avis Le Monde fra den 28. maj 2002 fortæller, at de ret nøjagtigt har fulgt mediedækningen af vold i en periode på fire måneder (fra den 1. januar til den 5. maj 2002 – perioden, hvor franskmændende skulle til præsidentvalg).

Avisen konstaterede, at 6 % af alle kanalernes tid havde drejet sig om vold og usikkerheden i det franske samfund. Dette var en stigning på 126 % i perioden februar til marts.

Dog viste tal fra indenrigsministeriet, at der ikke var en stigning af vold i denne periode.

Men den følelse, at volden findes allevegne, medførte en stor usikkerhed hos franskmændene, hvilket medførte, at Jean-Marie Le Pen (Front National) fik så mange stemmer, at han klarede anden runde af præsidentvalget.

Hvis vi resumerer de forskellige resultater, vi har fået fat i om fjernsynets påvirkning af stigning af vold i samfundet, så kan vi vist hurtigt blive enige om, at fjernsynet kun har en lille andel af skylden for påvirkningen af volden i samfundet.

Men virkningen er her, og det er ikke fordi den er lille, at den skal ignoreres. Den kunne nemt blive nedsat drastisk ved at bruge enkle metoder.

Det ville være fornuftigt at bryde ind på den ene side ved at påvirke dem, der vælger programmer, til at tage deres del af ansvaret for det.

Og på den anden side ved at stimulere nogle kritiske kompentenser hos seeren, som neutraliserer voldens negative effekt.

Man har set, fx, at det at insistere på den negative virkning på offeret for volden, eller at insistere på, at der er tale om tricks og diskutere dem (fx ved at fortælle børn, hvordan man laver de forskellige virkninger) nedsætter seerens aggressivitet betydeligt.

Tænke volden for at bekæmpe den
Den desensibilisering til volden (efter at have set voldscener i fjernsynet, reagerer barnet ikke længere på at vennerne slås), viser, at den naturlig modstand mod vold har sine grænser.

I en sammenhæng, hvor volden er almindelig antaget, skal man erstatte denne “instinktive modstand” med en “ræsonnerende modstand”.

Flere forsøg har påvist, at det, at stimulere seerens kritiske sind, begrænser voldens konsekvenser en del.

På samme måde begrænser det i høj grad seerens aggressivitet at påvirke ham til at tage afstand fra den vold, som blev set.

Sagt på en anden måde: Det er yderst vigtigt at se fjernsyn med børnene, at tale med dem om det, de har set derefter, og at tale med dem om de synes, det er en god løsning, det, der er sket.

Det er vigtigt at hjælpe børnene med at tage et moralsk standpunkt til det, de ser, så de kan bevæbnes imod de ubevidste virkninger af fjernsynsvolden (Cyril Malka).

© Cyril Malka 2008 – 2011 (Udgivet i Psyken nr. 4 – august 2008)

Hvis du vil vide mere:
- B.J. Bushman & L. R. Huesmann – Effects of televised violence on aggression, i Handbook of children and the media (D. Singer & J. Singer. Side 223) (2001).
- W.J. Potter, On media Violence, Sage, London (1999).
- W Wood et al, Effects of media violence on viewers’ aggression in unconstrained social interaction, i Psychological Bulletin, 109, 371 (1991).
-  H. Paik & G. Comstock, The effects of television violence on antisocial behavior: A meta-analysis, i Communication Research, 21, side 516 (1994)

“Jeg har hadet mig selv, jeg har elsket mig selv, og så er vi to blevet gamle sammen.”

Den franske kunstner Paul Valery har således på glimrende vis udtrykt de problemer, man har i forbindelse med selvværdet og sig selv.I de sidste 30 år har et hav af videnskabsmænd og forskere forsøgt at besvare det evige spørgsmål om det forhold, hvert enkelt menneske har til sig selv.

Hvad er selvværdet? Det er samtidigt “det, jeg synes om mig”, “hvordan jeg har det med disse tanker” og “det, jeg gør ud af mit liv med alt det her” på en gang.

Dette koncept handler om det blik, vi hver især har på os selv, men også konsekvenserne af denne dom i vores dagligdag.

Psykologer og psykiatere har i lang tid tænkt en del over det med selvværdet (højt eller lavt) og lagde mærke til, at de personer, som havde højt selvværd, nemmere tør handle, ser ud til at frygte fiasko mindre, og lader sig mindre påvirke af, hvad andre synes om dem.

Folk med lavere selvværd til gengæld har de omvendte karakteristika: De kritiserer sig selv, rakker sig selv meget nemt ned, tøver i stedet for at handle eller handler kun, når de er 100 % overbevist om, at det vil gå godt, især fordi de frygter, hvad andre vil synes om dem, og fordi de er bange for at vise det, de mener, er deres svage sider.

Hvordan spreder disse karakteristika sig over befolkningen?

Større undersøgelser tyder på, at langt de fleste mennesker (fra 60 % til 90 % – det kommer an på studiet) har en spontant tendens til at placere sig oven over de andre (overvurderer sig selv): Fx bedømmer 90 % af lederne, af universitetslærerne og af de studerende sig til at være højere end gennemsnittet og til at være “et ordentligt menneske”.

Selvværd eller narcissisme?
Ud fra disse resultater kunne man mene, at langt de fleste mennesker har et godt selvværd.

Dog viser det sig, at i de svære situationer, dem hvor tingene ikke går godt, eller i tilfælde af fiasko, for eksempel,er situationerne ikke så enkle, og mange “gode selvværd” krakelerer.

Psykiatere har også bemærket, at mange personer med højt selvværd viser en del tegn på narcissisme. Det vil sige ustabile selvværd, som skyder ansvaret for deres fiasko over på andre eller på ydre omstændigheder, som ikke tåler kritik …

Fordi et anden vigtig punkt for god selvværd er, hvor stabil man er i modstanden. Hvordan reagerer vi på kritik? Hvordan reagerer vi, når vi dummer os over for alle, eller når vi er glemt eller sat til side i en gruppe?

Intensiteten af tristehedens eller af vredens følelse og dens varighed fortæller os meget mere om den person end alle undersøgelser, der er blevet lavet.

Der er nu tale om den ægte selvværd, og ikke blot en facade.

I den kognitive psykologis verden har man lavet en del forskning om emnet.

Fx sætter man folk over for en computerskærm, og man spørger dem, meget hurtigt, om de synes, at bestemte betegnelser passer til dem. Der kan være positive betegnelser (sympatisk, intelligent, generøs …) eller negative betegnelser (kold, hykler, hidsig …).

I virkeligheden ser vi ikke så meget på antallet af positive eller negative svar, men man ser på hastigheden med hvilken de svarer.

Det er sidstnævnt indicie, som vil fortælle, hvilke af disse betegnelser der svarer til deres mening: Hvis deres høje selvværd er autentisk, vil deres svar være hurtigere end svarene fra dem, der har et skrøbelig selvværd (også selv om det er højt).

Et ustabilt højt selvværd fortæller om et ønske om at blive anerkendt, men også en usikkerhed over for denne værdi, som man forsøger at overbevise sig selv og andre om.

Ofte betegnes personer med ustabil høj selvværd som narcissistiske: De forsøger at bevare deres positiv selvværd, men er i bund og grund urolige over for denne værdi.

Det “autentiske” selvværd beskrives ikke nødvendigvis i forhold til dets “højde” (jeg er stærk, intelligent, smuk …), men den genkendes ved sin stabilitet over for livets genvordigheder, fiaskoer eller afvisninger.

Altså man sætter ikke spørgsmålstegn ved sin egen globale værdi, bare fordi man har haft fiasko i et bestemt område.

Selvværdet: Bevidsthedens immunforsvar
Blandt andre vigtige faktorer for et godt selvværd er dets forskellighed: Bygger ens selvværd kun på det fysiske udseende, stilling i samfundet, skoleresultater, sportspræstationer eller charme?

En anden vigtig ting er autonomiet af selvværd. Det vil sige, er det udelukkende baseret på social anerkendelse eller om bestemte personlige og intime mål, som fx bedre at kunne beherske sig eller være mere generøs eller afslappet?

Studier udført af psykologen Jennifer Crocker fra Michigan Universtitet påpegede, at selvværdet bliver mindre påvirket, når den afhænger mindre af udvendige standarder (professionel- eller socialstatus) og mere på forskellige kompetencer, man har.

Således er det, at folk, med stærkest selvværd, bygger den mening, de har om sig selv, om deres sportslige og professionelle kunnen, men også på deres harmoniske følelsesliv og videreudviklingen af menneskelige egenskaber, som de synes er vigtige.

Selvværdet, som bygger på et solidt grundlag giver en bedre modstand til livets genvordigheder. Nogle har enddag beskrevet dette selvværd som “bevidsthedens immunforsvaret”.

Det forbedrer tilpasningsmuligheder til omgivelserne og gør, at man har det bedre følelsesmæssigt.

Der er især tale om en øget evne til at komme sig over vanskelighederne: Forsøg, der blev lavet over for studerende, påviste, at et stabilt selvværd ikke beskytter imod et psykologisk slag, når man fx dumper til eksamen (tendens til nedgørelse, tristhed og depression), men det gør, at man nemmere kommer over det i de dage, der følger.

Det selvværd, der bygger på flere egenskaber, forklarer, hvorfor det virker, som vi vil se det om et øjeblik over for nogle af de vigtigste sider af vores liv: kærlighed, magt, forhold til de andre, socialstatus, dødsangst …

Er selvværdet et uendeligt og universelt fænomen?
Antikkens filosoffer spekulerede allerede over den slags, sådan som man kan læse i den romerske kejser Marcus Aurelius’ bog “Tanker til sig selv”: “Min sjæl! [...] Hvornår bliver du fuldstændigt tilfreds med din tilstand? Hvornår vil du finde fornøjelse i alle de ting, der sker for dig? Hvornår vil du blive overbevist om, at du har alt i dig?”.

Kristenhedens overdrevne opmærksomhed, der tilegnes stolthedens synd (eller være klog i egne tanker), og dens værdiladning af ydmygheden, vidner om det grundlæggende ønske om at kontrollere en tendens til at “flyve for højt” og selvværdet.

Men egentligt er begrebets moderne fader amerikaneren William James, som bruger udtrykket første gang (self esteem) i 1890 i det, der bliver den første grundbog i moderne psykologi: Principles of Psychology.

Han noterer: Selvværd findes i to slags: tilfredshed og utilfredshed over for sig selv.

Efter denne tid, og efter at moderne psykologi starter rigtigt op i 1960’erne, bliver der lavet en masse arbejde i dette felt. Mere end 15.000 artikler er blevet skrevet om dette emne i de sidste 40 år.

Hvorfor så stor en interesse?

Måske fordi det er mere nødvendigt i vores moderne verden, end det var før? De gamle samfund var mere stillestående. Man forventede, at folk forblev på deres sociale plads og udfyldte deres sociale rolle fuldt ud, uanset om det var familiemæssigt eller socialt.

I det moderne samfund er der meget mere bevægelse imellem de sociale lag (dog uden at sige, at det moderne samfund hjælper denne bevægelse).

Vores succeser er ikke længere afhængige af, hvilket samfundslag vi er født i, men af vores personlig værdi.

Denne måde at regne ting ud på, denne fuldt ud erklærede “fortjenestekrati”, hvor succesen bevidner en persons værdi, gør, at et godt selvværd bliver uundværlig.

Flere og flere samfund bliver influeret af vestlige værdier, og med denne indflydelse kan man se, at selvværd er blevet et verdensomfattende begreb.

Et forholdsvis ny undersøgelse af folks selvværd (målt efter Rosenbergs-skala) blev ført i 2005 på 16.998 frivillige i 53 lande.

Den viste en forholdsvis stor sammenhæng i svarene i et og samme land. Altså kulturelt set tyder det på, at selvværdsfølelsen ikke svinger meget fra person til person i et bestemt land.

Til gengæld tyder alt på, at der er stor forskel fra land til land.

De højeste tal blev fundet i USA med 32,21 points og i Israel med 33,03 (i en skala fra 10-40). Franskmændene var på 29,86 points og japanere var i bunden med 25,50 points. Rekorden var Serbien med 33,59 points.

Danmark deltog ikke, og der er ingen resultater for de nordiske lande med undtagelse af Finland, som havde 31,76 points.

Som en tankegang, som kunne nærme sig den danske, kunne vi udpege Holland, som deltog i forsøget, og skorede 31,60 points.

Selv om tallene taler deres tydelige sprog, skal man alligevel passe lidt på med tolkningen af dem.

For disse tal bliver indflueret af de kulturelle karaktertræk fra hver enkelt samfund.Fx er de vestlige landes selvværd højere og bygger på et mere individualiseret samfund og på det, at man skal føle sig mere kompetent.

For hvad de orientalske lande angår, har de en større gruppekultur, og man skal moderere sit selvværd for at blive vellidt og accepteret af sin gruppe.

I den forbindelse har de nederlandske psykologer Diederik Stapel og Willem Koomen fra Grønningens Universitet villet studere, om det var muligt at aktivere konkurence-attitude blot ved at bruge ord.

De tilbød de frivillige en række på ti ord, som enten omtalte konkurrence (vinde, overgå, kamp, modstand …) eller samarbejde (sammarbejde, arbejde sammen, venskab …).

Blot det at skulle manipulere ord, som drejede sig om konkurrence, hjalp aftrækningen af konkurenceadfærd i den efterfølgende leg og situations-spil.

Når man kan se, hvordan det at håndtere ti ord kan påvirke voksne, er det tydeligt, hvad det kan betyde at vokse op eller at udvikle sig i omgivelser, der udbasunerer visse værdier dagen lang.

Derfor blot det, at lederne læser blade, som er specielt møntet til dem, og som omhandler aggressivitet og konkurrenceadfærd, påvirker dem i denne retning, og selv om det kan være nyttigt for firmaet at påvirke lederne i disse retninger, er det mindre heldigt for deres velvære.

Flere studier påpeger, at gentagelse af disse konkurrencesituationer stresser individet (fysisk og psykisk).

Det er en bedre idé at holde sit konkurrenceinstinkt til de situationer, der kræver dem (nogle arbejdsmæssige situationer fx) og lægge dem på hylden i andre af livets situationer (privatlivet fx).

Men for at kunne gøre det skal man være opmærksom på omgivelsernes påvirkning.

Fordi når man går over en vis grænse, bliver selvværd et problem i forhold til andre mennesker, hvilket — på længere sigt — er skadeligt for selvværdet.

Psykologen M. Leary og hans kolleger fra universitetet i North Carolina har påvist, at det at blive accepteret og vellidt af en gruppe af nærtstående venner og familie er mere gavnligt for selvværdet end det at være højt placeret i hierarkiet. Altså ja: Der er koldt på toppen!

Vi skal ikke glemme, at mennesket er et socialt dyr, og ofte er tilhørelsesfølelsen større og vigtigere end dominansfølelse.

Det er nødvendigt for os mennesker at være et socialt væsen. Sammenlignet med andre dyr er vi dårligt bevæbnede, og det har ført til, at vi blev nødt til at finde sammen i grupper.

Derfor er mennesket yderst følsomt over for enhver udstødelse.

Rent faktisk kunne selvværdet meget vel ikke være andet end en slags “social-måler”, som vil fortælle os om vores grad af popularitet og af accept hos andre. Flere forsøg peger i denne retning.

Er selvværd en social-målestok?
Forestil dig et øjeblik, at du har accepteret at deltage i et psykologisk forsøg på et universitetslaboratorium.

Efter at være kommet gennem en personlighedstest får du resultatet af psykologen, som står for dem: - Beklager meget, men ud fra testene tyder alt på, at du har personlighedsopbygningen af en person, som vil ende sine dage i ensomhed, fordi du er ude af stand til at have varige, udviklende forhold til andre.

Du bliver derefter sendt ind i et andet værelse, før man får dig til at klare en test mere.

I dette værelse er der to stole. Den ene er vendt mod et spejl, den anden er vendt med ryggen til spejlet.

Hvis du har fået den hårde dom, vil du fortrinsvis sætte dig på den stol, som vender ryggen mod spejlet (det gør 90 % af deltagerne).

Hvis du har været heldig og fik at vide, at du vil få et lykkeligt liv med en masse kærlighed og varige solide forhold, vil du være mere ligeglad med, hvilken af de to stole du sætter dig på.

Forsøget blev udført af den amerikanske psykolog Jean Twenge og hendes kolleger fra San Diego Universitet: Blot det, at man forudsiger et ensomt liv, gør, at de fleste ikke vil se sig selv i spejlet.

Udtrykket: Hvis jeg gjorde det her, ville jeg ikke kunne se mig selv i spejlet, er så ikke grebet fra luften, men bunder tydeligvis dybere, end vi kunne tro: Man flygter fra sit eget billede.

Sådanne attituder kan føre til adfærdvanskeligheder. Det blev påvist af et andet forsøg ført af Roy Baumeister i Princeton Universitet i 2005.

Man bliver delt i små grupper på seks personer af samme køn. Efter at have lært hinanden at kende i ca. 20 minutter, bliver man sendt ind i et andet værelse. Dér bliver man spurgt om at vælge to af gruppen, med hvem man vil arbejde for resten af eksperimentet.

Noget senere får man at vide, at desværre er man ikke blevet valgt af nogen (det er rent faktisk lodtrækning, der afgør det, men det ved ingen).

Nogle af de andre deltagere får noget andet at vide: Du er blevet valgt af flere andre fra gruppen.

Efter at man har været udstødt eller accepteret, deltager man i et andet forsøg:Man skal udfylde et spørgeskema om smagen og konsistensen af nogle ens småkager (35 per fad).

Du får ti minutter med kager og spørgeskema og din helt friske oplevelse af at have været udstødt eller accepteret.

Ud fra forsøget tyder alt på, at de deltagere, som var blevet afvist, i gennemsnit slugte ni kager, før de udfyldte deres skema, og de, der ikke var blevet afvist, behøvede kun fire eller fem kager, før de svarede samme skema.

Besynderlig reaktion over for social udstødelse: Det ser ud til, at de personer, som bliver udstødt af gruppen, bliver mindre sikre på deres bedømmelse og skal smage flere småkager, før de udtaler sig.

Det, at blive afvist og socialt dumpet, ser ud til at forvirre disse mekanismer, vi bruger til selvkontrol, og som gør, at vi kan tage nye situationer med forholdsvis koldt blod.

Kunne spiseforstyrrelserne være forbundet med dette kontroltab, som selv skyldes en form for udstødelse eller af tvivl om sit eget værd?

Det samme studium, som har arbejdet med mange flere situationer, peger på andre resultater også: Den afviste person kan ikke udføre så meget arbejde som den, som ikke er blevet afvist. Han har sværere ved at kontrollere sig selv, han opgiver nemmere de svære situationer, tager oftere uberegnede risici.

Personer med lavt selvværd pga. afvisning mister deres selvstyre, men også lysten til at kræve af sig selv.

Det er ikke kun det, at man bliver afvist, der får en til at tvivle på sig selv. Det er også angsten for blive afvist, som gerne starter med den idé, at andre har blikket rettet mod en selv og mod ens fejl og mangler.

Eftersom man er i tvivl om sig selv, og om man er accepteret af andre, kontrollerer man sig selv, alt imens man er overbevist om, at andre gør det samme.

Når selvværdet vakler, giver det denne ubehagelige (og som oftest falske) opfattelse af, at man er centrum for alles opmærksomhed.

Det er dette fejlindtryk af at være centrum for andres opmærksomhed, som kaldes “Spotlight effekt” (rampelys virkning) af psykologer.

Skam dig over din T-shirt!
Et meget morsomt forsøg blev lavet for at måle den afstand, der var imellem indtrykket af at blive observeret af andre og virkeligheden.

Man bad nogle frivillige om at tage en T-shirt på med billedet af en berømthed, som var mere end passé. Forsøget blev lavet i 1998, og der var tale om Barry Manilow.

Derefter skulle deltageren sætte sig i et lokale, hvor der var andre frivillige, der sad dér uden at vide, hvad der skulle ske.

Før deltageren gik ind i lokalet, bad man dem om at forudsige, hvor mange personer der ville bemærke deres latterlige T-shirt.

Bagefter spurgte man disse personer, om de kunne huske det ansigt, der var på T-shirten af den person, der kom ind efter alle andre.

Naturligvis idet deltageren var overbevist om, at mindst halvdelen af deltagerne ville lægge mærke til det, viste det sig, at knap en fjerdedel (altså halvt så meget som antaget) havde en vag erindring om det.

Den andel var under 10 %, hvis portrættet på T-shirten ikke var fra en gammeldags sanger, men en kendt person som Martin Luther King eller Bob Marley.

Tydeligvis overvurderer vi det antal personer, som holder øje med os, og dette indtryk af at være “Holdt øje med” er mangedoblet, når selvværdet er skrøbeligt, fordi vi er overbevist om, at andre lægger mærke til alle vores fejl.

I de terapiformer, hvor man arbejder med selvtilliden, lærer man folk at takle andres blikke og dom gennem nogle øvelser, hvor de skal tiltrække andres opmærksomhed ved fx at bære meget synligt tøj, komme til kasse i et supermarked og lade som om, man har glemt sin pung, m.m.

Når patienten kan se, at disse ting sker uden alvorlige konsekvenser, bliver de lidt efter lidt mindre følsomme over for andres dom.

Og hvis selvværdet kom gennem selvforglemmelsen?
Selvværdet spiller afgjort en vigtig rolle for vores velvære, men tydeligvis er dets højde ikke forbundet med styrken, og man skal aldrig glemme at alt det, der går op, kan gå ned igen.

Når man valorisere sig selv, kan fiaskoen nemt såre, især hvis man har en tendens til angst, depression eller bulimi.

Personen bliver ved med at gentage nogle negative tanker over for sig selv, og jo mere vedkommendes selvværd falder, des mere fokuserer man på sig selv.

Faktisk tyder alt på, at et godt forhold til sig selv opnås bedst, når man gør det af med disse selvcentrerede monologer.

Det går igennem selvaccept. Dvs. at man holder op med at føre det hele til sig selv, til sin vigtighed og egenskaber, men begynder med at se sig selv som det fejlbare menneske, man er, med nogle problemer, der skal løses, nogle med mere held end andre (men så får man også erfaring — om end af og til dyrekøbt), og med nogle positive egenskaber, som man kan være glad for.

De dårlige egenskaber giver os ikke lav værdi.

De gode egenskaber giver os ikke en høj værdi.

De gør os bare til det menneske, vi er, med gode og dårlige sider.

Gode sider, vi kan glæde os over, og dårlige sider, vi kan arbejde på for at forbedre dem og vores dagligdag (Cyril Malka).

Om det emne kan du også se teksten fra den 24/05-2000: Du vil tro du er noget.

© 2008 – 2001 – Cyril Malka – Udgivet i “Psyken  Nr. 3″, 2008.

Lær at bruge perfektionismen rigtigt

Perfektionismen er en af de vigtige personligheds-træk. Det er faktisk en meget effektiv motor, som hjælper mennesket til at nå sine mål og, meget ofte, til at skabe.

Musikere som Johan Sebastian Bach eller Beethoven gik igennem deres partiturer mange, mange gange, før de betragtede dem som acceptable.

Forfattere, som Marcel Proust, tog et hav af noter på deres manuskripter, før de betragtede dem som perfekte.

Mange geniale malere tegner en stor mængde skitser, før de er tilfredse med deres arbejde. På den måde er perfektionisme en god ting: Den gør os effektive, og vi kan kaste os over forskellige udfordringer.

Dog er ikke alle genier perfektionister, og hvis perfektionismen antager for store proportioner, kan den blive til en fælde. En fælde for personen eller for omgivelserne.

Det er den fælde, jeg vil beskrive her for at fortælle, hvordan man kan undgå den og således  lære at bruge perfektionismen rigtigt.

Der findes faktisk tre former for perfektionisme: Den som som er orienteret mod en selv, og som går ud på det, man kræver af sig selv. Den anden, som er orienteret mod andre: Man kræver af omgivelserne, at de skal være lige så perfekte som en selv. Den tredje er et svar til et socialt krav, kravet om at være perfekt. Det er den sociale perfektionisme.

Det er for at svare til disse sociale normer, at man kan blive perfektionist.

En person kan sagtens kombinere disse tre former for perfektionisme.

Forskellige slags perfektionisme
Disse tre former for perfektionisme har forskellige konsekvenser på det daglige liv.

Perfektionismen, som er ført mod en selv, er ikke nødvendigvis sygelig, men en psykologisk svækkende faktor: De personer, som lider af det, kan sagtens klare dagligdagen, med undtagelse af når de kommer i en stresset situation.

Den sociale perfektionisme kommer fra krav fra omgivelserne sammenlagt med en følelse af magtesløshed (en egenskab, som man kender fra depressive personlighedstyper). I den slags perfektionisme mener personen, at jo bedre, de klarer sig, jo mere man vil kræve af dem. Vedkommende bliver gradvis mere og mere desperat.

For hvad perfektionismen mod andre angår, har denne en tilintetgørende virkning, især i et parforhold.

Den perfektionistiske person kræver på tyrannisk vis, at partneren er perfekt og kritiserer den anden konstant. Vi vil vende tilbage til de sygelige konsekvenser af den farlige perfektionisme om lidt.

Perfektionisme er et bredt emne, og det spreder sig fra den “gode” perfektionisme til den syge perfektionisme, og vi kan alle finde os en plads dér.

Perfektionisme er ikke en sygdom, undtagen når personen er nær 100 %-delen af skalaen.

Det er et personlighedstræk, du skal holde fast ved, hvis den ikke er for høj, hvis den er i overenstemmelse med karrieren, og hvis du er lykkelig takket være den (eller på trods af den.)

Til gengæld, hvis dine perfektionskrav er for høje, hvis du er tæt på 100 % perfektionistkrav, hvis den er årsag til nogle af de forskellige symptomer, som jeg vil beskrive om lidt, især en konstant utilfredshed, og hvis du bliver noget handlingslammet af det, så skal du reducere den kraftigt.

Lad os nu først forestille os tilfælde, hvor dine krav er for høje: Du har en tendens til at række efter urealistiske mål, og du er aldrig tilfreds med dine resultater.

Men i stedet for at indse og i stedet for at acceptere, at dit mål var sat for høj, har du en tendens til at mene, at det var dig, der ikke var kompetent nok til at nå målet.

Du mister så selvtilliden og, for at stive selvtilliden af, får du en tendens til at vælge nye mål, som er endnu mere fjerne og uopnåelige. Det er det, man kalder for “valoriseringsperfektionisme”. For at have en “værdi” vil man  være “perfekt”.

Den konstante utilfredshed er det andet tegn på farlig perfektionisme.

På trods af ellers gode resultater er personen, for det meste, utilfreds, aldrig glad for det, der blev opnået.

Han vil være under konstant pres, som han egentligt selv sætter sig i, hvilket fører til stress, træthed og en tilstand af at være overanspændt.

Han kan ikke nyde tiderne med lykke og glæde, især ikke hvis disse kræver af ham, at han skal holde sig passiv. Han er bange for at fejle og for fiaskoer. Han er rent ud sagt terroriseret af det, der ikke er perfekt.

Ofte er disse “narkoperfektionister” i besiddelse af en sans for orden, for detalje og for nøjeagtigheden, som mest er en besættelse.

De har svært ved at træffe beslutninger og er meget ofte i tvivl. De tøver (for) ofte. De er meget følsomme over for kritik og frygter at blive modsagt. De er rent faktisk bange for kritik.

Fra narkoperfektionisme til god perfektionisme
Ved siden af den ekstremisme er den moderate perfektionisme god: Personen har høje krav, men de er ikke urealistiske, og personen er stolt af de mål, han har nået.

Denne perfektionisme er som regel orienteret mod sig selv. Vedkommende kræver ikke af sine omgivelser, det end så være familien eller kolleger, at de skal være perfekte, og han forsøger ikke at svare til perfektionistiske sociale krav.

Hvis du er en moderat perfektionnist, har du personlighed, du er sikker på dig selv, og du gør tingene ordentligt, enten fordi det er nyttigt for dig, eller fordi du blot har lyst til at gøre det på denne måde.

Den gode perfektionisme går hånd i hånd med en følelse af personlig tilfredshed (i modsætning til førnævnte).

Når du begår fejl, bliver det ikke til et drama. Du betragter fejlen som en kilde til forbedring, og at det er ved at begå fejl, at man lærer.

Du analyserer dine fejl stille og rolig, du evaluerer årsagerne til det og ændrer din adfærd, så det kan rette op på det.

Din livsrytme er udmærket, selv om du arbejder perfekt, du har hviletider med din familie og børn.

Du er ofte glad for livet som helhed, og du har positive følelser. Selv om du respekterer reglerne, er du kreativ, og du tøver ikke med at skabe, og benytte dig af, nye veje: Dette forekommer dig endda nødvendigt.

Således kan den samme adfærd, når den er modereret, påvise en god perfektionisme. Hvis den er for intens, fører den til narkoperfektionisme.

Hvordan kan du så vide, om din perfektionisme er harmonisk eller ej? Der findes spørgeskemaer, som kan spore ekstrem perfektionisme (se sidst i artiklen). Og når man har fundet ud af sådan en perfektionisme, er der to spørgsmål tilbage: Hvor kommer den fra, og hvordan kan man styre den?

Årsag til perfektionisme
Perfektionismen starter allerede i barndommen og kan endda spores i forældrenes arv. Den bliver bagefter transmitteret via opdragelsen.

Vi vil beholde den hele vores liv igennem, da vi lever i en verden, som sender os budskaber, der valoriserer perfektionisme.

Der findes fire opdragelsesmodeler, der ser ud til at favorisere perfektionisme hos barnet: 1) De sociale forventningers model, 2) Den sociale opdragelsesmodel, 3) Den Sociale reaktions model og 4) Angstopdragelsesmodellen. Lad os se på dem lidt mere nøjagtigt.

Lad os begynde med den sociale opdragelsesmodel, især hvad forældrenes forventninger angår.

Barnet tænker, at det skal gøre det, forældrene forventer. Desværre vil forældrene i nogle familier have, at deres børn skal være perfekte. Det ser man ofte i familier, hvor forældrene har haft svære opvækstforhold eller mangler penge, eller ikke har haft mulighed for at studere, eller hvis forældrene kommer fra familier med bestemte idealer inden for opdragelsen og adfærd. De vil i så fald have, at deres barn skal blive til noget, koste hvad koste vil, med risikoen for at presse barnet for meget.

Dette system presser barnet til perfektionisme for at kunne leve op til forældrenes forventninger. Den sociale opdragelsesmodel går ud på, at mennesket forsøger at efterligne det, det ser. Hvis et barn har en far eller mor, der er perfektionist, er der store chancer for, at for at efterligne denne forælder bliver barnet perfektionist. Flere studier påviser, at jo mere forældrene er perfektionister selv, jo mere perfektionistisk bliver barnet. Noget tyder på, at perfektionismen efterlignes mellem barn og forældre af samme køn, altså pigerne efterligner deres mor og drengene efterligner deres far.

I den sociale reaktionsmodel siger barnet til sig selv, at det ikke skal være til besvær for forældrene, da disse har nok problemer i første omgang.

Man kan se dette mønster hos familier, som er konfronteret med alvorlige vanskeligheder: for eksempel hvis moderen er depressiv eller kræver pasning og ikke kan arbejde, eller i de familier, hvor forældrekonflikter er almindelige, og af og til sammenblandet med vold.

En anden mulighed er, at barnet kommer lige efter et handikappet barn: sidstnævnte monopoliserer for en stor del forældrenes opmærksomhed, hvilket fører til, at det andenfødte barn bliver perfektionist for ikke at give flere problemer til sine forældre, som allerede har en del besvær med den handikappet førstefødte.

I denne model prøver barnet at beskytte sine forældre med en fejlfri adfærd.

Endelig, i angstopdragelsesmodellen, mener forældrene, at for at kunne blive til noget her i livet, så skal man forsøge at kontrollere og forudsige alt. Dette for at undgå bagslag og problemer.

Ud over disse fire opdragelsesmetoder kunne psykologerne pege på, at høje krav fra forældrene kunne kun risikere at udvikle en narkoperfektionisme hos børn, hvis de heller ikke fik følelesesvarme.

Sagt anderledes: Selv om du kræver en del af dine børn, hvis du på den anden side viser varme følelser for dem, hvis du respekterer deres fejl og fiaskoer uden at latterliggøre dem eller nedgøre dem, så at din kærlighed for dit barn er betingelsesløs, uanset hvad resultaterne bliver, så vil de højst sandsynligt ikke udvikle narkoperfektionisme.

Når nu opdragelsesfaktorerne er på plads, bliver barnet, hele sit liv igennem, underkastet et socialt pres, som kræver af   ham, at han skal blive mere og mere perfekt.

Allerede i skolen bliver han dømt i forhold til sine resultater, og de børn, der arbejder godt i skolen, får mere empati og forståelse fra deres lærer og forældre.

Når barnet efter det kommer til universitetet, i nogle studier, kræver man stort set at den unge skal vide meget mere om et bestemt emne for overhovedet at have en mulighed for at blive til noget.

I vores voksnes liv bliver vi også invaderet af reklamebudskaber, som presser os til perfektionisme, uanset om der er tale om vores krop som helhed, især kvindernes krop, som ikke skal have ét gram overflødigt fedt og have den “ideale vægt”.

Vi skal derudover kunne påvise en ydre lykke over for vores venner, over for de andre: Den tvungne lykke, så at sige.

Alt hviler på idéen om stor ydelse.

Der skal dertil siges, at hvis dette synspunkt er valgt og noget, man er enige om, er det positivt og acceptabelt.Men hvis det bliver til en tvang, hvis den tvinger personen til succes for at kunne nå lykken, så er vedkommende nødt til at kræve meget af sig selv og det er, til gengæld, knap så spændende.

De kognitive filtre indblandet i perfektionisme
Nu er det sådan, at nogle personer er mere følsomme end andre over for alle disse sociale og opdragelsesmæssige budskaber.

Nogle falder ikke i fælden og beholder kun den gode side af perfektionismen.

Andre, til gengæld, har en slags filter, som presser dem til at blive mere og mere perfektionister.Disse personer stiller sig selv nogle krav: “Jeg skal få succes i alt”, “jeg skal være den bedste”, “ingen detalje må blive overset”, “det, jeg når til, er aldrig godt nok”.

Disse personer ser tingene i sort og hvidt. For dem er en præstation enten en succes eller en fiasko. Der findes ingen mellemvej.

Når vi ved, at livet ikke altid fører os til perfekte løsninger, kan vi nemt forstå, hvorfor den slags personer hurtigt bliver destabiliserede og føler sig af og til værdiløse, når deres resultater ikke er perfekte (selv om de er ganske gode).

Disse personer kan kun fokusere på det perfekte og betragte alle deres øvrige handlinger som uperfekte.

Meget hurtigt kommer de i ubalance, da deres krav sjældent kan efterkommes — blot idet fuldkommenhed er rent faktisk svært at nå.

Det er så på det tidspunkt at de, i stedet for at sige til sig selv, at de måske har sigtet for højt, reagerer ved at stille endnu højere krav til sig selv: “ Ja, det er sandt, det er udmærket, det jeg har lavet, men jeg burde have gjort det endnu bedre.”

Denne kognitive mekanisme af “Ja, men …” ses ofte hos perfektionister.

De skal lære at nøjes med mindre perfekte resultater.

Fordi derudover mener de, at de skal være perfekte helt ud i den mindste detalje. Og på den måde invaderer perfektionismen det hele.

De dømmer deres fejl som uacceptable og sætter spørgsmålstegn ved sig selv, som væsen, og ikke bare til deres handlinger.

Disse kognitive mekanismer fører den perfektioniste til at have nogle stive leveregler for således at reducere deres angst for at være fejlbare.

Perfektionister har tre stærke leveregler: “jeg skal være perfekt for at føle, at jeg er noget værd”.

I så fald er der tale om narcissistisk perfektionisme, som også kaldes for “valoriserende perfektionisme”: Personen elsker sig selv, når han får succes. Han skal have personlige eller professionelle succeser for at synes, at han har en værdi.

Perfektionnisten kan også mene: “jeg skal være perfekt for at blive accepteret af andre”.

I så fald er der tale om “Integrationsperfektionnisme”.

Disse personer lider ofte af mangel på selvtillid, og de frygter at blive afvist af andre. Derfor opfører de sig perfekt for at føle sig accepterede af andre.

Til en middag, fx, kan de have en tendens til at sige det samme som de andre, og de undgår at modsige dem for at forblive med at være velset.

Endeligt, den der benytter sig af “kontrolperfektionnisme”, vil forsøge at undgå alt det, der er uforudsigeligt. Der vil ikke være plads til improvisation i hans liv i hvert fald!

Disse forskellige leveregler forsøger at kompensere for en fordom, man har fået siden barndommen, ifølge hvilken man er mindre værd end andre.

Dette mindreværd forstærkes tidligt af skolebudskaber, der siger “du kan gøre bedre”, og af forældre, som har for høje krav.

Det er for at bekæmpe denne mindreværdsfølelse, at barnet reagerer ved at være perfekt.

Her igen, nogle børn vil fra naturens hånd nemmere kunne reagere konstruktivt og skelne mellem alle disse budskaber, men de fleste andre vil ikke.

Hvornår bliver perfektionisme så narkoperfektionisme?

Det gør den i to tilfælde 1) når den er så central, at den fører personen, som lider af den til patologiske symptomer og 2) når den invaderer dem, der er omkring denne person.

Når perfektionisme bliver til sygdom
Af og til, når perfektionisme bliver til narkoperfektionisme, kan den føre til en del psykologiske lidelser: især depressive tilstande, specielt “udmattelsesdepressioner” og forskellige angsttilstande.

Det er disse lidelser, der fører personerne til at komme i behandling.

Det er faktisk sådan, at disse perfektionister aner ikke, at de er perfektionister (de vil også til hver en tid gentage efter dig, at naturligvis kan ingen være perfekt), og det er den perfektionisme, som er årsag til deres tilstand.

Derfor er det vigtigt at opspore den perfektionisme og gøre det af med den toksiske del af den.

Som oftest bliver perfektionisten sendt til behandling af sin kæreste eller rådet til det af en arbejdskollega.

Således, er “Jens” en tyran. Han er leder i et stort firma og tåler ikke, at arbejdet ikke er gjort ordentligt.

Han tilbringer sin dag med at tyrannisere alle sine kolleger.

Naturligvis mener han, at han gør det for firmaets skyld og for alles bedste, men han er så perfektionistisk, at hans overordnede har bedt ham være mindre krævende. Og deraf rådet ham til at søge rådgivning.

I deres parforhold er perfektionister en plage for deres partner. De kræver konstant, at alt skal være i orden og rent, og der skal altid gøres rent, sættes i orden m.m.

Flere studier peger på, at perfektionisme er årsag til mange parproblemer, og man skal være i stand til at pejle sig ind på det ret hurtigt, når et par har problemer.

Af og til kan perfektionisme føre til alvorlige problemer.

En person, der lider af valoriserende perfektionisme, som vil kræve en perfekt udførelse af alle sine handlinger, fører til meget stress, et konstant pres, en abnormt høj livsrytme og hyperaktivitet, som fører til udmattelsesdepressioner.

Og når perfektionisten befinder sig i en fiasko-situation, ser han ned på sig selv og mister selvtilliden.

Når dette bliver kronisk, kan personen blive depressiv, i så fald er det devaloriserende-depression.

Integrationsperfektionnismen fører mere til social-angst (en overdreven angst for, at andre dømmer en negativt).

Personen vil undgå sociale forhold, og hvis fænomenet går længere, kan vedkommende blive fuldstændigt socialt isoleret.

Endelig, kontrolperfektionismen, som går ud på at kontrollere alt, fører til tvangshandlinger.Disse tvangshandlinger (konstante tjek), som søger at undgå, at den frygtede ulykke (som kan skyldes en forglemmelse, og som kan føre til alvorlige konsekvenser eller smitte), skader mest andre end personen selv.

Tvangstænkende folk er super-ansvarlige mennesker, som konstant tror, at de kan starte katastrofer. Det er derfor, de har behov for at kontrollere deres handlinger, og de sætter ritualer op, som ikke tillader fejltrin.Når dette kontrolsystem er centreret på kroppen og på vægten, fører det til spiseproblemer (anoreksi eller bulimi).

Når man spørger rundt for at vide, om folk betragter perfektionisme som en god eller som en dårlig ting, er svarene ret delte.

Dette fordi perfektionisme kan være en styrke, hvis den er fornuftig og ikke invaderer alle af livets forhold.

Til gengæld bliver den til en paralyserende fælde, når den er allevegne.Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man skal styre sin perfektionisme, så man kun beholder de postive sider og bruger den bedst muligt.

Evaluer din perfektionisme

Svar “mest sandt” eller “mest falsk” til følgende spørgsmål:

1. Jeg gør tingene perfekt, eller også foretrækker jeg at lade være med at gøre noget.
2. Jeg er meget hård mod mig selv.
3. Jeg føler ofte, at tingene ikke er gjort perfekt, og det generer mig.
4. Mine mål er højere end de fleste andre menneskers.
5. Jeg er i bund og grund ret ambitiøs, og jeg har høje mål.
6. Det er vigtigt for mig at være perfekt på alle områder.
7. Jeg er aldrig fuldstændigt tilfreds med det, jeg laver.
8. Hvis jeg tager noget tid til mig selv og til at hygge mig i, uden at gøre noget rentabelt, føler jeg mig skyldig.
9. Jeg har svært ved at finde tid til at slappe af.
10. Selv om jeg af og til har behov for at slippe trykket, kan jeg ikke finde ud af at gøre det.
11. Jeg har det skidt så længe, som jeg ikke har gjort ting perfekt.
12. Min perfektionisme stresser mig ofte.
13. Jeg kan ikke klare at begå fejl. For mig betyder det det samme som fiasko.
14. Hvis jeg begik fejl, ville jeg miste andres respekt.
15. Jeg bryder mig ikke om ikke at være blandt de bedste.
16. Hvis jeg kikser i mit arbejde eller derhjemme eller i min rolle som forælder, betyder det, at jeg er mindre værd.
17. Jeg kan ikke tåle, at man ser mig, før jeg er fuldstændig færdig (pænt klædt på/redt/med make-up på …).
18. Jeg prøver altid at være soigneret.
19. Jeg kan lide at lave ting helt ud i detaljer.
20. Det er yderst vigtigt for mig at være meget velorganiseret.
21. Jeg er i tvivl om alt, hvad jeg laver.
22. Jeg tøver længe, inden jeg tager en beslutning.
23. Jeg kan af og til spilde en masse tid ved at lave tingene perfekt om og om igen.
24. Jeg mener, at ofte er der kun en rigtig måde at lave ting på.
25. Jeg foretrækker de løsninger, jeg har styr på, og som jeg kender.
26. Jeg har en tendens til at tvinge min måde at gøre tingene på til de andre.
27. Jeg skal være perfekt, så andre ikke ser ned på mig.
28. Hvis andre ser, jeg ikke er perfekt, vil de dømme mig som inkompetent.
29. Hvis jeg laver en fejl, betyder det, at jeg er et nul.
30. Jeg kritiserer mig selv altid. Jeg vil aldrig kritisere en af mine venner på den måde, jeg kritiserer mig selv på.

Resultater:

Når dit svar er “mest sandt”, tæller du en point (1).
Når dit svar er “mest falsk”, tæller du nul point (0).
Regn resultatet sammen.

Hvis dit resultat er på under 10, går din perfektionisme i den rigtige retning.
Hvis dit resultat er mellem 10 og 20: Du vil have godt af at være noget mindre perfektionistisk.
Hvis dit resultat er over 20: Du bør starte seriøst arbejde for at formindske din perfektionisme.
Jo højere dit resultat er, og jo tættere du er på 30, des mere er der chancer for at du lider af narkoperfektionisme.

Hvordan kan man blive en god perfektionist?
I skalaen om perfektionismen, som går fra den gode perfektionisme til narkoperfektionisme, så er det vigtigste at lære at dosere det.

En god metode er at begynde at tage dit niveau ned (fra 100 % til 80 % fx), og du vil se dit liv ændre sig ganske drastisk.

Her kan du læse om de principper, der kan afhjælpe perfektionismen, uanset om der er tale om dig eller om nogen, der er dig nær.

Hvis du er perfektionist

1. Se på din perfektionismes fordel og ulemper. Før du kan ændre noget som helst, er det nødvendigt, at du bliver bevidst over, at perfektionismen har en dårlig indflydelse på dig. Det er ligeledes vigtigt, at du forstår, at hvis du er blevet ved med at være perfektionist i så lang tid, så er det fordi det giver dig fordele. Lav en opgørelse (skriftligt!) over de fordele og ulemper, der er ved at være perfektionist.
2. Indse, og forestil dig (skriv ned, så er det nemmere) al den tid, du får til rådighed ved at være lidt mindre perfektionistisk, og alle de behagelige ting, du så kan foretage dig.
3. Adskil det nødvendige fra det unødvendige. Det er rent faktisk umuligt at skille dig af med din perfektionisme på en gang. Det er derfor vigtigt at begynde at bearbejde de områder, hvor din perfektionisme er mindre vigtig, og hvor det ikke vil forekomme dig en katastrofe at være lidt mindre perfektionist. Her er for eksempel en liste, som nogen har lavet for at formindske sin perfektionisme:
   1. Jogging (hun forsøgte altid at slå sin rekord eller andres rekorder).
   2. Rengøring (meget lang tid).
   3. Ikke behøve at lave det hele store til middag, når jeg får gæster.
   4. Rydde op i stuen.
   5. Tage make-up på.
   6. Nogle sager på arbejde, som rent faktisk ikke kræver så meget.
4. Begynd så med at tage din perfektionisme ned med 20 % i de områder, du har valgt. For eksempel i ovenstående liste valgte patienten at tage 20 % af den første aktivitet (jogging), som hun gjorde i nogle uger. Efter hun havde vænnet sig til det og følte sig godt tilpas med at være lidt mindre perfektionist i denne henseende, gik hun videre til den næste: Rengøringen.

• Brug den tid, du har fået til at gøre noget, der fornøjer dig. Det er vigtigt at huske, at perfektionister er mest besat af det, de skal gøre, og tænker ikke så meget på deres personlig fornøjelse. Det er derfor vigtigt at lære her at tænke på sig selv og at gøre fornøjelige ting, som ikke er forbundet med præstation. Du kan prøve nogle afslapningsøvelser, da dette vil lære dig at slippe kontrollen og lære dig at lade være med at ville styre alting.
• Vær ægte! Det vil sige: Vær fejlbar! Tag som model en eller to personer fra dine omgivelser, som du godt kan lide, og som ikke er perfekte. Gør som dem, og vær lige så fejlbare som dem i de områder, de er fejlbare i. For at blive ægte skal du lære at acceptere at lave nogle små fejl uden at nedgøre dig selv. Accepter at sige nej uden at være bange for at såre dine omgivelser eller bange for at blive afvist. Accpeter, at du ikke kan kontrollere alt ved at lade folk omkring dig gøre det, de vil, uden at du påtvinger dem din måde at gør tingene på. Lær at konfrontere det uventede.

Og hvis perfektionisten er en fra omgivelserne?
Det kan være meget vigtigt at lære, hvis du lever eller arbejder med en perfektionist, hvordan du kan takle dem. Her får du 10 gode råd, der kan hjælpe dig i dit forhold til en perfektionist:

1. Få vedkommende til at droppe sin skyldfølelse, og hjælp hende med at tage sig af sig selv.
2. Hjælp hende med at slappe af.
3. Hjælp hende med at lære hende nogle fornøjelser, som er mindre handlingsprægede.
4. Gratuler dem regelmæssigt, især når resultatet ikke er perfekt, men når det er mere end godt nok. Det er vigtigt at bekræfte hende i ikke-perfekte handlinger.
5. Hjælp hende med at syntetisere ting, fordi meget ofte lægger disse personer alt for meget vægt på detaljerne.
6. Hjælp hende med skelne mellem det, der er vigtigt, og det, der kan vente. Perfektionister kan ikke organisere deres pligter og vil lave det hele på en gang. Hvis det er en af dine kolleger, så lær at fortælle hende at: – Dette er vigtigt og skal gøres med det samme, men det her kan sagtens vente til næste uge.
7. Vis hende, at du stoler mere på hendes muligheder end på hendes resultater. Dette råd er især vigtigt, hvis der er tale om et perfektionistisk barn. Ofte kan børn tro, at de skal have meget gode resultater for at blive elsket af deres forældre. Derfor skal du vise dem, at det, der interessere dig som forælder, er det, at de arbejder på det, deres egenskab til at løse problemer, mere end selve resultaterne.
8. Få hende til selv at tænke sig til nogle løsninger. Perfektionisten har ofte en tendens til at bede dig om at komme med en løsning på problemet, især på arbejdspladsen. Få hende til at finde løsninger selv i stedet for at levere løsningen færdiglavet. Dette vil give hende mere selvtillid.
9. Hvis du skal kritisere noget, skal du være meget opmærksom på, hvordan du siger det. Kritiser kun den handling, der ikke huer dig, og — især — omtal ikke hendes værdi som menneske/ansat/partner/barn.
10. Vær selv uperfekt. Det er jo ulogisk at bede din perfektionistiske partner om at gøre mindre rent, at være lidt mere cool med visse ting, hvis du selv bruger hele din tid til det. Vis hende, at man kan være lykkelig uperfekt (Cyril Malka).© Psyken nr. 2 – Malka – 2008

Det kan være svært at acceptere for nogle af os, men kannibalisme har altid været del af den menneskelige natur. Dog er det, at spise et andet menneske for at få seksuel pirring af det, stadig væk en gåde.

“Han sagde: “ Jeg har kun dig og jeg vil kun have dig, lad mig være en del af dig.” Jeg svarede: “Det er umuligt, medmindre jeg spiser dig.” Han sagde: “Så slå mig ihjel. Ingen interesserer sig for mig alligevel.” Jeg svarede: “Men jeg elsker dig!” “Derfor skal du gøre det, eller også begår jeg selvmord”, svarede han til mig. Jeg havde en besynderlig følelse. Det var som om vores sjæle smeltede sammen”.

Er det en del af en besynderlig roman? Nej, det er et citat fra Armin Meiwes, den mand som i marts 2001 levede sine fantasmer ud og spiste sin ven, Bernd Brandes.

Denne sag, som den nyere sag, som skete i Frankrig, i Rouens arresthus i natten fra den 2. til den 3. januar 2007, hvor en fange, efter at have slået en medfange ihjel, har spist en del af hans lunge, fører til, at man spekulerer mere og mere over den slags handlinger.

Og hvis man ser lidt på det, der foregår rundt omkring, tyder alt på, at kannibalisme er meget mere udbredt, end vi kunne tro. Det er nok at tage en tur på internettet for at se det antal hjemmesider, som beskæftiger sig med emnet. Man kan se sider, der naturligvis omtaler emnet, men man kan finde et hav af sider, på hvilke man kan læse instrukser om, hvordan man på bedst mulig vis kan partere en menneskekrop, foruden sex-sider, som tilbyder kontakt.

Spørgsmålet er så: hvordan kan sådanne fantasmer dukke op, og hvad er deres psykologiske baggrund?

Før vi kan gå i dybden med kannibalismen, skal vi se på de forskellige former, den kan indtage.

Sultekannibalismen er en lidt speciel form for kannibalisme som finder sted, når der er knaphed på føde, som fx i 30-årskrigen mellem 1618 og 1648 eller under omringelsen af Lenningrad under anden verdenskrig.

Sultekannibalismen har sandsynligvis også været brugt i den koloniale tid samt hos dem, der overlevede skibbrud, selv om der mangler beviser i de fleste tilfælde.

I 1972 blev en flyulykke i Andesbjergene berømt, fordi nogle af de overlevende spiste kødet af deres afdøde medpassagerer for at undgå at dø af sult.

Rituel kannibalisme
Rituel kannibalisme er en helt anderledes sag. Den blev stadig brugt i sidste århundrede af såkaldte “Primitive kulturer”, bl.a. i Ny-Guinea, i Indonesien, i Australien og i New Zealand.

Hovedmotivet for handlingen er at tilegne sig den afdødes styrke eller mod eller for at holde sammen på stammens egen identitet.

For eksempel, stadig den dag i dag spiser Yanomamiene, en stamme fra Regnskoven, asken på deres afdøde blandet med bananmos.

Yanomamiene mener, at den afdødes sjæl eller egenskaber på denne måde bliver beskyttet.

Den rituelle kannibalisme kaldes derfor ofte for “blød kannibalisme”.

I nogle kulturer er det især den dødes hjerte, der bliver spist, samt hjernen.

Denne praksis har ført til, i 1960, at Forenes stamme blev ramt af en epidemi af Kuru, som vi i dag kalder Creutzfeldt-Jakobs sygdom.

Andre eksempler, rimelig dårligt dokumenteret dog, omtaler det at spise fjendens lig efter kampen. I så fald må dette antages at have til formål at indtage afdødes kræfter, eller at hævne sig, naturligvis.

I så fald kalder man det for antisocial kannibalisme, og vi kender sådanne eksempler, som er blevet rapporteret fra Kina under Zhou dynastiet (-1122 og -255). Også dér gik det ud på at spise fjendens lig, som regel i kødsovs.

Kannibalismen har i lang tid været en del af den menneskelige kultur og selv om jødedommen, kristendommen og islam har fået kannibalismen til at gå på retur, er dette fænomen hverken nyt eller tegn på dekadens.

Men der er en grundlæggende forskel mellem kannibalismen, som udføres som et ritual eller som symbolsk handling, og de handlinger, der bliver udført af et individ, som på den måde adskiller sig fra resten af samfundet. Sidstnævnte er patologiske tilfælde og mødes i forbindelse med psykisk afvigelse.

Skizofreni er et eksempel på det: I faserne med psykose bliver perceptionerne og tankevirksomheden så forvirret, at de fører til dybe personlighedsændringer. Ovennævnte fange i Rouen viser sig også at lide af Skizofreni.

Den psykotiske kannibalisme
Hvordan kan man forklare, at skizofreni (i ekstreme og sjældne tilfælde, vil jeg lige understrege!) kan føre til kannibalisme?

For det første fører personlighedsforandringen af og til patienten til aggressiv adfærd. Derfor er andelen af mordere 10 gange større i skizofrene befolkningsdele end i resten af befolkningen.

På det tidspunkt, hvor den skizofrene psykose slår til, kan selvopfattelsen være dybt forstyrret, og patienten føler nemt, at han “Opløses”.

I dette tilfælde ville kannibalisme være det ultimative, desperate forsøg på at genfinde bevidstheden over sin egen krop ved at indtage den andens krop.

Hvis, til gengæld, de dominerende tendanser er paranoide forestillinger og hallucinationer, føler patienten sig truet, forfulgt, seksuelt forfulgt eller “forhekset”.

Han kan tro, at han er under indflydelse af stemmer og af en kraft. Han kan tro, at han er udvalgt til en særlig mission. “Stemmerne” kan så fortælle ham, at han vil blive udødelig, hvis han spiste menneskekød, eller han vil kunne befri verden for ondsindede styrker ved at gøre det.

Det er sandsynligvis noget lignende, der sket med østrigeren Paul Reisinger, som myrdede seks kvinder i årene 1779-1786: Han var overbevist om, at det at spise ni jomfruers hjerter, som stadig bankede, ville give ham held i spil og muligheden for at blive usynlig..

Dog er den slags yderst sjældent, og pga. patientens dysfunktionnelle og patologiske tilstand, bliver disse mennesker som regel dømt uansvarlige og bliver indlagt på psykiatriske afdelinger.

Faktisk finder vi kannibalismen oftere i forbindelse med alvorlig personlighedsbrist og seksuel sadisme.

I bund og grund er kannibalistiske tendenser en del af de bløde og blide kærlighedshandlinger: kysse hinanden, sutte og at småbide hinanden er handlinger, som tilhører kærlighed, uanset om denne er mellem partnere eller mellem forældre og børn. De udviser en emotionnel nærhed forbundet med ønsket om, at den anden skal være meget tæt på en eller “i en”.

Man kan finde det i det daglige sprog: “hun er lige til at spise”, en eller anden er en “lækker steg”, m.m.

Seksuel sadisme
I tilfælde af seksuelt motiverede kannibalmord er der to andre komponenter, som føjes til ønsket om at smelte sammen, nemlig aggressivitet og raseri. Således fortæller kannibalen Armin Meiwes, at hans handling var “som et ægteskab, et overnaturlig fælleskab … Jeg havde håbet på, at han ville blive en del af mig”, erklærede han om sin partner.

Ifølge ham havde han samtidigt følt had, raseri og lykke, imens han slog sin ven ihjel.

Den japanske kannibal, Issei Sagawa, som har skrevet flere bøger, har beskrevet det seksuelle i handlingen:<

- Hendes smukke, hvide krop ligger foran mig. Jeg rører hendes balder, de er så smukke og møre. Hvor skal jeg bide først? […] Min næse borer sig ind i hendes hud, frisk og hvid. [...] Jeg henter en kniv i køkkenet og borer den dybt i hendes hud. [...] Så finder jeg det røde kød under fedtet. Jeg skærer et stykke og putter det i min mund. Jeg tygger. Den har hverken lugt eller smag. [...] Jeg elsker med kroppen. Jeg kysser den og siger, hvor højt jeg elsker den.

I 1981 havde den 33-årige litteraturstuderende skudt en veninde i Paris, havde elsket med hende for bagefter at skære hende i stykker. Man havde fundet flere stykker af den unge kvinde i hans køleskab. Efter at have spist af hende i tre dage skilte han sig af med liget i Bois de Boulogne. Han blev arresteret og dømt uansvarligt af fransk ret, og han blev overført til Japan. Dér blev han dømt “ufarlig” og sat på fri fod i august 1985. Han er blevet meget berømt i Japan og har skrevet flere bøger, hvoraf mange er oversat til fransk. Af disse bøger og fortællinger kan vi lære meget af, hvad der foregik i hans hoved.

I den slags dybdegående seksuel perversion finder eksperterne som regel altid en anden “alvorlig psykologisk brist”, og vedkommendes ansvar er derfor kraftigt nedsat, men ikke altid. Fx i appelsagen mod Meiwes i maj 2006 dømte appelretten i Frankfurt ham til livsvarigt fængsel for mord og ligskænding.

Den erotiske had
Sådanne kannibalhandlinger er den ultime etape i en pervers-sadistisk seksualudvikling, og for at forstå denne fænomen skal man begynde med at analysere, hvordan en seksuel perversion, som ikke nødvendigvis indeholder sadistiske sider, dukker op.

Den amerianske psykiater, Robert Stoller (1924-1991) fra University of California i Los Angelses, så i det et “erotisk udtryk for had” og forsøgte at finde forklaringen i en traumatisk barndom hos drengen.

Ifølge Stoller føler en nyfødt sig sammensmeltet med sin mor og mærker endnu ikke sin krop og psyke som adskilt fra moderens.

Lidt efter lidt forstår han, at han har sin egen krop, som ikke er kvindelig, men mandlig, og han kæmper konstant imod ønsket om en ny sammensmeltning med sin mor. Til dette formål skal han af og til forvandle hende til en “ond mor” blot for at kunne udvikle sit mandlige identitet.

Disse ønsker om at tilintetgøre objektet vender tilbage i det perverterede kannibalistiske ritual.

Derudover kan det, at indtage offerets kød, bruges til at genetablere det originale symbolske forhold.

Stoller understregede, at hadet og raseriet var i centrum for disse perversioner, som kom fra ydmygelser forbundet med den seksuelle identitet i løbet af barndommen.

Disse ydmygelser bliver fornægtet i det perverteret ritual eller konverteret i personlige triumfer.

Den tyske psykiater og seksolog, Eberhard Schorsch (1935 – 1991) understregede andre elementer for at forklare den seksuelle perversion.

Ifølge ham udvikler den sig i fire faser: Selv om den upassende seksuelle fantasme (for eksempel spise sin partner) er intens, dukker den kun sporadisk op i begyndelsen.

I den anden fase bruges perversionen til at overkomme alvorlige konflikter med sin partner.

I den tredje fase kan personen næsten ikke leve sin seksualitet ud uden perversionen. Man kan på det tidspunkt ikke længere spore, hvad der starter krisen. Det er på det tidspunkt, at det ikke ser ud til, at man kan stoppe processen, og i den fjerde fase dukker der nogle nye ritualer op, som fuldender de afvigende seksuelle fantasmer og forbruger mere og mere af personens tid.

Ifølge Schorsch bruges de perverse iscenesættelser til at reducere angst og de spændinger, som skræmmer patienten. Disse iscenesættelser letter hans latente aggressivitet, hvilket forklarer, hvorfor disse personer kan leve et fuldstændig diskret hverdagsliv.

Men deres grundlæggende træk og deres tanker peger på en skrøbelig mandlig identitet. De drømmer om magt og kraft samtidig med, at de søger nærhed og varme samt en beskyttelse mod angst, såsom det at blive forladt eller at blive “slugt af kvinden”.

De personer, som har disse perverse symptomer, kan ikke bremse denne angst via en almindelig seksualitet, som rent faktisk skræmmer dem pga. den nødvendige intimitet, den medfører.

Endelig finder den seksuelle sadist en stor tilfredsstillelse i totalt at dominere sex-objektet. Han vil opnå den absolutte underkastelse af sit offer (da alt andet vil forstås som en trussel), og til det formål bruges nedgørelse og tortur, hvilket sætter ham i samme stilling som en gud.

Torturen kan derved totalt erstatte selve den seksuelle fornøjelse.

Offeret bliver “afpersonaliseret”, betragtes som en tingest og påviser bøddelens raseri og had mod offeret.

Jo mere det mandlige tema er iscennesat, des mere er ritualet, som svarer til bestemte strikte regler, intenst.

Problemet er, at ritualet aldrig udvikler sig helt, som udøveren fantaserer om. Derfor skal det gentages igen og igen.

På nuværende tidspunkt eksisterer der ingen effektiv terapi for dem, som har begået sadistiske seksuelle forbrydelser. Disse mennesker kan kun leve under overvågning.

Bruce Arrigo og Catherine Purcell fra den californiske psykologiskole i Fresno har udviklet en model af den sadistiske perversion i 2001.

De mener, at de sadistiske tendenser dukker op i barndommen eller i pubertetsalderen som følge af voldelige oplevelser eller forsømmelse fra forældrenes side.

Disse faktorer er ikke nok i sig selv og er forstærket af andre faktorer såsom en upassende opdragelse, manglende social kompetence fra forældrene eller også en genetisk forudsættelse.

Som oftest gemmer den seksuelle pervers sig i fantasmer, som man kalder for “erstatningsfantasmer” De erstatter en manglende autoritet eller adskillelsesvanskeligheder fra moderen. Men disse fantasmer fjerner ham fra andre.

Samtidigt bliver han i godt humør af sin seksuelle lyst, og han kan for en tid udfylde sin indre tomhed.

Således erstatter perversionen menneskelig nærhed. Den bliver til et overgangsobjekt, som fx et plysdyr i en periode kan hjælpe et barn med at overkomme adskilelse med moderen.

Men mens denne overgansfase ender med at forsvinde hos en rask person, fortsætter den hos disse mennesker.

Den umulige nærhed
Disse teorier forklarer os, hvorfor nogle personner udvikler sig imod en yderst abnorm seksualitet eller lever deres seksuelle ønsker via internetchat eller ved at se afvigende film.

Spørgsmålet, som stadig er ubesvaret, er, hvorfor nogle personer, som har disse sadistiske fantasmer, ikke skrider til handling og nøjes med at lege, imens andre, få og sjældne, går over grænsen og begår voldshandlinger.

Det kan tænkes, at hos de, der ender med at begå voldshandlinger, har udviklet alvorlige afvigelser, mens de var helt små børn.

Sådanne problemer kunne være en risikofaktor for voldelig udvikling og kunne medvirke til udviklingen af sadistiske seksuelle perversioner.

Yderst negative, meget tidlige oplevelser kunne føre til uforanderlige forandringer i hjernen.

Omvendt kunne cerebrale problemer favorisere udviklingen af sådanne seksuelle afvigelser.

Selv om man efterhånden har materiale, der fortæller os, at adskillelsensmerten efterlader neurobiologiske spor i forskellige dyrs hjerner, mangler vi lignende materiale for mennesket. Derfor er vi også i tvivl om, hvorvidt adskillelsen sker forskelligt for nogle, og deraf de følgende problemer, eller om den leves og opleves forskelligt hos nogle, hvilket begrænser en del det, vi kan gøre ved det.

Måske vil resultater af disse studier fortælles os mere om seksuelle perversioner … og kannibalisme.

Bibliografi
M. Monestier – Canniales, Histoire et bizarreries de l’antrhopophagie, hier et aujourd’hui – Le Cherche Midi, Paris – 2000

J. McClain et al., Human cannibalism: a case report, i American Journal of Forensic Medicine and Pathology – vol. 7 – s. 172-173 – 1986

© Psyken – Malka – 2008 – 2011

I perioden 2003 – 2008 var jeg fast indslag i fransk radio. En gang om ugen (om tirsdagen) var jeg i studiet og talte om forskellige psykologiske emner. Folk kunne også ringe og stille spørgsmål.

Fra 2004 begyndte jeg at lave podcast på fransk. Nogle gange var det mine radioprogrammer, jeg sendte ud, andre gange var det programmer jeg selv lavede. Jeg laver stadig væk disse podcast, der udkommer hver 14. dag. Jeg modtager jævnligt venlige breve og spørgsmål fra franske lyttere og behandler ofte disse spørgsmål.

Hvis du kan fransk og er interesseret i fransk podcast, kan du finde dem her.

Jeg forsøgte mig også med podcast på dansk i 2007.

Men her var der desværre tale om et ganske andet publikum. Jeg fik nogle tilbagemeldinger, men aldrig bare “tak for dit podcast”. For det meste skrev folk for at beklage sig over diverse tekniske ting (som oftest modsagde de endda hinanden), som at lyden var for høj/svag eller lignende.

Da det tager tid at lave podcasts, og da det var tid der gik fra mit franske publikum, mente jeg, at det nok var bedre at jeg koncentrerede mig om det, og jeg droppede det danske.

Derfor stoppede jeg efter en 13 eller 14 podcasts (jeg har genfundet 13, men der kan have været en eller to mere).

Efter at vi flyttede domæner, slettede jeg alle mine podcasts fra den danske side. Dog har jeg fået nogle henvendelser fra folk, som gerne ville lytte til dem, og jeg har sat dem til download for dem, der kunne være interesserede.

Det blev til 13 podcasts, som jeg har pakket i tre zipfiler.

Du kan downloade følgende:

Podcasts 1 til 4 kan downloades herfra (ca. 166 MB).
Disse er:
1. Hvordan siger man nej (fra den 26/11-2007)
2. Assertion (fra den 02/12-2007)
3. Om at give om modtage kritik (fra den 09/12-2007)
4. Forsvarsmekanismer (fra den 16/12-2007)

Podcasts 5 til 8 kan downloades herfra (ca. 215 MB).
Disse er:
5. ABC, følelser og tanker (fra den 02/01-2008)
6. Irrationel (fra den 06/01-2008)
7. De psykologiske teorier (fra den 27/02-2008)
8. ADD og DAMP (fra den 15/04-2008)

Podcasts 9 til 13 kan downloades herfra (ca. 284 MB).
Disse er:
9. Er du en kærlighedsklodrian? (fra den 27/04-2008)
10. Om at lyve (fra den 15/05-2008)
11. Transaktionsanalyse (fra den 23/06-2008)
12. Terapi (fra den 11/08-2008)
13. Destruktive tanker (fra den 13/10-2008)

God fornøjelse.

(23/02-2011) – YouTube videoer, som viser personer, der skærer i sig selv eller udfører andre former for selvlemlæstelser, ser ud til at være en alarmerende ny trend og kunne bruges som brugsanvisninger af de svageste unge, fortæller studium.

Hvis man leder ganske kort tid på YouTube, finder man et hav af videoer med folk, der skærer i deres arme eller ben med barberblade eller andre skarpe genstande. Videoerne består ofte af detaljerede og blodige billeder blandet med romantiske billeder og spændende musik. Alt dette kan sagtens være en aftrækker for mange, siger den canadiske psykolog, Stephen Lewis. Man kan dog finde enkelte videoer, der forsøger at tale folk fra det.

Lewis og en kollega har fundet mere end 5.000 YouTube videoer om selvlemlæstelse. Til deres studium udvalgte de 100 videoer, som har været set mere end to millioner gange hver, og som har genereret mange kommentarer.

Forældre og rådgivere bør være opmærksomme på disse videoer og forstå, at de kan være med til at videreføre et problem. Derfor råder de to professorer YouTube til at give seeren mulighed for at søge hjælp i forbindelse med disse videoer, for eksempel i form af links eller af andre videoer, som hjælper folk af med problemet.

Fra YouTube er svaret, at man vil se på forslaget, og vurdere, om det er teknisk muligt. En talsmand fra YouTube fortalte, at firmaet har retningslinjer for videoer, der anbefaler farlig adfærd. De går ud på, at seeren skal logge på eller bevise, at han/hun er over 18. Seere kan også anbefale, at en video fjernes, og selvlemlæstelsesvideoer er blandt dem, der er blevet fjernet.

Ifølge Lewis har mellem 14 % og 24 % af teenagere og unge eksperimenteret med selvlemlæstelse mindst en gang. Aldersklassen går fra 14 til 25 år, og langt de fleste er piger (95 % af tilfældene i studiet var piger). At skære i sig selv er blandt den mest almindelige metode.

Terapeuter bør kende til dette fænomen og til den inspiration, der kan komme fra det. Ligeledes bør forældre være opmærksomme på det og tage snakken med deres barn, hvis tilfældet viser sig. Vær opmærksom, hvis dit barn går med lange ærmer eller med meget dækkende tøj i al slags vejr. Det kan være et tegn på, at dit barn lemlæster sig selv.

Formålet med selvlemlæstelse er ikke at begå selvmord. Som regel skærer de ikke dybt nok til at komme til skade, men det kan ske ved en fejl. Unge, der udfører selvlemlæstelse, er som regel personer, som lider af vrede, tristhed, depression eller andre emotionnelle problemer, og som mangler de psykologiske værktøjer til at takle deres følelser.

YouTube videoer kan være aftrækkeren, som starter den slags adfærd, men det kan også vise sig positivt, at dette kommer ud i det åbne og debateres. Det bliver til en social diskussion i stedet for noget, der sker i hemmelighed. I den slags tilfælde kan YouTube meget vel være den, der får den største inflydelse.

Studiet blev udgivet i forgårs i Pediatrics og kan downloades herfra (pdf – engelsk).

Før du begynder at læse denne artikel, skal du åbne din yndlingsbrowser (eller den, der fulgte med dit styresystem) og besøge: www.killwithme.com.

Før du kommer ind, efter du har klikket på “Enter”, får du advarslen:

At besøge denne hjemmeside kunne skade uskyldige mennesker. Vil du stadig ind?

Derefter kan du klikke på yes eller no.

Hvis du ikke har gjort det endnu, så besøg killwithme.com, og vend tilbage, efter du har gjort det.

Du må ikke slå ihjel. Dette bud bliver som regel respekteret af langt de fleste af os. Men hvorfor bliver den respekteret? Er det vores moral, der gør det, eller er det fordi vi er bange for at blive snuppet?

Det er dette spørgsmål, som faktisk behandles i den nye film “Kill With Me”. Den omhandler de forskellige moralske stadier, sådan som de blev forklaret af den amerikanske psykolog Lawrence Kohlberg.

Ifølge statistikken, som denne hjemmeside har opsamlet i skrivende stund, har kun 11 % trykket på No.

89 % af websurferne har ignoreret advarslen.

Den hjemmeside skader ingen i virkeligheden, men det er noget andet, der sker i filmen Kill With Me (Untraceable), som får premiere i Danmark den 16. maj.

Pas på, hvis du læser videre, selv om jeg ikke fortæller alt, så vil nogle af filmens elementer blive afslørede.

I denne film har en psykopat skabt en hjemmeside, der hedder “killewithme.com”, og idéen bag siden er meget opfindsom.

Målet med siden er at slå nogle mennesker ihjel lidt efter lidt. Han har kidnappet dem, og forskellige torturinstrumenter er forbundet til hans computer, som selv er forbundet til nettet.

Disse ting bliver aktiveret, hver gang en websurfer klikker på siden, deraf filmens catchy sætning: The more people who watch, the faster the victim dies (jo flere der ser på, desto hurtigere offeret dør).

Altså i modsætning til den side, du har prøvet, så er der ikke nogen advarsel. Bare folk klikker på Enter, så sker der noget med offeret.

På denne måde bliver websurferen morder, altimens vedkommende er fuldt ud anonym i bunken af mennesker. For hvis 100.000 personer klikker på en side, hvem kan blive holdt ansvarligt for mordet?

Udover det, da det hele foregår via internet, bliver de skyldige umulige at spore (deraf navnet ‘untraceable’), idet man ikke længere kan få en skyld placeret.

Den usporlige morder, dig, mig, websurferen, er kun ansigt til ansigt med sin moralske sans: Hvis intet forhindrer en i at slå ihjel. Hvis ens ansigt aldrig kan blive afsløret af en autoritet. Hvis ens identitet ikke kan blive afsløret, hvad er der tilbage til at styre vores handlinger?

For at dykke ned i dette spørgsmål skal vi se på et grundlæggende begreb: forståelsen af moralsk udvikling.

Den moralske udviklings stadier
En af pionererne inden for forståelsen af menneskets moralske udvikling er den amerikanske psykolog Lawrence Kohlberg (1927 – 1987).

Han var meget inspireret af den schweiziske psykolog Jean Piagets (1896 – 1980) arbejde og havde underkastet folk moralske dilemmaer og interesserede sig mindre for de værdier, som svarene indeholdt, men mere på de argumenter, som blev brugt som retfærdiggørelse.

Det var ved at analysere disse argumenter, at han aftegnede tre hovedstadier af den moralske udvikling.

Det første niveau er det, der kaldes “prækonventionel”.

Når individet er i dette stadium, er han endnu ikke bevidst om de sociale principer og tager dem ikke med i sine overvejelser.

Man vil mere bedømme, om en handling er rigtig eller forkert ud fra de konsekvenser, disse ting har for vedkommende. De spørgsmål, som er dominerende i dette stadie, er noget som: Vil jeg blive straffet? og derefter: Vil jeg blive belønnet?

Dette sker i en periode, hvor barnet ikke har bevidsthed om de andre som værende væsener. Lidt som det, der sker, når vi er over for computerbilleder.

Lad os vende tilbage til Untraceable.

Morderen, lige som websurferen som er på besøg på siden, befinder sig på dette niveau.

Morderen bliver belønnet med mange besøg på sin side og modtager endda stor ros fra websurfernes side.

Takket være hans solide kendskab til edb, undgår han de forskellige forsøg på at blive lokaliseret.

Men surferne er også medskyldige, og lige så umulige at spore.

Alle er så på Kohlbergs prækonventionelle stadium, hvilket betyder en regression i forhold til den moral, som benyttes i de menneskelige samfund.

Idet nogen konstant søger efter stimulering, og idet surferen er sikker på ikke at blive taget, handler han som barnet, som er på dette moralske stadium (fra 2-7 år).

Lad os komme til det andet stadium, det er det, der kaldes det “konventionelle” stadium.

Det niveau når man på det tidspunkt, hvor individet finder ud af, at der findes konventioner, og at disse skal respekteres.

Det centrale i dette stadium er: “Hvad vil andre synes om mig”? og så, lidt senere: “Hvad hvis alle gjorde lige som mig?”.

For at websurferen skal nå dettes stadium, skal han bekymre sig om de etablerede regler.

Og på internettet er der stort set ingen konventioner, ud over at man skal fange surferen og holde vedkommende fast, koste hvad koste vil.

Og den konvention tælles i museklik, hvilket er fiffet i filmen.

Fordi for at komme ind på siden skal man klikke. Endda politiet er medvirkende til mord, idet de går på siden for at finde flere detaljer.

Ifølge professor Richard Lanham fra Yales Universitet er vi ikke længere i informationssamfundet, men vi er i ekshibitionssamfundet.

Det er blevet lige meget, om det, vi siger, er sandt eller falsk, bare vi får opmærksomhed. Det er den eneste reelle værdi.

Og for at nå det bruger vi og overdriver vi nogle “chok”-effekter.

Og hvad er der bedre end døden, for at nå den opmærksomhed?

Altså kunne det tyde på, at uden konventioner, uden strenge love, uden etiske koder, risikerer websurferen sjældent at nå højere end det moralske stadium, man er i mellem 7 og 15 år.

Når offeret bliver bøddelen
Det tredje niveau er det postkonventionelle niveau, og medfører adfærd, som går ud over de sociale principper.

Det kognitive stadium er bygget på universelle regler og moralske principper, som er interne i individet.

En websurfer, som er nået til dette stadium, vil spørge sig selv, idet vedkommende ankommer på en sådan side: – Selv om jeg var sikker på ikke at blive taget, ville jeg klikke og hermed medvirke til et menneskes lidelse? Er dette i overenstemmelse med universelle principper og menneskerettighederne?”

Filmens budskab er klart og tydeligt: Der kommer et tidspunkt, hvor internettet fjerner disse humanistiske synspunkter.

Noget sker i vores samfund, som medvirker til en tilbagevenden til det prækonventionelle stadium.

Filmen forklarer denne omvæltning på meget fin vis.

Alt begynder, når man får at vide, at før, at han var bøddel, var han offer.

Tidligere blev hans fars selvmord filmet direkte af en lokal fjernsynskanal.

For ham blev den død til, fordi samfundet godter sig over døden “in direct” på fjernsynet.

Hans synspunkt er som følger: Hvis folk har regresseret så meget, så de ser sådanne billeder i fjernsynet, og siden det kan betale sig at producere dem, så må deres regression vendes imod dem, der har fremprovokeret det.

Disse personer er, naturligvis, forskellige medier.

Det første offer er en veteran fra Vietnam-krigen. Han var pilot i den helikopter, som filmede faderen. Han bliver slået ihjel med en langsom giftindsprøjtning.

Det andet offer er et fjernsynspræsentatør, som også var blandet ind i reportagen om faderens død. Han bliver slået ihjel med ild: Nogle meget varme lys brænder ham op lidt efter lidt (i og for sig et ret tydelig symbol på rampelyset).

Morderens personage er en slags “moral-hævner”, som vil have moralen til at være i højsædet.

Konkret set er fjersynspræsentatøren den, som holder “opmærksomheden”, uanset hvad det moralske niveau er. Dermed ødelægger han det konventionnelle stadium og efterlader publikum til det prækonventionelle stadium.

Døden i direkte fjernsyn
Filmen åbner på den måde for den etiske tankerække, ikke bare i medierne, men på internettet: Er der en stor forskel imellem en morder, som handler i forhold til en prækonventionel moralkodeks og sætter direkte mord online, og en fjernsynstation, som viser mord, folkemord, krig m.m. in direct, hvilket medfører store summer, der bliver betalt disse stationer i form af reklamepenge, m.m.?

Dermed også formlen: Hvad ville terrorismen være uden en fjernsynskanal som CNN?

Er vi nået til en verden, hvor blot det, at se på, er at være medvirkende til mord?

David Bergs halshugning på nettet var en af de mest efterspurgte videoer.

Ville han, eller de, der er fulgt efter, være døde, hvis download-tallet havde været meget, meget mindre?

Derfor rammer filmens motto plet: jo flere der ser på, desto hurtigere dør offeret.

Som filmens titel antyder, så er en af hjørnestenene, at internettets “ulokaliserede” natur er en udfordring til moralens opbygning.

Lige så vel internettet er et rum, bør der være en moral, som bygger på og respekterer menneskerettighederne på Kohlbergs 3. niveau.

Desværre, ifølge Kohlberg selv, kan højst 25 % af befolkningen nå dette stadium.

Og med internettets succes og opbygning, kunne dette tal nemt blive endnu meget lavere. (Cyril Malka)