Archive

Category Archives for "Sekter"

Når huset braser sammen

Ruin

Om assimilation og akkomodation

Er det ikke underligt, at folk, som er inde i en nyreligiøs bevægelse eller sekt, som Jehovas Vidner, bliver ved med at holde fast ved visse lærepunkter, og det selv om de gang på gang kan se, at selskabet laver om på deres trossætninger og dogmer? Hvorfor forlader de ikke organisationen?

Naturligvis er der nogle af dem, som gør. De vælger enten at gå selv (og kaldes frafaldne), eller de vælger at lade sig smide ud (de kaldes udstødte).

Enkelte andre bliver mindre og mindre aktive og “siver ud”, indtil de ikke længere er kendt som Jehovas Vidner og nemmere kan gøre det, de helst vil. Det er dog et fåtal, som vælger denne løsning. Hvorfor egentligt det?

Hvorfor bliver folk ved med at holde fast i noget, de da må indse til tider er løgn? Hvordan kan de blive ved med at være Jehovas Vidner, når de kan se, at visse ellers “klippefaste” læresætninger, som forståelsen af 1914 og det at være militærnægter, er ændret drastisk?

Jehovas Vidner adskiller sine medlemmer i 1. og 2. klasses medlemmer: 144.000 skal regere med Kristus i Himmelen, den “lille skare”, de “Salvede”, som er de eneste, som kan tage del i nadveren på mindehøjtiden (det, som svarer til vores Påske). Resten af medlemmerne, “den store skare”, skal leve i evig fryd og gammen her på jorden.

Før i tiden var det ligeledes udelukkende “de salvede”, dem fra “den lille skare”, som kunne være medlem af Det styrende Råd. Dette er lavet om. Hvordan kunne dette ske uden et meget drastisk fald i antallet af medlemmer?

Når man stiller disse spørgsmål til en “udstødt” eller en “frafalden”, er det svar, man får, ikke altid lige klart.

Det er ikke, fordi de ikke kender det, men ganske enkelt fordi de fleste mangler ord til det. Derfor kan forklaringerne være meget ens fra person til person, og dog alligevel meget forskellige.

Der er ofte flere småting, som man har lagt mærke til. Og på trods af dette har man intet foretaget sig. Man har ladet som ingenting. Man har “slået det hen”, man har “taget skylden” eller ment, at man havde taget fejl. Eller også har blot tankerne om konsekvenserne været så uoverskuelige, at man ikke har taget skridtet.

Og det indtil at det en dag blev for meget. En bastion er faldet, en -for en- grundlæggende læresætning, princip, forståelse eller dyb overbevisning bliver krænket. Og nogle gange betyder det, at man tager skridtet fuldt ud.

Men hvorfor bliver resten ved med at lukke øjnene? Hvad er det for et princip, som gør sig gældende? Det må være ret grundlæggende, siden så mange har det? Og i så fald, hvad er det?

Det er korrekt, princippet er ganske grundlæggende og er rent faktisk gældende i mange af livets forhold, hvoraf nyreligiøsitet og sekter er en del. Det er det samme, som sker i nogle parforhold, for eksempel hvor man bliver ved med at holde fast på et forhold, som er ret håbløst, koste hvad det koste vil, kun for at se, når tiden er gået, at man har holdt på en drøm … Eller et mareridt.

Læs videre her

Et firma som andre

Business

Denne kommentar udkom i Kristeligt Dagblad den 31. juli 1998. Kristeligt Dagblad har beskåret teksten. Det beskårede er gengivet i kursiv.

Måske burde den danske regering og skattevæsenet sætte Vagttårnsselskabet under lup, som man har gjort i Frankrig.

(31/07-1998) – Birthe Pedersen har en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. juli om Jehovas Vidner og deres eksistens, som er truet i Frankrig. Det er mit indtryk, atdenne artikel passer rimelig godt i den nye linje hos Kristeligt Dagblad. En linje, hvor der kun er ganske få røster, der er kritiske over for de nyreligiøse, som kommer igennem til læserne, men hvor propaganda fra diverse sekter kommer fint igennem. Indeholdende endda flere unøjagtigheder. Jeg håber, dette indlæg kommer igennem nåleøjet. Nu er jeg i løbende kontakt og dialog med såvel modstandere af sekterne i Frankrig (U.N.A.D.F.I., F.E.C.R.I.S. m.fl.), som flere nyreligiøse bevægelser, fx Raëlisterne og Jehovas Vidner. Hvorfor jeg vil mene at have god føling med det, der sker på dette plan.

For at forstå den franske regerings syn på Jehovas Vidner er det en fordel at forstå franskmændenes syn på religion. Og i Frankrig er religion, som så meget andet, en privat sag. Dvs. at man ikke har nogen statsreligion som i Danmark. Dette indebærer bl.a., at det er utilstrækkeligt at blive gift/døbt i kirken. Vil man giftes, så må det foregå på rådhuset. Kun dér er ægteskabet eller navngivningen gyldig.

At man bagefter vil giftes i kirken (den katolske eller protestantiske), synagogen, moskeen eller andet, må man selv om. Den franske stat anerkender ingen af dem som gyldige. Kun det, som er underskrevet foran en officiel autoritet, på officielle papirer, er gældende.

Derfor respekterer den franske stat samtlige religioner og trosretninger. Folk må stort set, hvad de vil.

Dér, hvor fælden klapper, er, hvorvidt det enkelte trossamfund kan anerkendes som kulturforening, og hermed få skattefrihed. Visse betingelser skal kunne opfyldes, og det punkt, hvor Vagttårnsselskabet faldt, var på, hvorvidt tilhørsforholdet til pågældende trossamfund går imod “den offentlige orden”, altså samfundet.

Læs videre her

Grænser for religionsfrihed

Er det rimeligt, at en ansat i en forretning eller virksomhed ikke bliver oplyst om, at vedkommende i virkeligheden tjener penge til Scientology, under dække af begrebet religionsfrihed?

Danskerne er nu en gang tolerante. Af og til så tolerante, at det grænser til ligegyldighed. Vi har en kort hukommelse og er meget sensationsprægede. Et emne behandles intenst i en periode, og så er det glemt. Når vi har debatteret det fædigt, vil vi glemme det, indtil vi igen bliver mindet om det.

Vi er så bange for at blive betragtet som intolerante, at vi er nået til det punkt, hvor mindretallet næsten altid har ret. Fordi går man efter et mindretal, så forfølger man. Går man efter flertallet, så er det jo knap så alvorligt.

Og når man først har fundet ud af disse grundlæggende principper i det danske samfund, ja, så kan man faktisk slippe af sted med næsten hvad som helst.

Se for eksempel: Vagttårnsselskabet forbyder deres medlemmer at stemme – Helt i orden; det er jo en religion. Men hvis jeg forhindrer min kone i at stemme, så er det andre mekanismer, som træder i kraft!

Forfulgte mindretal har vi ondt af. Både Vagttårnsselskabet og Scientology gør meget ud af at sammenligne sig selv med ofre for nazismen. Scientology ved at forsøge at drage sammenligning imellem Nazitysklands forfølgelse af jøderne med visse restriktioner fra den tyske regering imod Scientologys virke og arbejdsmetoder. Vagttårnsselskabet ved at påpege, at de er blevet forfulgt af Nazityskland, mens de behændigt glemmer at fortælle, at dette var efter, at Vagttårnsselskabet forsøgte at samarbejde med Hitler i 1933 ved at ride med på den antijødiske bølge.

Læs videre her

Sekt og selvaccept

Narcissisme?

(10/02-1997) – En sekt har et særligt syn på verden uden for sekten og et særligt sprog. Det samme gælder de grupper, som arbejder imod sekterne; de ligner dem i overraskende grad. Vejen ud af problemet er at den enkelte må lære at acceptere sig selv som han eller hun er.

Nyreligiøse bevægelser og deraf følgende sekt-ofre er efterhånden hverdagskost.

Da jeg begyndte at arbejde med nyreligiøsitet i 1988, mødte jeg mange forbavsede blikke rundt omkring. At en religiøs fanatiker beskæftigede sig med sekter … Det kunne man sådan set godt forstå, men hvad havde det med psykologi og psykoanalyse at gøre?

Derfor vakte det en del undren, da jeg, efter at være færdiguddannet, ud over almen psykoanalyse og terapi også gav mig i kast med nyreligiøsitet. Der var i forvejen forskellige organisationer, som tog sig af sektofre, men de fleste byggede på et kirkeligt grundlag, og der var helt afgjort en berøringsangst med psykologer og terapeuter i det hele taget.

Nu snart ti år efter er der bl.a. psykologisk-teologisk forum i Århus, et tegn på et godt samarbejde og i hvert fald et godt initiativ, i forsøget på at få de to store fag i kontakt med hinanden.

Efterhånden har jeg udvidet mit samarbejde med forskellige organisationer, både her og i udlandet, og disse er religiøse eller ureligiøse. Og ingen kigger mærkeligt på mig længere… Problemet er ved at være tydeligere i folks øjne …

Men efterhånden har jeg dog erfaret noget besynderligt…

Læs videre her

Jehovas Vidners hospitalsinformation

Hvordan kan blod redde dit liv (Vagttårnsselskabet)

(28/10-1996) – En 24-årige kvinde døde på hospitalet d. 15. oktober, fordi hun, som et Jehovas Vidne, nægtede at modtage blod. I det forløb er der tre vigtige ting, vi bør notere os.

For det første er det ikke forbudt for Jehovas Vidner at modtage blod. For det andet er kontaktudvalgets arbejde samt det pres, der lægges på patienten, langt mere end det fremgår af Jørgen Larsens udtalelse i Kristeligt Dagblad d.19/10. For det tredje vil jeg påpege, at sammenligningen med en udstødelse og det, at få “en kold skulder som en uartig elev i skolen”, er på grænsen til dårlig smag, når man tænker på alle de “uartige elever”, som er drevet til selvmord efter udstødelsen…

Lad os tage de tre punkter hver for sig:

Den mest almindelige begrundelse for forbudet mod blodtransfusion hentes dels i 1. Mos. 9:3-4, som behandler forbudet imod at spise blod (kosher). Det samme forbud menes at være gentaget i Apostlenes Gerninger:

Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud, men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.” (ApG 15,19)

Ifølge Vagttårns Organisationen tolkes dette derhen, at når nu man ikke må spise blod, må det da også betyde, at man heller ikke kan få det sprøjtet ind i årene … Så langt så godt …

Men så begynder tingene at ændre sig … I brochuren “Hvordan blod kan redde dit liv” (Udgivet af Vagttårnsselskabet i 1990) står der:

Læs videre her

Skolen og hjemmet – Verden og Gud

Rigssal

Børn af Jehovas Vidner har en del indlæringsvanskeligheder samt tilpasningsvanskeligheder. Hvad skyldes de, og er der noget man kan gøre ved dem?

Der er tre forskellige faktorer til ovenstående.

– Det typiske Jehovas Vidnes familiemønster/familieforståelse
– Den typiske Jehovas Vidnes familelivsrytme
– Den typiske Jehovas Vidnes indlæringsprocess.

Allerede nu vil læseren hæfte sig ved det tilbagevendende udtryk “Den typiske Jehovas Vidnes…”. Hvor “typisk” er det?

Det er så typisk, at man kan tage et Jehovas Vidne i Danmark og et i Japan og et i Argentina (Den 1. januar 1995 var der 12.288.917 Jehovas Vidner på verdensplan, så der er nok at tage af!). Og man vil, hvis man stiller et spørgsmål, blive besvaret på samme måde. Når jeg siger samme måde, så mener jeg samme måde:

Bibelcitater, tonefaldet, ordvalg. Ligeledes er påklædning, adfærdsmønster, litteratur, uddannelse, børneopdragelse, det man taler om ved møderne, de bøger, man studerer, nøjagtig ens alle steder, bortset fra de små kulturforskelle, der hører de enkelte lande til.

Jehovas Vidner er ganske enkelt et samfund i samfundet. Et folkeslag for sig. Et folkeslag med sine egne normer, livsstil osv. Men det ser vi ikke så meget til, da vidnerne i det daglige er meget stille og rolige pligtopfyldende samfundsborgere, samt nogenlunde tilpassede vores samfund. Vi får først øje på problemet, når noget går galt (Hvis et medlem bliver udstødt for eksempel).

Den typiske Jehovas Vidne familie består af far, mor og børn. Enlige mødre siges at være ligestillede, med dette er ikke helt korrekt. Enlige mødre er tolererede. Min erfaring med enlige mødre i terapi viser altid, at de føler sig som en byrde for resten af broderskabet i menigheden. Enlige mødre er et problem for sig, som måske vil blive belyst i en senere artikel.

Manden er overhovedet i familien, kun overgået af Jesus og Gud. I et Jehovas Vidnes samfund er manden også den eneste, som har mulighed for at gøre “karriere” inden for: Menig medlem, menighedstjener, ældste, tilsynsmand, rejsende tilsynsmand, osv. Disse titler er status i en familie. De er fysiske tegn på ens dygtighed og betydningsfuldhed inden for menigheden og overgår langt en eventuel høj stilling i samfundet udenfor.

Dog, og pudsigt nok, er folk ansat i høje stillinger i det almindelige samfund, også ofte velplacerede inden for trossamfundet.

Læs videre her

Dommedag der udeblev

Harmageddon

Jehovas Vidner vil i løbet af de næste par måneder (1. november 1995) stå over for den største ændring af deres lære siden 30’erne.

Vi er efterhånden alle klar over, hvilke forhold de medlemmer, som har afvigende synspunkter, hidtil er blevet budt: udstødelse, med tab af familie og omgangskreds til følge.

Mange af os ved også, at Vagttårns Organisationen (Jehovas Vidners centrale organ) har hævdet, at den generation, som havde oplevet begivenhederne i 1914, stadig skulle være i live, når Harmagedon (dommedag) kom med et brag og udslettede alle, der ikke er Jehovas Vidner.

Derfor har organisationens blad Vågn Op! indtil i dag skrevet som indledning:

Vågn Op! er et oplysende blad for hele familien. Det viser hvordan dagligdagens problemer kan klares. Det bringer nyt, fortæller om folk i mange lande, og går tæt på religion og videnskab. Men det gør mere end det. Det går bag om nutidens begivenheder og peger på deres egentlige betydning, men forholder sig politisk neutralt og fremhæver ingen race eller samfundsgruppe frem for andre. Og vigtigst af alt: Det giver grundlag for tillid til Skaberens løfte om indførelse af en tryg og fredelig ny verden endnu mens den generation der oplevede begivenhederne i 1914, er i live. (fremhævet af mig).

Det siger sig selv, at den generation efterhånden er ved at være på vej væk. Derfor burde Harmagedon snart komme, og derfor er de “udstødte” og de “frafaldne” blevet behandlet usandsynligt hårdt, eftersom vi levede i de sidste tider.

At tvivle på 1914 har været sidestillet med at tvivle på Gud selv, da det jo er Ham, der har givet løftet. Derfor har jeg utallige eksempler på folk, der blev udstødt, fordi de “spredte falsk lære”, hvilket vil sige, at de over for deres medtroende har givet udtryk for tanker, der ikke har været i overensstemmelse med Vagttårnets udlægning af budskabet.

Mange andre har selv forladt troen, når de erfarede ting, der ikke hang sammen i organisationens lære.

Læs videre her

Tidligere Jehovas Vidner i Terapi

(15/08-1995) – Det er ikke ligegyldigt, hvilke symboler bliver brugt i drømmetydningen hos en tidligere Jehovas Vidne. Ligeledes foregår krisehjælpen på en anden måde.

Af Cyril Malka – psykoanalytiker

Som psykoanalytiker beskæftiger jeg mig med tidligere Jehovas Vidner og andre som har været i forbindelse med de mange former for nyreligiøsitet der findes, og som deraffølgende har fået alvorlige psykiske skader.

Ensretning

Religionen spiller en stor rolle i vores allesammens liv under en eller anden form, uanset om vi er troende eller ej. Religionen som magt og lovskaber. Religion som norm og tankeskaber, religion som drivkraft. Religion som magnet. Hvorfor skal alle store skabere og tænkere absolut tage kampen op mod religion på et tidspunkt i deres liv?

Religion er spændende, og et stort behov i mange meneskers liv. Derfor har alle de nyreligiøse bevægelser så godt et tag i folk. Især Jehovas Vidner. Bl. a. fordi de giver færdige svar på spørgsmål om liv og død, godt og ondt. Medlemmerne behøver ikke tænke selv længere. Det gør Vagttårns Organisationen for dem.

Flere ting har fascineret mig omkring Jehovas Vidner. For det første, det at vi så tit overser dem! Vagttårns Organisationen, som er Jehovas Vidners centrale organ, er et af verdens største trossamfund. I januar 1995 var der 12.288.917 aktive Jehovas Vidner på verdensplan, fordelt over 232 lande, heraf 24.621 i Danmark.[1]

Derudover skal vi medregne dem, som er medlem af en familie hvoraf nogle er Jehovas Vidner, og endelig dem som er “udstødte” eller “frafaldne”. De sidste tal jeg hørte var at ca. 100.000 mennesker i Danmark er berørte af sekten.

Læs videre her

Udstødte Børn

Sur

Tænk, jeg fortalte til min bedste veninde, at jeg og Kim (navn ændret) var kærester, du ved. Der er jo ikke sket noget seksuelt eller noget (Hun er 16½). Tænk, og hun fortalte det til sin far, som er ældste. Han fik fat i min, og så gik de helt fra koncepterne derhjemme!

De sagde, at jeg var egoistisk, og at jeg ødelægger det for min far, som har arbejdet hårdt for at blive ældste, og at mine følelser ikke var noget værd. Nu må jeg ikke engang bruge telefonen derhjemme!

En lille pause

“Men jeg er ligeglad! Jeg kan godt klare mig uden dem! Jeg har mange veninder! Jeg ved, hvor jeg kan gå hen!”

For Gitte (navn ændret), datter af Jehovas Vidner, er der herfra ikke langt til udstødelsen! Specielt taget i betragtning, at hendes familie ikke er synderlig velhavende eller særlig vigtige inden for Vagttårns Organisationen (Jehovas Vidners centrale organ; Big Brother).

At udstødelsen vil ske nu, skyldes flere faktorer: For det første er Gitte som sagt ikke medlem af en af de store “klan” familier, altså kan familien “ofres” uden tab for sekten. Men ofrer familien Gitte, kan resten af familien forblive Jehovas Vidner og ligefrem vinde agtelse ved det.

Da Gittes storesøster er “pioner”, er det vigtigt for hendes familie at holde på sin status inden for Jehovas Vidners samfund. Derfor vil Gitte blive udstødt! For ellers betyder det, at hendes far, som ældste, ikke har styr på sin familie, og hermed ikke fortsat kan være ældste, at hendes søster ikke vil kunne opretholde den respekt, hun har i menigheden som pioner, med en søster, der er “faldet ved siden af”. Derfor kan det bedst “betale sig” for familien selv at “udstøde Gitte fra deres midte”, før Vagttårns Organisationen gør det for dem.

En pioner inden for Jehovas Vidner er helt speciel.

Jehovas Vidner forventes at forkynde ( bl.a. fra dør til dør). Der er ingen tal på, hvor meget et “menigt Vidne” forventes at forkynde, men forkynder man 2-3 timer om ugen, kan man holde sig nogenlunde uden for problemer. Bedst er det imellem 5-10 timer om ugen.

Læs videre her

Forældre til nyreligiøse magtesløse

Interview med Louise Kjærgaard - 1994

Af Louise Kjærgaard

– Det kan lyde grusomt, men forældre til unge, der er flygtet ind i en nyreligiøs bevægelse, kan ikke gøre andet end at vente, siger psykoanalytikeren Cyril Malka, der har specialiseret sig i at hjælpe ofre for nyreligiøse bevægelser.

Kidnapning og katastrofe-alarm er en alt for drastisk metode, lyder hans erfaring.

– Den nyreligiøse reagerer alt for tit med psykisk sammenbrud eller forsøger at flygte tilbage til sekten. Han forstår slet ikke forældrenes sprog og føler sit verdensbillede truet. I sekten er han blevet kodet til at tænke fuldstændig anderledes. Så nu føler han tæppet forsvinde helt under sig, hvis man hiver ham ud af hans sammenhæng på en gang, forklarer Cyril Malka.

Men han opfordrer venner og familie til at holde kontakt med den nyreligiøse – uden at prædike.

– Meget få mennesker bliver i en sekt hele livet, og på et tidspunkt viser det sig en åbning, hvor de er parate til at få hjælp, mener psykoanalytikeren.

Den lange vej ud

Vejen ud af en nyreligiøs bevægelse er både lang og svær.

Den religiøse skal give slip på et liv, hvor han har kendt sit værd og sin identitet, og hans sprog og verdensbillede skal kodes om. Han skal hjælpes meget forsigtigt.

Forestil dig, du bor i en lun og rar pyramide med en masse andre mennesker. I er enige om, at alt, der er rødt og varmt er godt, blåt og koldt kalder I ondt. Sammen vil I kæmpe for, at hele verden bliver rød, og at I bliver røde indeni.

Pludselig buldrer en udenforstående ind, tvinger dig med udenfor og dunker dig oven i hovedet med, at blåt er det eneste gode. Hvad sker der? Ikke noget konstruktivt, for I taler slet ikke samme sprog.

Det samme sker, når desperate forældre kidnapper deres barn fra en nyreligiøs bevægelse, mener den franskfødte psykoanalytiker Cyril Malka, der er bosat i Odense. Han har specialiseret sig i at hjælpe ofre for nyreligiøse bevægelser tilbage til et almindeligt liv.

Læs videre her