Børnepornografi. Et korstog begynder …

Der var en gang…201101201247.jpg

Det startede sidst i 1993. Dengang var internet stadigvæk en rimelig dyr affære. Det kostede flere tusinde kroner om året at være med, og så skulle man lægge telefonsamtalerne til, og da modemernes maksimale hastighed var 14.400 (og disse var endda ret dyre, så de fleste mennesker havde 2400, 4800 eller 9600 bauds modems), var det jo en langsommelig affære.

På den anden side var der ikke meget grafik på nettet. Det var mest tekst, og det var ikke dér, tingene skete. Dér, hvor tingene skete, var på BBS’erne og på FidoNet.

En del nørder med en telefonlinje, lidt penge og en del tid til rådighed havde lavet BBS’er, og mange af dem var med på FidoNet.

BBS stod for Bulletin Board System. En opslagstavle.

Dér kunne man, ved hjælp af en computer, et modem og et specielt program, koble sig på værtscomputeren og downloade (hente) filer. Der var en del programmer på markedet, og en del af dem bragte en liste over BBS’erne, og så kunne man ellers gå i gang og ringe til den enkelte computer.

Nogle BBS’er var rodebutikker med lidt af alt. Andre havde en del om hacking, andre igen var specialiserede i bestemte områder: WinBoss havde 8 eller 9 linjer og ejeren tilbød en del programmer til Windows (dengang 3.1). Andre havde med OS/2 at gøre osv.

FidoNet var en slags e-mail kombineret med nyhedsgruppe system. Mailene kunne være offentlige i en “konference”, som var en slags nyhedsgruppe, som drejede sig om et bestemt emne. Konferencen var styret af en moderator, som blev valgt af FidoNets brugerne med jævne mellemrum (2 år som regel). Moderatoren havde et regelsæt, som han postede og der var debat om det regelsæt i et par uger. Bagefter blev der valg i en uge eller to, og så kunne moderatoren træde til.

Dengang rodede jeg en del på BBS’erne og hentede filer.

På BBS’erne var filene organiserede i områder (disk utilities, tekstbehandling osv.), og man kunne bruge en del tid på at bladre igennem de forskellige områder. Modemerne var, som sagt, rimeligt langsomme, samtidig var telefontiden dyr. Derfor havde langt de fleste BBS’er en filliste.

Det var en tekstfil, som indeholdt de forskellige områder, samt en beskrivelse af, hvad disse forskel-lige områder indeholdt af filer. Filområderne kunne sammenlignes med en sti på en harddisk. Hvis man vidste hvad filen hed, og hvor den var, kunne man ret hurtigt skrive download-koden, så fil-navnet med stien og downloade filen med det samme. Det var dengang, hvert sekund talte… Bog-staveligt talt!

På fillisten kunne man se, hvad filerne hed, hvor store de var, og hvad det var for noget (kort beskrevet).

Opdagelsen
En dag havde jeg hentet en filliste fra et BBS, der hed “Greve BBS”.

Iblandt filerne var der billedfiler. Iblandt billedfilerne var der frække billeder, og iblandt dem var der følgende (jeg citerer kun nogle af dem!):

Safari.png

Listen var, naturligvis, meget længere.

Jeg havde det lidt svært ved at tro på det, så jeg blev medlem af BBS’et (man skulle betale Kr. 100 om året for at downloade i medlemsområdet, i hvilket bl.a. disse billeder lå. Efter betalingen gik jeg i gang og downloadede en to-tre billeder.

Disse forestillede, ganske korrekt, børn i seksuelle situationer med voksne.

Efter at have konstateret dette, slukkede jeg min Olivetti og gik i seng.

Hele dagen efter havde jeg det underligt, og først henad aften snakkede jeg om det til min daværende kone, Janne. Hendes svar var:

– Det er ulækkert, og så er det nok farligt. Ring aldrig til dette BBS igen. Drop alt det her.

Et eller andet sted generede det mig ret meget… Jeg kunne godt have ladet være med at gøre noget, hvis blot jeg ikke havde set det. Ikke havde vidst det. Nu vidste jeg, og mente ikke, at jeg blot kunne tillade mig at lade 2 og 5 være lige og fortsætte mit liv, som om intet var hændt.

Jeg kontaktede politiet. Jeg boede i København dengang (på Amager), så jeg ringede til politigården. Samtalen gik nogenlunde sådan:

– Goddag, mit navn er Cyril Malka, idet jeg var på et BBS, fandt jeg nogle billeder af børneporno.
– Aha?! Siger den dybe, myndige stemme… Aha… Øh… Hvad er et BBS?

Jeg gik så i gang med fortællingen, og så nåede vi til det tidspunkt, hvor jeg fortalte mere om det.

– Jo, det er et BBS, der hedder “Greve-BBS”.
– Jamen, i så fald skal du kontakte Greve Politi.

Jeg takkede og lagde på, så kontaktede jeg Greve Politi.

– Goddag, mit navn er Cyril Malka, idet jeg var på et BBS, fandt jeg nogle billeder af børneporno.
– Aha?! Svarer politimanden alvorligt … Aha … Øh … Hvad er et BBS?

Jeg startede forfra og angav telefonnummeret på BBS’et. Men ud fra telefonnummeret fandt de ud af, at manden ikke boede i Greve, men i København, hvorfor jeg skulle ringe den politistation op i nærheden af hans bopæl.

Det gjorde jeg så og fortalte den rare betjent, at da jeg var på et BBS …

Hvorpå spørgsmålet blev: Hvad er et BBS? Jeg begyndte at have et stærkt indtryk af deja-vu, for ikke at sige “deja-entendu”!

Efter min forklaring tog de godt nok mit navn og telefonnummer og sagde, at de ville ringe tilbage.

Efter et stykke tid ringede Amager-politi mig op. Amager politi, fordi jeg boede på Amager … Efter den nu standardforklaring på, hvad et BBS var, kom vi til sagens kerne … Og jeg fik at vide, at de var ordenspolitiet, og jeg skulle ringe til kriminalpolitiet … Dette i politigården … Dér, hvor jeg var startet fra først på dagen!

For at gøre en lang historie kort, om end det nu er for sent, så præsterede jeg at skrive og ringe til Roskilde politi, politigården samt Glostrup politi. Det hele endte med at politigården ringede mig op og fortalte mig, at de vidste udmærket godt, at der var børnepornografi på pågældende BBS, og at de kendte godt fyren som var “en ganske fornuftig fyr”. Men da han ikke solgte børnepornografi (man betalte godt nok for visse områder, men de indeholdte jo en del andet materiale end porno i det hele taget), var det ikke ulovligt. Det var, kort sagt, ganske lovligt: Han producerede ikke, videresolgte ikke eller købte ikke i erhvervsmæssig øjemed. Og set fra dette synspunkt, var dette lovligt.

Loven var således indrettet, at kun produktion mhp. salg, samt salg og køb af børneporno var ulovligt, men det var jo tilladt at eje produktet. Hvis politiet fandt børneporno ved en ransagelse, havde de pligt på at tilbagelevere materialet til ejermanden. Dette var hverken strafbart eller ulovligt.

Min daværende kone mente, at jeg nu havde gjort mit. Det var naturligvis en skandale, men sådan var nu engang loven.

Det ville jeg ikke stille mig tilfreds med.

Gang i skriveriet
Jeg skrev to kronikker, som jeg gerne ville have optaget. Jeg kontaktede først Berlingske Tidende og fik fat i den daværende debatredaktør, som jeg kendte lidt. Jeg havde haft nogle artikler om Jehovas Vidner og blod kort forinden. Jeg fortalte hende:

– Der er en del børnepornografi på BBS’er rundt omkring, og det har jeg skrevet en kronik om.
– Ja, det her er ulækkert. Det vil jeg ikke have, vi skriver.
– Ja, ja, det er ikke det, jeg mene r… Jeg mener, jeg har skrevet en kronik imod børnepor …
– Nej, det her kan jeg virkelig ikke klare, det synes jeg er så uhumsk og ulækkert. Det vil vi altså ikke skrive
– Jamen… Det er da vigtigt at folk ved, hvad der sk …
– Nej, helt ærligt! Det her smuds vil vi ikke have i vores avis! Farvel igen!
– Jam …

<klik>

Jeg var noget forbavset. Jeg kontaktede Niels Gunder, som dengang var debatredaktør på KD. Han var lidt interesseret, men lidt genert over forespørgslen. Han syntes, at jeg havde en tendens til, i mit materiale, at bevæge mig imellem journalistikken og debat. Han mente ikke, det kunne være et debatindlæg, men ville kontakte en af journalisterne, som så ville lave et interview. Det mente han var bedre. Så kunne jeg altid senere sende min kronik ind.

Efter nogen tid kontaktede han mig, han var rimelig forbavset og sagde, at den (eller de) journalister, han havde snakket med, kendte godt til det her, der var intet nyt i det, så det gad de ikke skrive om. Han lød selv rimelig forbavset, men kunne jo ikke gøre ret meget.

Jeg sendte min kronik til Politiken, Jydske Vestkysten og en del andre … Alle takkede nej. Kun Information skulle “tage stilling til det” og kom ikke med svar.

Det her kunne jeg åbenbart ikke klare helt alene, sagen skulle gribes anderledes an. Ingen avis ville være “den første”.

Regeringen bestod dengang af Socialdemokratiet samt de Radikale og Kristeligt Folkeparti. Det var et ret knebent flertal.

Jeg kunne huske, at i Kristeligt Folkeparti, en kvinde, Merethe Due Jensen havde kæmpet en bitter kamp for børns rettigheder og for, at man forsøgte at presse på forskellige lande, hvor man misbrugte børn seksuelt. Ligeledes havde hun kampen imod børneporno som sin kæphest, og det var en af Kristeligt Folkepartis vigtige punkter.

Man tog blot ikke altid Merete Due Jensen særlig alvorligt, og hun fik sig en del hug fra de andre politikere. Allerede sidst i 1993 havde Merethe Due Jensen forsøgt at lave en høring og chokere politikerne for at vise dem, at der foregik grufulde ting inden for børnepornografi. At børneporno ikke blot var disse “David Hamilton-postkort”, men ren og skær pornografi, hvor børn blev misbrugt og i enkelte tilfælde efter slået ihjel for åben skærm. Dette ville politikere ikke se og Merethe Due Jensen blev beskyldt for at ville lave en “pornoklub”. Desuden foregik alt det her i udlandet og var ikke danskernes problem.

Som psykoanalytiker og i besiddelse af billeder hentet på et dansk BBS tænkte jeg, at det nok var en god idé at kontakte Merethe Due Jensen og give hende det skyts, hun behøvede. Jeg ville nok så ikke have så mange kronikker igennem, som jeg ville have ønsket, med målet var at ændre loven og hjælpe de børn.

Det gjorde jeg så, og Merethe Due Jensen kom ganske hurtigt til Amager udstyret med en journalist, og jeg fremviste, hvor nem hele sagen var. Hun blev udstyret med de nødvendige data samt den kronik, jeg havde skrevet, så hun vidste, hvad jeg havde skrevet.

Jeg kontaktede Aktuelt og fik fat i deres kronikredaktør, dengang var det Palle Aarøe. Han var ikke helt varm på idéen, men var interesseret i at tage det op. Så vi blev enige om, at han skulle holde på kronikken en uge og tænke over det, så skulle han se.

I mellemtiden var Merethe Due Jensen gået i gang på Christiansborg, og da jeg igen talte med Palle Aarøe, var han vild med idéen, for nu var der jo gået politik i det. Det blev også til forskellige interviews, hvor jeg anklager de danske politikere for at være uansvarlig. Kort tid efter blev min klage registreret, og man tog sig af det, blev der sagt.

Kronikken udkom i Aktuelt den 14. februar.

Det blev skrevet, at nogle af billederne forestillede indiske børn. Derfor blev journalisten Niels Astrup interesseret i sagen og efter et interview og efter at have fået materialet skrev han en artikel om det. Den kom på forsiden af Indian Express den 15. marts 1994. Det at visse forældre udnyttede deres børn til pornografi, som blev scannet og sendt til udlandet, vakte furore i Indien.

Den kronik, som havde været sendt til Information længe før, og som jeg havde glemt alt om, udkom også … 2 måneder senere, i weekenden 16.-17. april 1994 …

Der var en del ballade i folketinget, for nu truede Kristeligt Folkeparti med at stemme sammen med Venstre og Konservative for at få vedtaget loven. Justitsministeren, Erling Olsen (S), som dengang mente, at man ikke skulle blande sig i, hvad folk mente var seksuelt ophidsende, havde ændret mening og gik med til et indgreb.

Der kom en masse uenighed om det og om, hvor vidtgående loven skulle være og indgrebet blev ikke så vidtgående, som Merethe Due Jensen og jeg havde håbet… Desværre! Men det første skridt var blevet taget.

Året efter, i 1995, prøvede jeg at se, om BBS’et “Greve BBS” stadig eksisterede, og om der stadig var børneporno til download. De tidligere nævnte filer var stadig til at hente. Det var stadig lovligt. Greve BBS havde ikke “billeder nok” til, at det kunne være strafbart.

Greve BBS eksisterer stadigvæk, om end det nu kun har en linje, hvor den dengang havde flere. Det er stadig ejet af samme person: Henrik Mejdal, men de gamle programmer, jeg har til rådighed for at logge på BBS’erne, virker ikke længere på min maskine.

Lader vi tvivlen komme ham til gode?

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: