8

Når rødmen stiger til kinderne

genert

Hvem har aldrig rødmet offentligt?

Ufrivilligt, ubehageligt, for nogle nedværdigende, forbliver rødmen noget af en mysterium for neurologerne og psykologerne.

Det, selv om nogle forsøg giver os en idé om disse indforståede koder i socialforholdet.

Hvem af os har aldrig oplevet, at maven grumlede og klukkede midt i en tale, hvilket medførte, at flere deltagere vendte sig grinende mod én?

Og som om det, at ens mave skriger sin sult ud, ikke var nok, så rødmer man, altimens man ellers gør sit bedste for at undgå at møde de blikke, som nu er rettede imod en.

Hvad forsøger ens kinder at udtrykke, altimens man ikke kan finde de passende ord til at få samtalen til at fortsætte dér, hvor den blev afbrud?Her er spørgsmålet: Hvorfor rødmer man, når man skammer sig? Er det blot en hudreaktion? Er det blodtilførslens reaktion på  en konflikt i hjernen? Er det bare en følelse med et besynderligt symptom?

Rød er kærlighedens symbolske farve. Og når ansigtet er rødt, er det ellers, historisk set,  tegn på skønhed, ungdom, godt helbred eller et udtryk for charme eller ydmyghed.

Vi skal dog konstatere, at der ikke er tale om alle disse positive ting, når vi rødmer.

Hvorfor har naturen givet os den fysiske mekanisme, som ikke kan kontrolleres, og som er meget menneskelig, som medfører, at der kommer mere blod i vores kapillærer i ansigtet, ørene og halsen, som er de dele af os, som er mere synlig end de andre, hvilket således afslører os?

Nogle eksperimenter og forsøg, der er blevet lavet, giver os noget af et svar.

Angst for dommen
For det første rødmer vi ikke på grund af vores handlinger eller vores ord, så længe som vi er i den intime sfære, undtagen de af os, der lider af patologisk rødmen (det ser vi på om lidt).

Men det gør vi i social sammenhæng, når vi er mål for uønsket og/eller overdrevet opmærksomhed (positiv eller negativ).

Ifølge Darwin, “faderen” til udviklingsteorien, skyldes rødmen frygten for, at vores udseende bliver evalueret af andre: “Det er tanken om,  hvad de andre vil synes om os, der får os til at rødme”.

Denne idé blev bekræftet i 1991 af de amerikanske psykologer, Mark Templeton og Janice Leary, i et studium, hvor de frivilliges ansigter var dækket af temperaturmåler og sat over for et ensrettet spejl.

Lige pludseligt blev spejlet fjernet og personen befandt sig helt uventet over for flere mennesker, som var koncentrerede om at observere vedkommende.

Forsøget påviste, at deltagerne kun rødmede da de kunne se øjnene af de personer, som de blev udstillet for. De rødmede ikke, hvis deltagerne havde sorte briller på.

Altså er det, når vores mangler, fejl eller upassende adfærd udstilles over for andre, at vi rødmer.

Vi tænker så, at vores offentlige identitet og vores sociale image bliver truet eller flosset.

Men hvorfor reagerer vores organisme over for dette med at rødme?

Her holder mystikken stadig væk.

Måske er det, at rødme, det man kalder en “udtryksform” for følelsen, på samme måde som smilet er en udtryksform for glæde.

Den spiller en signaleringsrolle i hvert fald, som skal opfanges af den anden og fortolkes.

Dette bekræftes af, at rødmen kun er til stede (og især til stede) på de synlige dele af kroppen, og den eksisterer i alle de menneskelige samfund, der er blevet studerede til dato.

Dog hjælper det os ikke til at forstå, hvorfor vi er i stand til at finde ud af, næsten per omgående, at nogen er generet, før end vedkommende rødmer.

Ej heller kan det hjælpe os med at forstå, hvorfor rødmen kommer frem så længe efter de øvrige tegn på generthed.

Rødmen kommer nemlig ikke i de 5 sekunder, der følger den generende hændelse, men først 15 eller 20 sekunder senere.

Ej heller kender vi den mekanisme, som gør, at jo mere vi skammer os, desto mere vi rødmer, og jo mere vi rødmer, desto mere skammer vi os …

Her skal der stadig forskes en hel del.

Uanset hvad, rejser hypotesen om udtryksformen et vigtigt spørgsmål: Hvilke fordele får vi ud af en processus, som forræder vores emotionnelle tilstand?

Den udtrykker en mere kompliceret følelse end de primitive følelser (som fx afsky eller frygt), og i modsætning til disse bruges generthed mere til sociale formål end til biologiske formål.

Det er det, de amerikanske psykologer Dacher Keltner og Brenda Buswell har fremhævet i 1997: At rødme påviser, at der findes et internt vågesystem, som tjekker vores sociale adfærd, og som påvirker os til at tilpasse os gruppens adfærd, så vi undgår at blive udstødt af gruppen. Dette system ville så genetablere det sociale forhold, som blev afbrudt ved et uheld.

Ideen er, at det at rødme skulle være et socialt tegn, som påviser anger af den uret, man har begået.

Set med udviklingsteoriens briller ville rødmen være menneskets modsvar til beroligende tegn som fx aberne bruger.

I modsætning til vores “fjerne fætre” har vi ikke længere behovet for at rulle os på jorden og vise vores intime dele, eller at afluse andre for at vise vores mindreværdsfølelse eller vores følelse af utilstrækkeliged, når vi ønsker at dæmpe den andens vrede og gå langs pacificeringsvejen.

Hos mennesket er det at rødme efter at have fejlet i et socialt forhold et tegn, vi giver, at vi er klare over vores ansvar i den fejl, der blev begået, og at vores anger er ægte.

Den amerikanske psykolog, June Tangney fra George Mason Universitet i Virginia, viste, at det var et synligt tegn på vores ønske om at blive tilgivet, at gå ind i en reparationshandling for at undvige en aggressiv reaktion hos dem, der har været vidner til vores brud på de sociale principper.

Rødmen som social-dæmper
Rødmen fortæller vores omgivelser, at der foregår en intern evaluering af vores adfærd, og ved at rødme viser personen, at han bekymrer sig om, hvordan han opfattes.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet med de andre tegn på generthed, som forekommer lige efter, at man har udført en generende handlling: Disse tegn (se ned, have et stivnet smil, en stiv holdning og lettere stammen), kan fortælle om, at vi har svært ved at finde de korrekte bevægelser eller de korrekte ord, men ikke nødvendigvis, at man bekymrer sig om det, andre vil tænke om en (de andre tegn kan sådan set påvise, at man er ved at lyve).

Dette kan kun rødmen vise de andre, og den er så langsommere om at vise sig end de andre tegn. Den skal bruge fra 15 til 20 sekunder efter handlingen.

Hvorfor bliver rødmen automatisk fortolket som generthed, og dette i alle kulturer?

Hvilke af hjernens strukturer afkoder dette signal og gør, at vi kan fortolke det uden at behøve at tænke over det?

Rent faktisk kan samme spørgsmål stilles over en anden udtryksform: hvad får os til at forstå, at den person, der smiler, er glad?

Ifølge teorien om den mentale stimulering kan det, at observere en mimik som fx smilet, fremprovokere hos den, der ser, en aktivitet af nogle neuroner (spejlneuroner), som reproducerer de motorkommandoer, som er ansvarlige for denne mimik.

Det vil sige, at ved at simulere i os selv det følelsesudtryk, som findes hos de personer, vi observerer, vil vi få adgang til den følelse, der har startet det.

Skyldvedkendelse
Er det samme princip med forståelsen af rødmen?

Identificerer vi den underliggende generthed hos den anden via en mental simulering?

I studier af neuroimaging af de hjernestrukturer, som er aktiveret af generthed, har man set, at denne følelse sætter et helt netværk af struktur i spillet, som er brugt i forståelsen af den andens mentale tilstand.

Dog mangler man stadig væk at identificere de strukturer i hjernen, som styrer den fysiske reaktion over for rødmen.

Paradoksalt nok tyder alt på at disse synlige tegn på skam, hvilket tyder på et selvværd, der har fået et ordenligt slag (i hvert fald på det tidspunkt), gør os mere sympatiske i andres øjne.

Idet rødmen er en ufrivillig adfærd, signalerer dette på sikker vis til dem, der observerer os, at vi er klare over, at vi har begået en forkert handling og altså, at vi ejer en moralsk sans.

Rødme

For eksempel påviste den hollandske psykolog Peter De Jong fra Groningens universitet i 2003, at vi bedømmer en person, der rødmer efter ved en fejl at have væltet et glas rødvin på en anden gæsts tøj, eller som springer sin tur i køen over, som mere sympatisk og mere til at stole på end en anden, der gjorde det samme uden at rødme.

Derudover vedligeholder eller endda forstærker rødmen vedkommendes gene eller skam.

Denne mekanisme medvirker til at forbinde offentlige brud på adfærd med meget ubehagelige følelser og benyttes til den sociale udvikling af individet.

Den amerikanske psykolog Michael Lewis har således påvist i 1993, at på det tidspunkt, hvor man skulle til at handle på socialt upassende vis, hvis man forestillede sig, at man blev observeret af flere par bebrejdende øjne, genopvaktes den ubehagelige følelse forbundet med skam og forhindrede os via denne mekanisme i at forbryde os mod reglerne.

Hvem har ikke haft lyst til at smage på frugterne i butikken, eller at køre over for rødt en tidlig søndag morgen?

Den forudinstillede generthed og sandsynligvis erindringen om de associerede fysiske fornemmelser, forhindrer os ofte i at have en adfærd, som vil vække andres bebrejdelser og kunne have negative virkninger på os selv.

Det er rent faktisk også det, resultater af neuroimagering udført af James Blairs hold i det amerikanske institut for mental sundhed peger på.

I 2006 påviste disse psykologer, at der var en forbindelse imellem følelsen af skam og aktiveringen af Amygdala, som er en af de vigtigste strukturer i hjernen , som bruges til at spore potentielle trusler i omgivelserne.

I deres studier så man, at denne struktur var aktiveret, lige så snart det sociale brud skete i kontakt med andre.

De mennesker, som ikke bliver generet af den slags situationer, viser sig derudover at være utilpasset sociallivet og bliver hurtigt udstødte.

Betyder det så, at den rødme, der stiger til vores kinder, kun har fordele?

Nejda: Den kan også bruges til at vise de andre, alt det, vi gerne vil gemme.

I sin forskning påviste den amerikanske psykolog Robert Frank, at rødmens ufrivillighed er medvirkende til at være et bevis på skyld i tilfælde, hvor man er i tvivl.

Forestil dig, at en af dine kolleger forsøger at tjekke din kalender, så de kan lave et overraskelsesparty for dig.

Idet du kommer ind på dit kontor, opdager du, at en af dem er i gang med at rode i dine ting.Selv om det er en misforståelse, og hans intentioner er ærlige, så rødmer din kollega.

Og hans rødme vil faktisk forstærke din mistanke om, at noget uærligt forgår her. Han bliver afsløret og kan ikke gøre andet end at indrømme det, han havde gang i, og det er så slut med overraskelsen.

Som løgnedetektor og direkte adgang til det indre liv og til andres intentioner er vores egenskab til at rødme, når den fungerer godt, et kraftigt redskab til at tilpasse vores adfærd i gruppen bedst muligt.

Set sådan er det et vigtigt socialt reguleringsmiddel. Psykologerne skulle rødme over ikke at have studeret det mere.

Når at rødme bliver til en sygdom
Ikke rødme! For Guds skyld ikke rødme!Nogle mennesker lever konstant med denne angst i sindet.Angsten for at rødme — erytrofobien — forgifter deres selskabelige liv.

Ikke rødme

“På et tidspunkt har jeg tænkt på selvmord. Jeg tog en kniv og pegede bladet mod mig. Jeg spurgte mig selv om smerten ville være værre end den smerte, der niver mig i maven, mens jeg rødmer”.

For Per er det, at rødme, en sygdom, en lidelse, en angst hver øjeblik af hans liv.

Han lider af erytrofobi (fra det græske erythros – rød – og phobia – frygt). Det er en lidelse, han har lidt af, siden han var 12.

Det er svært at forestille sig, hvad det går ud på, når man ikke selv lider af det.

Hos børn medfører erytrofobi konstant drilleri og barske kommentarer.

De voksnes reaktion på det forstærker denne frygt: “Jamen, der er ikke noget galt. Det er ikke alvorligt at rødme”.

Den overdrevne evne til at rødme kan medføre alvorlige psykiske lidelser. Det kan medføre angst for at gå i skole, og dermed vil det få barnet til at isolere sig.

Hos den voksne medfører dette, at man holder yderst lidt kontakt med sine kolleger.

Nogle siger op, fordi de føler sig ganske enkelte ude af stand til at klare de daglige krav, som følger med at være i en gruppe.

Andre fortæller slet ingen om deres problem, og andre igen håber på, at kirurgien kan løse dette problem.

Endelig tænker nogle det værste.

Man møder dem jævnligt på internettet: “Jeg kan ikke klare livet sådan mere, jeg vil ende mine dage”.

Hvad skal man svare til disse ting?

Blot det, at rødmen er en sygdom, når den når disse proportioner og skal behandles terapeutisk.

For ikke at misforstå hinanden skal der slås fast, at det, at rødme, ikke er nogen sygdom. Tværtimod. Folk som rødmer, også selv om de rødmer ofte og/eller meget, behøver ingen behandling.

Man taler kun om erytrofobi, hvis en person har en intens angst for at rødme og stort set ikke kan omgås andre.

Psykologerne mener, at ondets rod befinder sig i en overdreven angst for at vise de andre et dårligt image af sig selv.

Af den grund er erytrofobi en fobi, der bliver klassificeret under  socialfobierne.

At rødme om undskyld
Rent faktisk er situationen her noget mere kompliceret: Er de sociale fobier årsager til erytrofobien eller er erytrofobien årsagen til de øvrige sociale fobier?

Svaret er sandsynligvis en blanding af de to.

Rødmens intensitet er for en stor del arvelig og afgjort af hudens egenskaber.

Selv om vi er mange, som bliver “varme i ansigtet” efter at have været forskrækket, efter at have skammet os eller andet, er dette mere synligt hos nogle, som fx har lysere hud, end andre.

Derudover har nogle mennesker et tyndere yderste lag hud, og de underliggende kapillærer tykkere.

Disse hudformer vil lade den mindste smule øgning af blod træde frem meget tydeligere.

Altså spiller hudens kvalitet en rolle. Men er det det eneste?

Vi skal først observere rødmens mekanisme.

Blodtilførslen til ansigtet er for det meste kontrolleret af det sympatiske nervesystem.

Dens aktivering medfører en udvidelse af de små blodkar fra underhuden, hvilket vil medføre rødme.

Og aktiviteten af det sympatiske nervesystem er ikke styret af vores viljestyrke, hvilket gør, at den, der rødmer, føler sig magtesløs mod sin rødmen.

Man skulle tro, i så fald, at det sympatiske nervesystem er overaktivt hos dem, der lider af erytrofobi, hvilket vil medføre for hurtig og for stor en blodtilførsel til ansigtet, også i en uvigtig situation.

Men det ser ikke ud til at være tilfældet: Psykologen Peter Drummond fra Murdoch Universitet i Perth (Australien), har udført et forsøg i 2007, som gik ud på at sætte folk i en pinlig situation, fx ved at bede dem om at improvisere en tale om deres personlige smag i visse meget private områder.

Ved at måle blodtilførslen hos de frivilliges ansigtshud har han konstateret, at den stiger lige så hurtige hos de “normale” frivillige, som hos erytrofobene.

Den eneste forskel var, at hos sidstenævnte gik der længere tid, før at blodkarene kom tilbage til deres normale tilstand.

Dette gør, at rødmens virkning kumuleres, og rødmen bliver mere synlig, mere generende og altså kilde til mere rødmen.

Altså tyder alt på, at hos de stakkels erytrofober bliver de røde ganske enkelt, fordi deres sympatiske nervesystem skal bruge længere tid for at falde til ro.

Hvis rødmen kan vise sig nyttigt i visse situationer, kan det blive et problem, hvis personen ikke har lavet noget forkert og rødmer.

I det tilfælde er der kun tale om, at blot frygten for at blive mistænkt starter mekanismen ud fra følgende princip: “Hvis jeg rødmer nu, vil alle tro, at det er mig, der har smadret dørhåndtaget”.

Hvad vil han tænke, at jeg tænker?
Ingen kan lide at rødme. Dette skyldes deriblandt det, man kalder for “meta-selvopfatelsen”. Det er en opfattelse af sig selv, som man danner ud fra den mening, man tror, de andre har om en.

Denne opfatelse udformes ofte som et sådant spørgsmål: “Hvad vil de andre mon tænke, at jeg er i gang med at tænke?”.

Vores sind kan ikke undgå at arbejde sådan, og det er som oftest denne måde at tænke på, som sætter kinderne i brand.

Kunne nogle personer så have en overdreven meta-selvopfattelse?

Hvad vil han tænke, at jeg tænker?

 

I hvert fald er erytrofobien ofte knyttet til en bestemt handling eller en bestemt dato i patientens historie: Mange kan beskrive det tidspunkt ret nøjagtigt, hvor dramaet startede: “Læreren gloede på mig og ventede på et svar. Jeg kendte det ikke, og jeg følte varmen stige til mine kinder. Lige pludseligt, lige bag mig, hørte jeg: ‘Hehe! Se på ham! Han bliver helt rød i ansigtet!’”.

Dette er en typisk hændelse, som den blev fortalte mig af Stefan på 29.

Før denne episode anede Stefan ikke, at han rødmede overhovedet i disse situationer. Men det startede så en ond cirkel: Lige så snart han følte varmen stige til sine kinder, frygtede han, at han ville rødme, hvilket forstærkede hans reaktion og det indtryk, han havde af, at folk kiggede på ham.

Kunne Stefans lidelse have været undgået?

Det er helt sikkert, at ikke alle børn ville have taget den bemærkning lige så alvorligt.

Nogle mennesker er mere følsomme end andre over for omgivelsernes opfattelse og forsøger i højere grad at leve op til deres forventninger.

Moderne psykologi mener, at det er et spørgsmål om personlighedsstruktur, som til dels er bygget op af gener og til dels af opdragelsen og omgivelserne.

Hvis forældrene, fx, sætter hvad andre mener meget højt, vil børnene meget nemmere risikere at indtage samme attitude.

Og hvis et barn ikke har meget selvtillid, er det ikke forbavsende, at det vil tage andres drillerier tungt.

Hvad kan der gøres mod det?
Psykologerne P. de Jong og Madelon Peters fra Maastricht Universitet har i 2005 vist, at det er meget alvorligt for en erytrofob at blive falsk anklaget. For ham er det mere alvorligt end for andre. Derudover frygter han mere, at andre tilegner ham onde tanker i trængte situationer.

Andre psykologer, som også har studeret problemet (Alexander Gerlach i Münster Universitet, i Tyskland, i 2001), påviste ligeledes, at folk, der lider af sociale fobier, også de, der ikke betragter rødmen som et problem, rødmer mere end gennemsnittet.

Sociale fobier forstærker åbenbart rødmen, men det er især den måde, vedkommende opfatter symptomet, som kan gøre det til noget problematisk eller ej.

Rådet for disse personer er at forblive mere afslappede i de situationer og konfrontere det, når det sker.

Man kan bearbejde det på flere måder, som regel ved hjælp af en terapeut, og en af de mest effektive metoder er at klargøre, hvad man tænker på i disse situationer, og hvordan man kan bearbejde disse tanker.

Sideløbende med det lærer man at vende opmærksomheden bort fra sig i situationen.

I erytrofobien, som i de andre former for angst, er individet meget opmærksom på sine egne følelser og deres virkning på sig selv og andre.

Man kan lære at se bort fra det, at acceptere, at man har disse reaktioner, og acceptere dem som en del af ens personlighed.

I terapi bruger jeg, ud over denne træning, også hypnose til at lære patienten i at slappe af og til at simulere disse situationer. Når patienten har lært at håndtere en bestemt situation under hypnose, er det nemmere at håndtere den bagefter, da man har gjort den situation ægte og virkelig for hjernen.

Altså man har vænnet hjernen til situationen, og den ved, hvordan den skal takle den.

Man kan også bruge medicin til at støtte disse behandlinger. Man bruger som regel betablokkere, som dæmper den sympatiske nerveaktivitet. Disse blev jævnligt brugt af medicinstuderende op til eksamen for at berolige sig selv.

Psykiatere kan også udskrive antidepressive midler eller angstdæmpende medicin, hvis patienten ikke kan være fri for sine angst.

Endeligt er der det radikale middel: Kirurgisk operation.

Det går ud på at klemme eller skære den sympatiske nerve.

Dog er der en del bivirkninger, som skal tages med i betragtning, bland andet en meget stor svedtendens hos de fleste patienter (fra 44 % til 86 % af tilfældene afhængigt af studiet).

Ifølge P. de Jong er det at tage fat i problemet i den forkerte ende: “At klippe den sympatiske nerve er ca. lige som at behandle en patient med panikangst ved at bortoperere hans hjerte”.

Under alle omstændigheder holder jeg mig til tankevirksomhed og hypnose. Man kan opnå ganske gode resultater ad denne vej! (Cyril Malka)

Bibliografi og hvis du vil læse mere:
S. Berthoz et al., An fMRI study of intentional and unintentional (embarrassing) violations of social norms, i Brain, vol. 125, side 1696-1708 (2002).

E. Finger et al., Caught in the act: the impact of audience on the neural response to morally and socially inappropirate behavior, i Neuroimage, vol. 33, side 414-421 (2006).

D. Keltner og B. Buswell, Embarrassment; its distinct form and appeasement functions, i Psychological Bulletin, vol. 122, side 250-270 (1997).P.D. Drummond, Blushing during social interactions in people with the fear of blushing, i Behaviour Research and Therapy, vol. 45, n. 7, side 1601-1608 (2007).

P.D. Drummond, The effect of adrenergic blockade on blushing and facial flusning, i Psychophysiology, vol. 34, n. 2, side 163-168 (1997).

S.M. Bögels, Selfconsciousness, self focused attention, blushing propensity and fear of blushing, i Personnality and Individual differences, vol. 21, n. 4, side 573-581 (1996).

© Psyken – Malka – 2008 – 2012

Click Here to Leave a Comment Below 8 comments
Michael - 10/04-2012

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal skrive, alle de ting der bliver skrevet om rødmen kan jeg identificere mig selv med, ALT. Jeg ville give alt hvad jeg ejer hvis jeg kunne slippe af med det her rødme pis.

Mvh
Michael på 22

Reply
    Cyril Malka - 11/04-2012

    Jeg fik gode resultater med hypnose.

    Prøv at se om der er nogle terapeuter omkring hvor du bor, som bruger hypnose. Du vil nok få beste resultater med dem, som er skolet i kognitive terapimetoder.

    Venligst,

    Cyril

    Reply
Mona V - 17/06-2012

Kære Cyril

Jeg er en mor til to børn på henholdsvis 12 og 14 der begge har arvet min tendes til og frygt for at rødme. Har du nogle terapeuter eller hpnotisører i Odense du kan anbefale? Jeg tror nemlig ikke det er alle der har forståelse for det at rødme og tilstrækkelig viden til at behandle problemet.

Hilsen Mona V

Reply
    Cyril Malka - 18/06-2012

    Goddag Mona,

    Jeg rødme og frygten for at rødme kan være en plage.

    Desværre kender jeg ingen, jeg vil kunne anbefale. Der var engang, jeg boede i Odense, så det vil have været nemt, men nu bor jeg jo ret langt fra og det er 12 år siden jeg er flyttet fra Danmark så jeg har tabt føling med de forskellige terapeuter rundt omkring.

    Venligst,

    Cyril

    Reply
      Mona Vander - 23/06-2012

      Hej Cyril

      Tak for svaret 🙂
      Jeg prøver at se hvad jeg kan finde. Og undersøge om det er en terapeut som har kendskab til emnet.
      Venlig hilsen Mona

      Reply
Michael Jensen - 02/08-2013

Jeg kan identificere mig med stortset alt og jeg blev så glad af at læse dette! Både fordi jeg føler mig mere normal nu, og fordi jeg har fået et indblik i hvad der sker, og endnu vigtigere, hvordan man kan tackle det.
Jeg bor i Aalborg og kan ikke finde et specifikt sted at søge hjælp, nogle idéer?
Tusind tak, forresten!

Reply
    Cyril Malka - 05/08-2013

    Goddag Michael,

    Jeg er glad for, at artiklen var dig til nytte.

    Desværre bor jeg ikke i Danmark længere og jeg kan derfor ikke anbefale nogen.

    Venligst,

    Cyril

    Reply
Bjarne Vestergaard - 13/02-2014

Jeg har lidt af ufrivillig rødmen så langt tilbage jeg kan huske, og jeg ved hvilket helvede det er.
Så i en høj voksen alder besluttede jeg mig for at blive opereret, det foregik dengang i Gøteborg.
Nu i skrivende stund er det næsten 13 år siden, og jeg har ikke rødmet bare en gang siden.
Der er bivirkninger i form af at man sveder mere på brystet og måske ryg men ikke i ansigt eller på hænder. Hypnose virker også men det skal nok gentages mange gange.
Vh. Bjarne

Reply

Leave a Reply: