Gør fjernsynet børn voldelige?

hjernevask?

(04/12-2011) – Voldscener på fjernsyn (hvadenten det er på DVD eller i udsendelser) er måske ansvarlig for 5 % til 10 % af den vold, der udøves.

De flosser barnets følsomhed over for andres lidelser og hjælper det med at skride til handling.

Derudover giver de mange oplysninger om, hvordan volden kan udøves.

I 2007 blev der registreret 546 tilfælde af voldsforbrydelser begået af børn mellem 10 og 14 år, mens tallet i 2002 lå på 247. Hovedparten af volden begås mod privatpersoner, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ca. 1/4 del af Danmarks Lærerforenings medlemmer har været udsat for vold og trusler. Her er der tale om fysisk eller mundlig vold, hvorimod tallene fra Danmarks Statistik “kun” taler om fysiske voldsforbrydelser.

Til disse tal skal vi føje alt det, der ikke bliver registreret, som fx at bære våben eller farlige genstand, m.m.

I rigtigt mange, mange år, har man givet skylden til fjernsynet.

Har vi, i dag, elementer nok til at præcisere, hvilken virkning fjernsynsvold har på de unge?

Og hvis det viser sig, at der er en påvirkning, hvori består den?

 

Sream

Efter flere ret mediatiserede og blodige mord inspireret af Wes Cravens film, Scream (1996), begyndte aviserne ligefrem at tale om “Screaminalitet”, for at betegne mordsager, som var inspirerede af voldelige film.

Flere politikere har gjort sig til talsmand for at påpege, at fjernsynet er med til at “barbarisere” de unge. Ifølge dem er antallet af udsendte voldsscener foruroligende højt, hvorfor dette skulle være en af årsagerne (ikke den eneste årsag, men én af årsagerne) til stigningen i aggressiv adfærd.

Vi skal ikke glemme, at børn og unge bruger ret mange timer foran fjernsynet til dagligt.

Ifølge statistikken brugte børn i gennemsnit (i 2004) mellem tre og fem timer dagligt på at se fjernsyn og video/dvd.

69 % af børnene har eget tv på værelset, og de ser derfor tv både oftere og i længere tid (kilde: Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004, 2005).

Det vil sige, at mange børn både dagligt og på ugebasis ser fjernsyn i længere tid hver dag, end de går i skole.

Unægtelige fakta
Flere institutioner har udtrykt lignende udsagn om den virkning, voldsscener i fjernsynet har på børn og unge, og det, der kan virke foruroligende, er, at det er nogenlunde samme budskaber, der kommer fra Danmark, Frankrig og USA (som er de tre lande, jeg følger tættest).

Disse meninger er trods alt bygget på over 50 års forskning og tusinder af artikler, som stort set enstemmigt konkluderer, at voldscener fremmer aggressivitet.

Dog er der nogle, der mener, at sådan forholder sagen sig ikke.

Ifølge skeptikerne er historien fyldt med barbarisk adfærd, som intet har med fjernsyn at gøre, og som er ældre end fjernsynet.

Derudover argumenteres der også for, at det ikke er sikkert, at det er fjernsynet, der skaber volden. Den nøjes med at afspejle volden i den omkringliggende verden.

Endelig skulle voldsscenerne ifølge nogle teorier tillade seerne at udkanalisere deres aggressivitet.

I denne artikel vil jeg prøve at lave en opgørelse over disse synspunkter, og så skal vi se, hvad der kommer ud af det.

For at klargøre den virkning, som voldscener har på aggressiv adfærd, bruger psykologerne fire metoder.

I den første metode beder de frivillige om at udfylde et spørgskema og dermed angive, hvilke programmer personen ser.

Bagefter spørger de børnene, forældrene eller deres lærer om at udpege på en liste over voldelig adfærd, hvilke de har udført (fx spørger man barnet, om det har slået en anden, om han har råbt ukvemsord ad nogen, eller om han har fravristet en anden nogen af sine ting).

Gennemsnitsresultatet af sådanne studier viser, at de personer, som ser voldelige programmer, udviser mellem 1 % og 9 % mere voldelige adfærd end andre.

Dog kan man sige imod denne metode, at det ikke er fjernsyn, der gør en voldelig, men at det er mere de personer med voldelige tendenser, som ser den slags programmer.

Dette spørgsmål er svært at afgøre, fordi hvis voldelige børn ser flere voldelige programmer, bestyrker disse programmer barnets forudinstilling.

En anden metode, som hedder “longitudinal-søgning”, forsøger at belyse voldens årsager.

Et amerikansk studium blev startet op i 1960 af Rowell Huesman og Leonard Eron. Begge to fra Michigan Universitet.

Dette studium blev udført på 856 børn som, dengang, var otte år gamle.

I den første del af studiet blev barnets yndlingsprogrammer registrerede, og dets aggressive adfærd blev evalueret.

Børnene skulle selv rapportere deres egne, voldelige adfærd, og informationer om voldelig adfærd blev også givet af forældre og af andre børn.

Psykologerne har sammenlignet den tid, som 8-årige drengebørn brugte til at se voldelige programmer, og det antal voldelig adfærd disse havde udført, da de var blevet 19.

De har dermed vist, at et barn, som har set mange voldelige programmer, har større sandsynlighed for at blive voldelig som ung.

Dog kan man ikke med sikkerhed forudsige, at et givent barn vil udvikle sig på denne måde.

R. Huesman og L. Eron har ligeledes vist, at drenge, som havde set mange voldelige programmer som 8-årige, som 30-årige havde en længere straffeattest end andre.

Derudover, hvis vi ser på alvoren af den voldelige adfærd udført af unge, ud fra alvoren af de udmøntede straffe, ser vi, at børn, som havde større forkærlighed for voldeligt fjernsyn, var ophavsmænd til handlinger, der var to gange alvorligere end andre.

Statistik kan specifikt måle virkningen af fjernsynet: For det første er der forskellige faktorer, som er medvirkende til voldelig adfærd. Fx den “naturlige” aggressivitet hos nogle personer, de mishandlinger, de har været ofre for, deres økonomisk status, og den uddannelse de har.

Og dog, når man sammenligner to personer, er har været under indflydelse af disse faktorer på samme niveau, vil den af de to, som har set flest voldelige programmer, have mere voldelig adfærd.

I 2002 sluttede psykologerne Jeffrey Johnson og hans kolleger fra Columbia Universitet i New York et studium, der havde varet 17 år, og som blev ført på 700 unge, der voksede op.

NewImage

I dette studium kunne man læse tydelig sammenfald mellem den tid, de havde brugt foran fjernsynet, mens de var unge, og hyppigheden af voldelig adfærd i voksenalderen.

En tredje metode, som er ganske sigende, går ud på at føre laboratoriestudium.

Man viser enten en voldelig film eller en neutral film for en gruppe frivillige. Bagefter sammenligner man virkningen af disse to film på evt. aggressiv adfærd.

Denne studieform har dog en svaghed: Er det etisk at lade en person udføre en aggressiv handling uden at forhindre vedkommende i det?

Man går rundt om dette problem ved at få forsøgspersonen til at tro, at den voldelige handling vitterligt kan såre den anden (når den ikke gør det i virkeligheden)  ved fx at give stød til en anden, der sidder i et andet værelse.

Disse forsøg giver vigtige oplysninger om de psykologiske mekanismer, som er virksomme i fjernsynsbilleder. Det ser vi lidt mere på om lidt.

Ud over de etiske vanskeligheder ved dette forsøg er der også et andet kritik af varigheden af disse virkninger: Hvis det er svært at nægte, at en voldelig fjernsynsudsendelse fremmer voldelig adfærd, så skulle virkningen kun vare kort tid og ikke have virkning på længere sigt.

Hvis man viser voldelige aftenfilm til unge, som bor i en  pension, og observerer deres adfærd de følgende dage, kan man tydeligt konstatere en stigning i volden hos unge i flere dage efter, at de havde set programmet. Afhængigt af studiet har man konstateret, at de unge, der har set voldelige programmer, udfører mellem 16 % og 50 % flere voldelige handlinger end andre.

Den sidste metode går ud på at undersøge hyppigheden af voldelig adfærd i et begrænset geografisk område, før og efter at fjernsynet er blevet indført.

På denne måde har man kunne studere børnenes aggressive adfærd (slåskamp i frikvarteret fx) i en canadisk by, lige før fjernsynet blev indført, og to år efter at fjernsynet blev indført.

Man har konstateret, at den fysiske aggressivitet er steget med 160 % mellem de to datoer, mens stigningen var meget mindre i andre referencebyer.

Der er naturligvis også en “nyhedspåvirkning”, som man har konstateret med et lignende forsøg i USA i 1950’erne: Man havde sammenlignet byer, som allerede havde fjernsyn, med byer, hvor fjernsynet lige var blevet indført. I sidstnævnte var antallet af tyverier steget med 5 %.

Denne virkning har dog ikke været observeret, efter at fjernsynet kom frem i de europæiske lande.

Endelig for at konkludere denne første del, skal det understreges, at kriminalitet i Canada og i USA har været faldende på det sidste, og det kan man ikke lige forklare med fjernsynet, som viser programmer, der til stadighed er mere voldelige.

Finde rundt i det
Hvad kan man så finde ud af ud fra alle disse studier, som er blevet ført til dato?

Taget hver for sig giver ingen af disse studier klare resultater.

Dog peger resultaterne af de fire forskellige metoder i samme retning: At blive udsat for voldelige billeder får kriminaliteten til at stige.

Analyse af flere dusin studier over fjernsynsvoldens virkning på aggressiv adfærd bekræfter disse principer.

Psykologen Susan Hearold har samlet resultaterne af 230 studier (altså småt 100.000 mennesker), og har konkluderet, at for alle ældre og alle forhold taget i betragtning såsomt aggressiviteten, brud på social adfærd, verdensynet for disse personer (deres forholdsvise antisociale adfærd og den måde, de ser på voldelig adfærd), viser langt de fleste studier, at der er en forbindelse mellem at være tilskuer til vold og antisocial adfærd.

I dag mener de forskere, som prøver at medtage alle de studier, der er udgivet, at mellem 5 % og 10 % af den vold, der sker i dag, skyldes fjernsynet.

Svaret til det spørgsmål, vi begyndte med at stille os ser så ud til at være: Ja, fjernsynet gør en voldelig i den forstand, at de voldsbilleder, som bliver vist til unge seere, skulle være årsag til 5 % til 10 % af den vold, der bliver begået hvert år.

Har man virkeligt været nødt til at bruge så mange penge og så lang tid for at konkludere det?

NewImage

De nævnte studier fører til to pointer:

– For det første, hvis vi ønsker at nedsætte kriminaliteten, er der andre ting, som er vigtigere end at kontrollere indholdet af fjernsynsprogrammerne.
– På den anden side skal en politik om at nedsætte kriminaliteten medtage denne virkelighed: At påvirke indholdet af programmerne betyder at påvirke borgernes voldelige adfærd, selv om det kun er inden for bestemte grænser.

Endelig er der stadig meget, der skal læres om de mekanismer som via fjernsynskiggeriet påvirker vores attituder i forhold til virkeligheden.

Disse mekanismer er af tre forskellige typer: initiering, disinhibition (fjernelse af hæmninger) og desensibilisering over for den andens smerte.

Fjernsynet virker i først omgang via et fænomen, som man kalder for indledningsfasen: Via de scener, det tiilbyder, sætter det den unge i kontakt med blod og vold for første gang.

Det tilbyder den unge mulighed for at handle voldeligt ved at åbne en “dør” i sindet for volden.

Hvordan trænger den fjernstyrede vold gennem døren?

Via tre initieringsmekanismer: 1) tildeling af onde tanker til en anden person, 2) hjælp til at skride til handling og 3) identificering med overfaldsmanden.

Initiering til volden 
Tendensen til at have aggressive tanker og følelser er forstærket ved at være tilskuer til vold.

I 1990 har psykologerne Brad Bushman fra Iowa Universitet og Russell Geen fra Missouri Universitet, udspurgt folk om deres tanker (uanset hvad disse var), efter at de havde set en voldelig film.

De konstaterede, at personerne udtrykte mere aggressive tanker end de, der havde været udsat for en neutral film.

Dette blev bekræftet af en anden studium, som tydeliggjorde en ændring af adfærd over for en anden person efter en seance af voldelige film: Folk er mere tilbøjelige til at tildele negative tanker og væremåde til de mennesker, de møder efter at have set sådan en film.

Fx når man møder en person, man ikke kender, eller hvor man kan være i tvivl om vedkommendes væremåde (kassedamen, en forbipasserende på gaden, en funktionær ved en luge … ), kan opfattelsen “fjende” nemmere blive valgt af folk, som har set en voldelig film: Den ansatte i skattevæsenet og skolelæreren tildeles onde intentioner.

Således hjælper de voldelige film et aggressivt synspunkt over for de andre og forstyrrer vores dømmekraft.

Derudover, og det er så den anden del af initieringen, bliver det nemmere at skride til handling: Individet lærer måder at gøre den anden ondt.

Seeren registrerer noget viden, om det så er mundtlige udtryk, kampteknikker eller våben, som kan være mulige at bruge.

For eksempel fortalte ni fanger ud af ti i en amerikansk undersøgelse ført af psykologen Elaine Berstein fra Illinois Universitet over 208 fanger, at de havde lært nogle “fif” fra at se krimiserier.

Endelig forstærkes denne initiering til vold ved identificering.

Socialpsykologien lærer os, at en person har en større tendens til at reproducere aggressiv adfærd set i fjernsynet, hvis den, der udfører det, er flot og tiltrækkende, at han får belønning for sin handling i stedet for straf, at handlingen medtager både fysisk og mundtlig vold, at scenen præsenteres på realistiske vis, at konsekvenserne ikke er vist for tydeligt, eller at de bliver minimerede (fx ved at bruge humor), at den voldelige adfærd bliver fremvist som retfærdiggjort eller som moralsk (fx hævn) og endelig, at seeren identificerer sig med den voldelig helt.

I 1998 påviste psykologerne Barrie Gunter og Jackie Harrison fra Sheffield Universitet, at i action-film viser over halvdelen af de aggressive episoder ikke den mulige konsekvens af adfærden for offeret.

Gentaget visning af vold medfører lidt efter lidt en disinhibition over for voldelig adfærd.

Idet at mange voldelige handlinger bliver præsenteret som effektive midler til konfliktløsning, eller også når offerets lidelser sjældent bliver understreget, kan voldelige handlinger ses som acceptable midler.

Desensibilisering gennem billedet
I 1973 udførte psykologerne Robert Liebert og Robert Baron et forsøg. De præsenterede børn i aldersklassen fem til seks år og otte til ni år for to programmer.

Det ene af dem indeholdt voldelige elementer: to slagsmål, et knivstik, og to skud.

Det andet var noget atletisme.

Efter at have set filmen blev børnene ført ind i et andet lokale og placeret over for en pult, som havde to knapper: én med skiltet: såre, den anden med skiltet: hjælpe samt et lyssignal: parat.

Man fortalte dem, at i det andet værelse var der et barn i gang med at spille, og han ville gerne vinde præmien.

Hver gang lyset “parat” blev tændt, kunne barnet, ved at trykke på den knap, det ønskede, enten hjælpe det andet barn eller såre det.

Man fortalte dem, at hvis de trykkede på knappe “såre”, medførte det, at et håndtag, som barnet brugte, blev varmt og brændte barnet, og dermed gjorde det ondt.

Børnene blev efterladt alene i lokalet og lyset “parat” blev tændt 20 gange.

Resultaterne viste, at de, der havde set en voldelig film, uanset alder, uanset køn, skadede offeret tre gange oftere end de børn, der havde set sportsprogrammet.

At blive tilskuer til vold hjælper banaliseringen af volden og til mindre følsomhed over for offeret lidelser.

Denne desensibilisering forstyrrer de fysiske reaktioner hos den aggressive person.

Psykologerne Daniel Linz og Edward Donnerstein fra Wisconsin Universitet har målt variationer af hjerterytmen og svedtendenser hos folk, der så fjernsynsvold.

Når de frivillige for første gang så voldelige scener, reagerede deres sympatiske system og medførte en stigning i hjerterytmen samt øget svedning.

Dog, eftersom der kom flere sceancer, og især når de var tæt ved hinanden, dæmpedes de fysiologiske forandringer. Desensibiliseringen ses ved en slags ligegyldighed over for vold.

De voksne er ikke de eneste til at at blive disinhiberede.

På Utah Universitet lavede psykologen Margaret Thomas og hendes kolleger et forsøg med børn.

De præsenterede børn i alderen 8-10 år for en voldelig film eller en sportsfilm.

Så fortalte den voksne, at han skulle forlade lokalet og bad de børn, der var til stede om at holde øje med de andre børn, som var i et andet lokale, og som de kunne se via et fjernsyn.

Børnene fik besked på, at hvis der var problemer, skulle de få fat i den voksne igen.

I fjernsynet var der en film med børn i et lokale, hvor et slagsmål mellem to børn udvikler sig og bliver til fællesslagsmål og ender med kaos og kameraet, der faldt.

NewImage

Resultaterne viste, at de børn, som havde været udsat for den voldelige film, var mindre aktive psykologisk set end de andre, når de så noget, de troede var et rigtigt slagsmål. Der gik længere tid, før de advarede den voksne for at stoppe det.

Det er banalisering af vold.

Det fænomen ses også over for seksuel vold.Linz og hans kolleger påpegede i 1984, at mænd, som dagligt i fem dage var tilskuere til film, som indeholdt seksuel vold påviste mindre angst i angstfremkaldende scener end de, der ikke havde set de film (angsten vurderes fra et skema).

De betragtede ikke disse film som særlig voldelige eller nedværdigende for kvinder i modsætning til dem, der ikke så de film.

Ligeledes påviste de mindre medfølelse over for en person, der blev udsat for voldtægt.

Vi skal også notere os, at interessen for disse film var steget i perioden: På samme måde som en hvilken som helst tilvænning skulle man få “dosen” til at stige for at få den samme virkning.

Besat af vold
Endelig får voldens allestedsværelse nogle til at tro, at verden er farlig og ond.

I 1980’erne påviste George Gerbner og hans kolleger fra Universitet Temple i Philadelphia, at hos nogle personer, for hvem fjernsynsvolden er dagligdagen, overvurderes risikoen for at være offer selv.

De har ligeledes en overdrevet opfattelse af voldens reelle niveau i vores samfund, af antallet af mord, tyverier, overfald og voldtægt.

De regner med, at den reelle verden er lige så voldelig som den, de oplever via fjernsynet.Disse personer bliver overdrevne mistænksomme over for andre.

Den franske avis Le Monde fra den 28. maj 2002 fortæller, at de ret nøjagtigt har fulgt mediedækningen af vold i en periode på fire måneder (fra den 1. januar til den 5. maj 2002 – perioden, hvor franskmændende skulle til præsidentvalg).

Avisen konstaterede, at 6 % af alle kanalernes tid havde drejet sig om vold og usikkerheden i det franske samfund. Dette var en stigning på 126 % i perioden februar til marts.

Dog viste tal fra indenrigsministeriet, at der ikke var en stigning af vold i denne periode.

NewImage

Men den følelse, at volden findes allevegne, medførte en stor usikkerhed hos franskmændene, hvilket medførte, at Jean-Marie Le Pen (Front National) fik så mange stemmer, at han klarede anden runde af præsidentvalget.

Hvis vi resumerer de forskellige resultater, vi har fået fat i om fjernsynets påvirkning af stigning af vold i samfundet, så kan vi vist hurtigt blive enige om, at fjernsynet kun har en lille andel af skylden for påvirkningen af volden i samfundet.

Men virkningen er her, og det er ikke fordi den er lille, at den skal ignoreres. Den kunne nemt blive nedsat drastisk ved at bruge enkle metoder.

Det ville være fornuftigt at bryde ind på den ene side ved at påvirke dem, der vælger programmer, til at tage deres del af ansvaret for det.

Og på den anden side ved at stimulere nogle kritiske kompentenser hos seeren, som neutraliserer voldens negative effekt.

Man har set, fx, at det at insistere på den negative virkning på offeret for volden, eller at insistere på, at der er tale om tricks og diskutere dem (fx ved at fortælle børn, hvordan man laver de forskellige virkninger) nedsætter seerens aggressivitet betydeligt.

Tænke volden for at bekæmpe den
Den desensibilisering til volden (efter at have set voldscener i fjernsynet, reagerer barnet ikke længere på at vennerne slås), viser, at den naturlig modstand mod vold har sine grænser.

I en sammenhæng, hvor volden er almindelig antaget, skal man erstatte denne “instinktive modstand” med en “ræsonnerende modstand”.

Flere forsøg har påvist, at det, at stimulere seerens kritiske sind, begrænser voldens konsekvenser en del.

På samme måde begrænser det i høj grad seerens aggressivitet at påvirke ham til at tage afstand fra den vold, som blev set.

Sagt på en anden måde: Det er yderst vigtigt at se fjernsyn med børnene, at tale med dem om det, de har set derefter, og at tale med dem om de synes, det er en god løsning, det, der er sket.

Det er vigtigt at hjælpe børnene med at tage et moralsk standpunkt til det, de ser, så de kan bevæbnes imod de ubevidste virkninger af fjernsynsvolden (Cyril Malka).

© Cyril Malka 2008 – 2011 (Udgivet i Psyken nr. 4 – august 2008)

Hvis du vil vide mere:
– B.J. Bushman & L. R. Huesmann – Effects of televised violence on aggression, i Handbook of children and the media (D. Singer & J. Singer. Side 223) (2001).
– W.J. Potter, On media Violence, Sage, London (1999).
– W Wood et al, Effects of media violence on viewers’ aggression in unconstrained social interaction, i Psychological Bulletin, 109, 371 (1991).
–  H. Paik & G. Comstock, The effects of television violence on antisocial behavior: A meta-analysis, i Communication Research, 21, side 516 (1994)

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: