2

Hvordan kan mennesket være kannibal?

Ogrene i børnehistorier som fx i Den bestøvlede kat, er gerne menneskeædere. Især børn kan de godt lide. Det kan være svært at acceptere for nogle af os, men kannibalisme har altid været del af den menneskelige natur. Dog er det, at spise et andet menneske for at få seksuel pirring af det, stadig væk en gåde.

“Han sagde: “ Jeg har kun dig og jeg vil kun have dig, lad mig være en del af dig.” Jeg svarede: “Det er umuligt, medmindre jeg spiser dig.” Han sagde: “Så slå mig ihjel. Ingen interesserer sig for mig alligevel.” Jeg svarede: “Men jeg elsker dig!” “Derfor skal du gøre det, eller også begår jeg selvmord”, svarede han til mig. Jeg havde en besynderlig følelse. Det var som om vores sjæle smeltede sammen”.

Er det en del af en besynderlig roman? Nej, det er et citat fra Armin Meiwes, den mand som i marts 2001 levede sine fantasmer ud og spiste sin ven, Bernd Brandes.

Denne sag, som den nyere sag, som skete i Frankrig, i Rouens arresthus i natten fra den 2. til den 3. januar 2007, hvor en fange, efter at have slået en medfange ihjel, har spist en del af hans lunge, fører til, at man spekulerer mere og mere over den slags handlinger.

Og hvis man ser lidt på det, der foregår rundt omkring, tyder alt på, at kannibalisme er meget mere udbredt, end vi kunne tro. Det er nok at tage en tur på internettet for at se det antal hjemmesider, som beskæftiger sig med emnet. Man kan se sider, der naturligvis omtaler emnet, men man kan finde et hav af sider, på hvilke man kan læse instrukser om, hvordan man på bedst mulig vis kan partere en menneskekrop, foruden sex-sider, som tilbyder kontakt.

Spørgsmålet er så: hvordan kan sådanne fantasmer dukke op, og hvad er deres psykologiske baggrund?

Før vi kan gå i dybden med kannibalismen, skal vi se på de forskellige former, den kan indtage.

Sultekannibalismen er en lidt speciel form for kannibalisme som finder sted, når der er knaphed på føde, som fx i 30-årskrigen mellem 1618 og 1648 eller under omringelsen af Lenningrad under anden verdenskrig.

Sultekannibalismen har sandsynligvis også været brugt i den koloniale tid samt hos dem, der overlevede skibbrud, selv om der mangler beviser i de fleste tilfælde.

I 1972 blev en flyulykke i Andesbjergene berømt, fordi nogle af de overlevende spiste kødet af deres afdøde medpassagerer for at undgå at dø af sult.

Rituel kannibalisme
Rituel kannibalisme er en helt anderledes sag. Den blev stadig brugt i sidste århundrede af såkaldte “Primitive kulturer”, bl.a. i Ny-Guinea, i Indonesien, i Australien og i New Zealand.

Hovedmotivet for handlingen er at tilegne sig den afdødes styrke eller mod eller for at holde sammen på stammens egen identitet.

For eksempel, stadig den dag i dag spiser Yanomamiene, en stamme fra Regnskoven, asken på deres afdøde blandet med bananmos.

Yanomamiene mener, at den afdødes sjæl eller egenskaber på denne måde bliver beskyttet.

Den rituelle kannibalisme kaldes derfor ofte for “blød kannibalisme”.

I nogle kulturer er det især den dødes hjerte, der bliver spist, samt hjernen.

Denne praksis har ført til, i 1960, at Forenes stamme blev ramt af en epidemi af Kuru, som vi i dag kalder Creutzfeldt-Jakobs sygdom.

Andre eksempler, rimelig dårligt dokumenteret dog, omtaler det at spise fjendens lig efter kampen. I så fald må dette antages at have til formål at indtage afdødes kræfter, eller at hævne sig, naturligvis.

I så fald kalder man det for antisocial kannibalisme, og vi kender sådanne eksempler, som er blevet rapporteret fra Kina under Zhou dynastiet (-1122 og -255). Også dér gik det ud på at spise fjendens lig, som regel i kødsovs.

Kannibalismen har i lang tid været en del af den menneskelige kultur og selv om jødedommen, kristendommen og islam har fået kannibalismen til at gå på retur, er dette fænomen hverken nyt eller tegn på dekadens.

Men der er en grundlæggende forskel mellem kannibalismen, som udføres som et ritual eller som symbolsk handling, og de handlinger, der bliver udført af et individ, som på den måde adskiller sig fra resten af samfundet. Sidstnævnte er patologiske tilfælde og mødes i forbindelse med psykisk afvigelse.

Skizofreni er et eksempel på det: I faserne med psykose bliver perceptionerne og tankevirksomheden så forvirret, at de fører til dybe personlighedsændringer. Ovennævnte fange i Rouen viser sig også at lide af Skizofreni.

Den psykotiske kannibalisme
Hvordan kan man forklare, at skizofreni (i ekstreme og sjældne tilfælde, vil jeg lige understrege!) kan føre til kannibalisme?

For det første fører personlighedsforandringen af og til patienten til aggressiv adfærd. Derfor er andelen af mordere 10 gange større i skizofrene befolkningsdele end i resten af befolkningen.

På det tidspunkt, hvor den skizofrene psykose slår til, kan selvopfattelsen være dybt forstyrret, og patienten føler nemt, at han “Opløses”.

I dette tilfælde ville kannibalisme være det ultimative, desperate forsøg på at genfinde bevidstheden over sin egen krop ved at indtage den andens krop.

Hvis, til gengæld, de dominerende tendanser er paranoide forestillinger og hallucinationer, føler patienten sig truet, forfulgt, seksuelt forfulgt eller “forhekset”.

Han kan tro, at han er under indflydelse af stemmer og af en kraft. Han kan tro, at han er udvalgt til en særlig mission. “Stemmerne” kan så fortælle ham, at han vil blive udødelig, hvis han spiste menneskekød, eller han vil kunne befri verden for ondsindede styrker ved at gøre det.

Det er sandsynligvis noget lignende, der sket med østrigeren Paul Reisinger, som myrdede seks kvinder i årene 1779-1786: Han var overbevist om, at det at spise ni jomfruers hjerter, som stadig bankede, ville give ham held i spil og muligheden for at blive usynlig..

Dog er den slags yderst sjældent, og pga. patientens dysfunktionnelle og patologiske tilstand, bliver disse mennesker som regel dømt uansvarlige og bliver indlagt på psykiatriske afdelinger.

Faktisk finder vi kannibalismen oftere i forbindelse med alvorlig personlighedsbrist og seksuel sadisme.

I bund og grund er kannibalistiske tendenser en del af de bløde og blide kærlighedshandlinger: kysse hinanden, sutte og at småbide hinanden er handlinger, som tilhører kærlighed, uanset om denne er mellem partnere eller mellem forældre og børn. De udviser en emotionnel nærhed forbundet med ønsket om, at den anden skal være meget tæt på en eller “i en”.

Man kan finde det i det daglige sprog: “hun er lige til at spise”, en eller anden er en “lækker steg”, m.m.

Seksuel sadisme
I tilfælde af seksuelt motiverede kannibalmord er der to andre komponenter, som føjes til ønsket om at smelte sammen, nemlig aggressivitet og raseri. Således fortæller kannibalen Armin Meiwes, at hans handling var “som et ægteskab, et overnaturlig fælleskab … Jeg havde håbet på, at han ville blive en del af mig”, erklærede han om sin partner.

Ifølge ham havde han samtidigt følt had, raseri og lykke, imens han slog sin ven ihjel.

Den japanske kannibal, Issei Sagawa, som har skrevet flere bøger, har beskrevet det seksuelle i handlingen:201107041324.jpg<201107041325.jpg

– Hendes smukke, hvide krop ligger foran mig. Jeg rører hendes balder, de er så smukke og møre. Hvor skal jeg bide først? […] Min næse borer sig ind i hendes hud, frisk og hvid. […] Jeg henter en kniv i køkkenet og borer den dybt i hendes hud. […] Så finder jeg det røde kød under fedtet. Jeg skærer et stykke og putter det i min mund. Jeg tygger. Den har hverken lugt eller smag. […] Jeg elsker med kroppen. Jeg kysser den og siger, hvor højt jeg elsker den.

I 1981 havde den 33-årige litteraturstuderende skudt en veninde i Paris, havde elsket med hende for bagefter at skære hende i stykker. Man havde fundet flere stykker af den unge kvinde i hans køleskab. Efter at have spist af hende i tre dage skilte han sig af med liget i Bois de Boulogne. Han blev arresteret og dømt uansvarligt af fransk ret, og han blev overført til Japan. Dér blev han dømt “ufarlig” og sat på fri fod i august 1985. Han er blevet meget berømt i Japan og har skrevet flere bøger, hvoraf mange er oversat til fransk. Af disse bøger og fortællinger kan vi lære meget af, hvad der foregik i hans hoved.

I den slags dybdegående seksuel perversion finder eksperterne som regel altid en anden “alvorlig psykologisk brist”, og vedkommendes ansvar er derfor kraftigt nedsat, men ikke altid. Fx i appelsagen mod Meiwes i maj 2006 dømte appelretten i Frankfurt ham til livsvarigt fængsel for mord og ligskænding.

Den erotiske had
Sådanne kannibalhandlinger er den ultime etape i en pervers-sadistisk seksualudvikling, og for at forstå denne fænomen skal man begynde med at analysere, hvordan en seksuel perversion, som ikke nødvendigvis indeholder sadistiske sider, dukker op.

Den amerianske psykiater, Robert Stoller (1924-1991) fra University of California i Los Angelses, så i det et “erotisk udtryk for had” og forsøgte at finde forklaringen i en traumatisk barndom hos drengen.

Ifølge Stoller føler en nyfødt sig sammensmeltet med sin mor og mærker endnu ikke sin krop og psyke som adskilt fra moderens.

Lidt efter lidt forstår han, at han har sin egen krop, som ikke er kvindelig, men mandlig, og han kæmper konstant imod ønsket om en ny sammensmeltning med sin mor. Til dette formål skal han af og til forvandle hende til en “ond mor” blot for at kunne udvikle sit mandlige identitet.

Disse ønsker om at tilintetgøre objektet vender tilbage i det perverterede kannibalistiske ritual.

Derudover kan det, at indtage offerets kød, bruges til at genetablere det originale symbolske forhold.

Stoller understregede, at hadet og raseriet var i centrum for disse perversioner, som kom fra ydmygelser forbundet med den seksuelle identitet i løbet af barndommen.

Disse ydmygelser bliver fornægtet i det perverteret ritual eller konverteret i personlige triumfer.

Den tyske psykiater og seksolog, Eberhard Schorsch (1935 – 1991) understregede andre elementer for at forklare den seksuelle perversion.

Ifølge ham udvikler den sig i fire faser: Selv om den upassende seksuelle fantasme (for eksempel spise sin partner) er intens, dukker den kun sporadisk op i begyndelsen.

I den anden fase bruges perversionen til at overkomme alvorlige konflikter med sin partner.

I den tredje fase kan personen næsten ikke leve sin seksualitet ud uden perversionen. Man kan på det tidspunkt ikke længere spore, hvad der starter krisen. Det er på det tidspunkt, at det ikke ser ud til, at man kan stoppe processen, og i den fjerde fase dukker der nogle nye ritualer op, som fuldender de afvigende seksuelle fantasmer og forbruger mere og mere af personens tid.

Ifølge Schorsch bruges de perverse iscenesættelser til at reducere angst og de spændinger, som skræmmer patienten. Disse iscenesættelser letter hans latente aggressivitet, hvilket forklarer, hvorfor disse personer kan leve et fuldstændig diskret hverdagsliv.

Men deres grundlæggende træk og deres tanker peger på en skrøbelig mandlig identitet. De drømmer om magt og kraft samtidig med, at de søger nærhed og varme samt en beskyttelse mod angst, såsom det at blive forladt eller at blive “slugt af kvinden”.

De personer, som har disse perverse symptomer, kan ikke bremse denne angst via en almindelig seksualitet, som rent faktisk skræmmer dem pga. den nødvendige intimitet, den medfører.

Endelig finder den seksuelle sadist en stor tilfredsstillelse i totalt at dominere sex-objektet. Han vil opnå den absolutte underkastelse af sit offer (da alt andet vil forstås som en trussel), og til det formål bruges nedgørelse og tortur, hvilket sætter ham i samme stilling som en gud.

Torturen kan derved totalt erstatte selve den seksuelle fornøjelse.

Offeret bliver “afpersonaliseret”, betragtes som en tingest og påviser bøddelens raseri og had mod offeret.

Jo mere det mandlige tema er iscennesat, des mere er ritualet, som svarer til bestemte strikte regler, intenst.

Problemet er, at ritualet aldrig udvikler sig helt, som udøveren fantaserer om. Derfor skal det gentages igen og igen.

På nuværende tidspunkt eksisterer der ingen effektiv terapi for dem, som har begået sadistiske seksuelle forbrydelser. Disse mennesker kan kun leve under overvågning.

Bruce Arrigo og Catherine Purcell fra den californiske psykologiskole i Fresno har udviklet en model af den sadistiske perversion i 2001.

De mener, at de sadistiske tendenser dukker op i barndommen eller i pubertetsalderen som følge af voldelige oplevelser eller forsømmelse fra forældrenes side.

Disse faktorer er ikke nok i sig selv og er forstærket af andre faktorer såsom en upassende opdragelse, manglende social kompetence fra forældrene eller også en genetisk forudsættelse.

Som oftest gemmer den seksuelle pervers sig i fantasmer, som man kalder for “erstatningsfantasmer” De erstatter en manglende autoritet eller adskillelsesvanskeligheder fra moderen. Men disse fantasmer fjerner ham fra andre.

Samtidigt bliver han i godt humør af sin seksuelle lyst, og han kan for en tid udfylde sin indre tomhed.

Således erstatter perversionen menneskelig nærhed. Den bliver til et overgangsobjekt, som fx et plysdyr i en periode kan hjælpe et barn med at overkomme adskilelse med moderen.

Men mens denne overgansfase ender med at forsvinde hos en rask person, fortsætter den hos disse mennesker.

Den umulige nærhed
Disse teorier forklarer os, hvorfor nogle personner udvikler sig imod en yderst abnorm seksualitet eller lever deres seksuelle ønsker via internetchat eller ved at se afvigende film.

Spørgsmålet, som stadig er ubesvaret, er, hvorfor nogle personer, som har disse sadistiske fantasmer, ikke skrider til handling og nøjes med at lege, imens andre, få og sjældne, går over grænsen og begår voldshandlinger.

Det kan tænkes, at hos de, der ender med at begå voldshandlinger, har udviklet alvorlige afvigelser, mens de var helt små børn.

Sådanne problemer kunne være en risikofaktor for voldelig udvikling og kunne medvirke til udviklingen af sadistiske seksuelle perversioner.

Yderst negative, meget tidlige oplevelser kunne føre til uforanderlige forandringer i hjernen.

Omvendt kunne cerebrale problemer favorisere udviklingen af sådanne seksuelle afvigelser.

Selv om man efterhånden har materiale, der fortæller os, at adskillelsensmerten efterlader neurobiologiske spor i forskellige dyrs hjerner, mangler vi lignende materiale for mennesket. Derfor er vi også i tvivl om, hvorvidt adskillelsen sker forskelligt for nogle, og deraf de følgende problemer, eller om den leves og opleves forskelligt hos nogle, hvilket begrænser en del det, vi kan gøre ved det.

Måske vil resultater af disse studier fortælles os mere om seksuelle perversioner … og kannibalisme.


Bibliografi
M. Monestier – Canniales, Histoire et bizarreries de l’antrhopophagie, hier et aujourd’hui – Le Cherche Midi, Paris – 2000

J. McClain et al., Human cannibalism: a case report, i American Journal of Forensic Medicine and Pathology – vol. 7 – s. 172-173 – 1986

© Psyken – Malka – 2008 – 2011

Click Here to Leave a Comment Below 2 comments
Carl Sukkot - 04/07-2011

Uhyggelige afsporinger – eftersom alle mennesker er skabt ‘בצלם אלוקים’ men har mistet kontakten med skaberen opstår en trang til at “være gud lig”.
En for så vidt realistisk drøm – men som uden direkte kontakt med Skaberen kun kan søges udlevet på talrige mere eller mindre perverse måder.
Men realiseringen vil – med mindre vi har forudsætningen i form af reel kontakt med skaberen uvægerligt skuffe.
Men fornemmelse af, at man næsten opnår det medfører ofte en serie af nytteløse eller oftest destruktive genudlevelser, som dog aldrig når målet.

Reply
Cyril Malka - 04/07-2011

Ja, og nu har vi også forskellige nyreligiøse bevægelser der fisker i forskellige rørte vande.

Der er afgjort en marked, herude, iblandt folk der leder efter en form for guddom og dem, der leder efter sig selv.

Reply

Leave a Reply: