Klardrømme – 10 spørgsmål

Drømme

(09/07-2014) – Nogle mennesker kan kontrollere deres drømme. Ifølge psykologerne er det en teknik, alle kan lære, men det kræver en del træning.

– Er drømmeren kun tilskuer til sin drøm?
Nogle personer finder ud af, at de drømmer, imens de drømmer, og de bestemmer deres drøms udvikling. De komponerer, så at sige, det, de drømmer, og det, de oplever i drømme er stort set ubegrænset: Rumflyvning, vild elskov, ride en hest over stepperne, m.m. Det er det, man kalder for klardrømme.

– Hvordan er det muligt?
En klar-drømmer arbejder sig frem i flere etaper. For det første er vedkommende klar over, at han drømmer. Han genkender præcis sin bevidsthedstilstand på det givne tidspunkt, som så ikke er den samme tilstand, som når han er vågen.

Denne tilstand kunne minde lidt om dagdrømme.

Der er dog forskelle imellem de to tilstande: En person, der dagdrømmer, går fra en vågen tilstand til en mere “søvnig” tilstand.

Klardrømmeren gør det faktisk omvendt. Han går fra en sovende tilstand til en mere vågen tilstand, hvor bevidstheden igen får kontrol over tankerne.

– Hvad gør hjernen, imens man har en klardrøm?
Stephen LaBerge fra Stanford Universitet og Brigitte Holzinger fra bevidsthed- og drømmeinstituttet i Wien har forsket en del i dette emne.

De har optaget hjernens elektriske aktivitet under en klardrøm ved at sætte elektroder på drømmerens hoved.

Hos os andre påviser paradoksalsøvnen flere forskellige EEG-profiler.

Men i en klardrøm ændrer de målte bølger sig: Alle de frekvenser, som befinder sig mellem 13 og 19 Hz, er forstærket, imens alle de andre frekvenser er formindskede.

Det forstærkede bånd er rytmen Beta-1, som af og til kaldes for Sigma, og som karakteriserer den vågne hjerne.

Man kan finde rytmen Beta-1 fx hos folk, der koncentrerer sig hårdt for at finde løsningen på et matematisk problem.

Den aktive zone hos klardrømmere er parietallappen på venstre side, som ligeledes er aktiv hos folk, som deltager i en samtale, eller som tænker.

I en almindelig drøm er det den højre parietallap, som er aktiveret.

– Hvordan ved man, at disse personer sover?
Stephen LaBerge har fundet et eksperimentalt system, som gør en i stand til at kommunikere med den, der sover.

Når den person drømmer, er alle lemmer lammede (som hos os andre), med undtagelse af øjenmusklerne.

Før eksperimentet beder LaBerge de frivillige om at bevæge øjenene flere gange fra venstre til højre, når de begynder at drømme.

Klardrømmere finder ud af, at de drømmer, og de laver de bevægelser, man blev enige om. Man kan så måle klardrømmen.

– Og hvad har man så konstateret?
Man har konstateret, at kroppen reagerer som i en virkelig situation.

Hvis klardrømmeren drømmer, at han elsker, vil hans vejrtrækning blive hurtigere, og hans blodtryk vil stige.

Derudover har LaBerge bedt klardrømmere om at drømme, at de sang, eller at de talte til 100.

Han har observeret, at højre hjernehalvdel hos de sovende, som drømmer, at de synger, er aktiveret, lige som når en vågen person synger.

Ligeledes aktiveres den venstre hjernehalvdel hos de sovende, som drømmer, at de tæller til 100, som det sker hos en, der tæller højt.

– Kunne man sige, at kun kroppen sover?
Ja. Man kunne sige, at hjernen er vågen, imens kroppen sover. De to er ikke forbundet.

Derfor, hvis du drømmer, at du løber, vil de dele af hjernen, som styrer dine ben, blive aktiverede, men du forbliver ikke desto mindre liggende i din seng, fordi de signaler, som kommer fra din hjerne, bliver stoppet i hjernestammen, hvorfor disse aldrig vil nå musklerne.

Hjernen er i en tilstand imellem sovetilstand og vågentilstand.

Klardrømmeren ser en slags virtual reality, som er meget mere spændende end det, computerne kan gøre i dag. Han kan gøre alt, eller næsten: flyve, danse, synge, rejse, komme på Eiffeltårnet eller på Mars.

– Kan man øve sig om natten på at gøre nogle ting, som man vil gøre om dagen?
Den amerikanske psykiater, som også er sportsspecialist, Paul Tholey, har arbejdet på sagen: Han har selv lært at sne-surfe udelukkende ved at drømme.

Første gang han kom op at stå på en planke i virkeligheden, klarede han sig ganske godt.

Han understreger i øvrigt, at sportsmænd, som er så heldige, at de er klardrømmere, benytter sig af denne kunnen for deres sport: De forbedrer sig ved at gentage og øve bevægelser i drømme.

Deres bevægelser bliver mere præcise, selv om de stadig skal arbejde med musklerne, imens de er vågne, da musklerne er paralyserede under drømme, også selv om der er tale om klardrømme.

– Man siger ellers, at man glemmer den største del af det, man drømmer om?
Man husker meget bedre en klardrøm end en almindelig drøm.

Dette kommer sig af, at det er forskellige hjernefunktioner, som bliver aktiverede.

En handling, som bliver udført i en klardrøm, bruger de samme neurale netværk, som den handling udført i virkeligheden.

Den efterlader derfor de samme erindringsspor, hvilket forklarer, at man kan udnytte dette dagen efter.

Klardrømmere kan således løse dagligdagsproblemer.

Hvis du ikke ved, hvordan du skal overkomme en konflikt med en person fra dine omgivelser, kan du drømme, at du befinder dig et stille og roligt sted og iscenesætte forskellige måder at blive gode venner på, så du bedre kan evaluere vedkommendes reaktioner, og dermed forberede dig.

– Kan man blive til klardrømmer?
Ja, men det koster meget træning.

Nogle personer er dygtigere til det end andre, især de, som har et kreativt temperament, eller som arbejder med et kreativt arbejde.

Man skal begynde med at oparbejde sin “drømmehukommelse” ved at arbejde på at huske så mange drømme som muligt.

Om morgen skal man tænke sig til sporene efter det, man har drømt i løbet af natten.

Så skal man gøre det igen i løbet af dagen. Tænk over det igen for at holde bedre fast på erindringen.

Om nødvendigt, skriv det ned på et stykke papir.Så skal man lære oftere og oftere at stille sig dette spørgsmål: “Er jeg vågen eller i gang med at drømme?”

Dette spørgsmål forekommer absurd, da der er meget få mennesker, der tvivler på, at de er vågne, når de er på kontoret eller i bussen.

Målet med denne træning er, at gøre spørgsmålet om til et automatisk spørgsmål.

Når det bliver det, vil det en dag dukke op i drømmen.

Man vil så spørge sig selv: “Er jeg vågen, eller er jeg i gang med at drømme?”

Og så kan man svare sig selv: Jeg er i gang med at drømme.

Man kan genkende nogle karakteristiske detaljer: Hvis man fx springer, vil man have en tendens til at komme op at flyve eller til at springe meget lettere, end man ellers gør.

På samme måde, hvis et tegn har ændret sig på et skilt, imens man ser på omgivelserne, er man højst sandsynligt i gang med at drømme (dog kan denne forklaring ikke bruges for at køre over for rødt: Nej, Hr. betjent. Jeg drømmer, fordi farvene har lige ændret sig …)

– Findes der metoder til at lære?
Ja, der findes et apparat, der hedder en NovaDreamer, som koster ca. 250 $, og som ligner en slags maske, man putter på øjnene, når man vil sove i et fly eller bus.

I den befinder der sig nogle elektroniske fangere, som følger øjnenes bevægelser.

Den kan finde ud af, hvornår man begynder at drømme og sender, gennem øjenlågene, nogle lyssignaler, som blander sig med drømmen.

Drømmeren kan så se stjerner eller drømme, at han er i en stor stue med en masse lys.

Lige så snart drømmeren ser disse lysmotiver, skal han spørge sig selv: Er jeg i gang med at drømme?

Disse apparater bliver faktisk brugt i søvninstittuter for at behandle folk mod mareridt.

Man oplærer folk, hvis liv bliver generet af mareridt, i at lave klardrømme, så de kan finde ud af, at der kun er tale om en drøm.

Denne bevidstgørelse hjælper dem i at komme sig over det.

Der skal dog arbejdes med mange flere patienter, før man kan sige, at forsøget er videnskabeligt bevist. (Cyril Malka).

© 2004 – 2014 – Cyril Malka.

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: