Kill With Me – Media og moralsk regression

Kill with me

(22/07-2014) – Du må ikke slå ihjel. Dette bud bliver som regel respekteret af langt de fleste af os. Men hvorfor bliver det respekteret? Er det vores moral, der gør det, eller er det fordi vi er bange for at blive snuppet?

Den amerikanske film, Untraceable (2008), får os til at spekulere over det. Som reklame for filmen havde filmselskabet købt domænet killwithme.com (som nu ikke ekisterer længere).

Forsiden forestillede blot et kranium og ordet “Enter” i rødt.

Før du kom ind, efter du havde klikket på “Enter”, fik du advarslen: At besøge denne hjemmeside kan skade uskyldige mennesker. Vil du stadig ind?

Derefter kunne du klikke på yes eller no.

Ifølge statistikken, som denne hjemmeside havde opsamlet, da jeg skrev den artikel i 2008, havde kun 11 % trykket på No.

89 % af websurferne havde ignoreret advarslen.

Så? Hvorfor respekterer man budet “du må ikke slå ihjel”? Er det fordi vi skal, eller fordi vi vil?

Det er dette spørgsmål, som  behandles i filmen “Untraceable”. Den omhandler de forskellige moralske stadier, sådan som de blev forklaret af den amerikanske psykolog Lawrence Kohlberg.

Den hjemmeside skader ingen i virkeligheden, men det er noget andet, der sker i filmen Untraceable, som fik premiere i Danmark den 16. maj 2008.

Pas på, hvis du læser videre, selv om jeg ikke fortæller alt, så vil nogle af filmens elementer blive afslørede.

I denne film har en psykopat skabt en hjemmeside, der hedder “killwithme.com”, og idéen bag siden er meget opfindsom.

Målet med siden er at slå nogle mennesker ihjel lidt efter lidt. Han har kidnappet dem, og forskellige torturinstrumenter er forbundet til hans computer, som selv er forbundet til nettet.

Disse ting bliver aktiveret, hver gang en websurfer klikker på siden, deraf filmens catchy sætning: The more people who watch, the faster the victim dies (jo flere der ser på, desto hurtigere offeret dør).

Altså i modsætning til den side, du har prøvet, så er der ikke nogen advarsel. Bare folk klikker på Enter, så sker der noget med offeret.

På denne måde bliver websurferen morder, altimens vedkommende er fuldt ud anonym i bunken af mennesker. For hvis 100.000 personer klikker på en side, hvem kan blive holdt ansvarligt for mordet?

Udover det, da det hele foregår via internet, bliver de skyldige umulige at spore (deraf navnet ‘untraceable’), idet man ikke længere kan få en skyld placeret.

Den usporlige morder, dig, mig, websurferen, er kun ansigt til ansigt med sin moralske sans: Hvis intet forhindrer en i at slå ihjel. Hvis ens ansigt aldrig kan blive afsløret af en autoritet. Hvis ens identitet ikke kan blive afsløret, hvad er der tilbage til at styre vores handlinger?

For at dykke ned i dette spørgsmål skal vi se på et grundlæggende begreb: forståelsen af moralsk udvikling.

Den moralske udviklings stadier

En af pionererne inden for forståelsen af menneskets moralske udvikling er den amerikanske psykolog Lawrence Kohlberg (1927 – 1987).

Han var meget inspireret af den schweiziske psykolog Jean Piagets (1896 – 1980) arbejde og havde underkastet folk moralske dilemmaer og interesserede sig mindre for de værdier, som svarene indeholdt, men mere på de argumenter, som blev brugt som retfærdiggørelse.

Det var ved at analysere disse argumenter, at han aftegnede tre hovedstadier af den moralske udvikling.

Det første niveau er det, der kaldes “prækonventionel“.

Når individet er i dette stadium, er han endnu ikke bevidst om de sociale principer og tager dem ikke med i sine overvejelser.

Man vil mere bedømme, om en handling er rigtig eller forkert ud fra de konsekvenser, disse ting har for vedkommende. De spørgsmål, som er dominerende i dette stadie, er noget som: Vil jeg blive straffet? og derefter: Vil jeg blive belønnet?

Dette sker i en periode, hvor barnet ikke har bevidsthed om de andre som værende væsener. Lidt som det, der sker, når vi er over for computerbilleder.

Lad os vende tilbage til Untraceable.

Morderen, lige som websurferen som er på besøg på siden, befinder sig på dette niveau: Morderen bliver belønnet med mange besøg på sin side og modtager endda stor ros fra websurfernes side. Takket være hans solide kendskab til edb, undgår han de forskellige forsøg på at blive lokaliseret. Men surferne er også medskyldige, og lige så umulige at spore.

Alle er så på Kohlbergs prækonventionelle stadium, hvilket betyder en regression i forhold til den moral, som benyttes i de menneskelige samfund. Idet nogen konstant søger efter stimulering, og idet surferen er sikker på ikke at blive taget, handler han som barnet, som er på dette moralske stadium (fra 2-7 år).

Lad os komme til det andet stadium, det er det, der kaldes det “konventionelle” stadium.

Det niveau når man på det tidspunkt, hvor individet finder ud af, at der findes konventioner, og at disse skal respekteres. Det centrale i dette stadium er: “Hvad vil andre synes om mig”? og så, lidt senere: “Hvad hvis alle gjorde lige som mig?”.

For at websurferen skal nå dettes stadium, skal han bekymre sig om de etablerede regler. Og på internettet er der stort set ingen konventioner, ud over at man skal fange surferen og holde vedkommende fast, koste hvad koste vil. Den konvention tælles i museklik, hvilket er fiffet i filmen. Fordi for at komme ind på siden skal man klikke. Endda politiet er medvirkende til mord, idet de går på siden for at finde flere detaljer.

Ifølge professor Richard Lanham fra Yales Universitet er vi ikke længere i informationssamfundet, men vi er i ekshibitionistsamfundet. Det er blevet lige meget, om det, vi siger, er sandt eller falsk, bare vi får opmærksomhed. Det er den eneste reelle værdi. For at nå det bruger vi og overdriver vi nogle “chok”-effekter.

Og hvad er der bedre end døden, for at nå den opmærksomhed?

Altså kunne det tyde på, at uden konventioner, uden strenge love, uden etiske koder, risikerer websurferen sjældent at nå højere end det moralske stadium, man er i mellem 7 og 15 år.

Når offeret bliver bøddelen

Det tredje niveau er det postkonventionelle niveau, og medfører adfærd, som går ud over de sociale principper.

Det kognitive stadium er bygget på universelle regler og moralske principper, som er interne i individet.

En websurfer, som er nået til dette stadium, vil spørge sig selv, idet vedkommende ankommer på en sådan side: – Selv om jeg var sikker på ikke at blive taget, ville jeg klikke og hermed medvirke til et menneskes lidelse? Er dette i overenstemmelse med universelle principper og menneskerettighederne?”

Filmens budskab er klart og tydeligt: Der kommer et tidspunkt, hvor internettet fjerner disse humanistiske synspunkter. Noget sker i vores samfund, som medvirker til en tilbagevenden til det prækonventionelle stadium. Filmen forklarer denne omvæltning på meget fin vis.

Alt begynder, når man får at vide, at før, at han var bøddel, var han offer: Tidligere blev hans fars selvmord filmet direkte af en lokal fjernsynskanal. For ham blev den død til, fordi samfundet godter sig over døden “in direct” på fjernsynet.

Hans synspunkt er som følger: Hvis folk har regresseret så meget, så de ser sådanne billeder i fjernsynet, og siden det kan betale sig at producere dem, så må deres regression vendes imod dem, der har fremprovokeret det. Disse personer er, naturligvis, forskellige medier.

Det første offer er en veteran fra Vietnam-krigen. Han var pilot i den helikopter, som filmede faderen. Han bliver slået ihjel med en langsom giftindsprøjtning.

Det andet offer er et fjernsynspræsentatør, som også var blandet ind i reportagen om faderens død. Han bliver slået ihjel med ild: Nogle meget varme lys brænder ham op lidt efter lidt (i og for sig et ret tydelig symbol på rampelyset).

Morderens personage er en slags “moral-hævner”, som vil have moralen til at være i højsædet.

Konkret set er fjenrsynspræsentatøren den, som holder “opmærksomheden”, uanset hvad det moralske niveau er. Dermed ødelægger han det konventionnelle stadium og efterlader publikum til det prækonventionelle stadium.

Døden i direkte fjernsyn

Nick Berg

Filmen åbner på den måde for den etiske tankerække, ikke bare i medierne, men på internettet: Er der en stor forskel imellem en morder, som handler i forhold til en prækonventionel moralkodeks og sætter direkte mord online, og en fjernsynstation, som viser mord, folkemord, krig m.m. in direct, hvilket medfører store summer, der bliver betalt disse stationer i form af reklamepenge, m.m.?

Dermed også formlen: Hvad ville terrorismen være uden en fjernsynskanal som CNN? Er vi nået til en verden, hvor blot det, at se på, er at være medvirkende til mord?

Nick Bergs halshugning på nettet var en af de mest efterspurgte videoer. Ville han, eller de, der er fulgt efter, være døde, hvis download-tallet havde været meget, meget mindre?

Derfor rammer filmens motto plet: jo flere der ser på, desto hurtigere dør offeret.

Som filmens titel antyder, så er en af hjørnestenene, at internettets “ulokaliserede” natur er en udfordring til moralens opbygning.

Lige så vel internettet er et rum, bør der være en moral, som bygger på og respekterer menneskerettighederne på Kohlbergs 3. niveau.

Desværre, ifølge Kohlberg selv, kan højst 25 % af befolkningen nå dette stadium.

Og med internettets succes og opbygning, kunne dette tal nemt blive endnu meget lavere. (Cyril Malka)

© 2008 – 2014 – Cyril Malka

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: